Læsetid: 2 min.

Straffelovrådet sat ud af kraft

Straffelovrådet er reelt sat ud af kraft, fordi det længe har stået uden opgaver fra justitsministeren. Det giver dårligere lovgivning, mener oppositionen
21. juli 2004

Af Jeppe Villadsen, LASSE HØJSGAARD og ULRIKKE MOUSTGAARD Pressegruppen LUX

FængselsDanmark
Justitsministeriets juridiske ekspertudvalg, Straffelovrådet, har ikke haft noget at lave i trekvart år. Det er ikke set før i rådets 44-årige levetid. Normalt kommer opgaverne – kommissorierne – i en lind strøm til Straffelovrådet. Men nu har den otte mand store forsamling ikke mødtes siden den 9. december sidste år. Elisabeth Arnold vurderer, at regeringen ønsker Straffelovrådet kørt ud på et sidespor.
»Man får aldrig justitsministeren til at sige fra talerstolen, at hun synes, Straffelovrådet skal nedlægges. Men praksis viser jo, at det er det, hun mener,« siger Elisabeth Arnold, der er retsordfører for Radikale Venstre.
Vagn Greve er medlem af Straffelovrådet. Han vil, ligesom andre af rådets medlemmer, ikke kommentere Straffelovrådets aktuelle arbejdsløshed. Men han fornemmer tydeligt et ændret syn på rådet, siden VK-regeringen tiltrådte. Særligt i forbindelse med rådets betænkning om strafferammer.
»Man beder om en betænkning, man ved kommer, efter at man har gennemført loven – det er en meget klar markering af, at man er helt ligeglad med, hvad fagfolk siger,« siger Vagn Greve, professor i strafferet på Københavns Universitet.

Ikke ministerens stil
Formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF), har flere gange raset over, at Straffelovrådet er blevet tilsidesat.
»Ministeren har et behov for, at ting skal ske hurtigt. Det er ikke hendes stil, at Straffelovrådet skal have lov at sidde og grunde over tingene. Derfor benyttes de ikke, og det resulterer i dårligere lovgivning,« siger Anne Baastrup.
Hun har oplevet flere sager i det sidste halvår, hvor Straffelovrådet ikke blev involveret, selv om det efter hendes mening var oplagt.
Straffelovrådets formand Jacques Hermann, der er præsident for Østre Landsret, erindrer ikke, at Straffelovrådet tidligere i de 13 år, han har været medlem, har stået uden kommissorium. Han synes dog ikke, at situationen er bemærkelsesværdig.
»Jeg venter roligt og ser, om der sker noget – det er ikke min opgave at presse på for et nyt kommissorium. Vi er et stående udvalg, der løbende får opgaver af den siddende regering. Vi afventer blot, hvad regeringen ønsker at bruge os til,« siger Jacques Hermann.
Retsordfører for De Konservative, Helge Adam Møller, mener, man skal lytte til eksperter, hvis tiden er til det, men ikke nødvendigvis lade sig styre af det: »Hvis man snakker om, hvad straffen skal være for voldtægt, så kan man sige, at sygeplejerske Anni Olsen fra Næstved er lige så kvalificeret som en højesteretsdommer,« siger han.
Per Dalgård, retsordfører for Dansk Folkeparti, er enig:
»Den der politiker-tendens til hele tiden at få nedsat nogle udvalg, der skal undersøge tingene igen og igen, den er jeg altså ikke tilhænger af. Jeg mener sagtens vi kan få sat nogle ting på benene uden dem.«
Justitsministeriet oplyser, at der vil komme et nyt kommissorium til Straffelovrådet engang efter sommerferien. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her