Læsetid: 4 min.

Sublimt solskin fra Jarrett

Det var nøjagtig, som man havde håbet, da Keith Jarretts spillede med sin standardtrio i Tivolis Koncertsal onsdag aften. Sublimt
9. juli 2004

Jazz-festival 04
Solen skinnede for første gang i dette års jazzuge fra morgenstunden på netop den dag, hvor Keith Jarrett gæstede København for at give koncert. Som et forvarsel om at mesteren over alle nulevende mestre, pianisten, kunstneren, kraftværket Keith Jarrett om aftenen ville sætte sig til flyglet i Tivolis Koncertsal og vise de heldige tilstedeværende et stykke af det sublime.
Og han skuffede ikke. Tværtimod. Han kom – sammen med legekammeraterne Gary Peacock og Jack DeJohnette – og viste os et stykke af himlen. Hold kæft, hvor solen skinnede onsdag aften i Tivolis Koncertsal!
De var parate, de tre musketerer, og det samme var publikum. En proppet Koncertsal startede med at give Keith Jarrett stående ovationer. Måske et udtryk for at forventningerne til denne aften var spændt til det yderste hos publikum, men i første omgang fordi koncerten startede med overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris for 2004 til Keith Jarrett.
Keith Jarrett er den kun anden jazzmusiker, der modtager Sonnings Musikpris (Miles Davis var den første i 1984). I priskomiteens motivation, blev der da også lagt vægt på, at det netop er Keith Jarretts evne til, uanset om han spiller jazz eller klassisk, at eksperimentere og forny uden at forkaste traditionen, og at han er en af de største improvisatorer i jazzen, måske endda i hele musikhistorien.
Under prisoverrækkelsen stod Keith Jarrett som en genert skoledreng i baggrunden med armene forlegent lagt over kors. Jarrett har aldrig lagt skjul på, at han ikke bryder sig om at være i offentlighedens og specielt pressens søgelys, men helst ser at musikken får pladsen i spotlyset. Hvad han da også gentog i sin korte takketale, hvor han understregde, at det er musikken, der modtager prisen, og at en musikers fornemmste rolle er at virke som oversætter af musikken. Så videre til musikken!

Friskhed og nærvær
Keith Jarrett har i de senere år primært optrådt sammen med sin standard-trio, der udover Jarrett selv består af bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette, og det var også i det format, at vi så ham onsdag.
Trioen har spillet sammen i mere end 20 år og udgivet en række album, men giver ikke meget mere end et par håndfulde koncerter om året. Hvilket måske er en af grundene til, at trioens spil i hvert fald onsdag aften, fremstod så friskt og nysgerrigt, som var der tale om en ny konstellation, der endnu havde meget land at udforske. Og udforsket blev der.
Fra første fløjt virkede specielt Jack DeJohnette veloplagt og fuld af energi, hvilket i særdeleshed kom til udtryk i up-tempo-numrene, hvor stikkerne dansede en
eksplosiv dans på skind og hi-hat. Hans spil var kantet og råt, mere end normalt på mange af studieoptagelserne med trioen. I balladespillet gav det i glimt en smule uro, en uro der dog samtidig synes at tænde særligt Jarrett.
Gary Peacock, placeret mellem Jarrett og DeJohnette på scenen, lagde mere konservativt ud. Økonomiserede mere og var mediatoren på scenen, der holdt de to kåde skoledrenge lidt i snor. Men kun i de to første numre, så måtte den ellers stenrolige Peacock lette på låget og nikkende overgive sig i en blues, som for alvor skød musikken ud i verdensrummet.

Elastikken holdt
Hovedpersonen var dog Keith Jarrett hele koncerten igennem.
Ikke at han bemægtigede sig lydbilledet på de andres bekostning, men intensiteten i hans spil var til stede i overvældende grad. Jarrett har et fantastisk anslag, et flydende og let spil, der tillader ham at være nærværende selv i det mest diminuitive balladespil, ja selv når han knapt rørte tangenterne i Peacocks og DeJohnettes solo kunne han mærkes.
Men ikke kun balladespillet imponerede, selvom det var balladerne, der fyldte mest i sætlisten. For det var, som havde Jarrett bestemt sig for endnu engang at bevise det sande i priskomiteens ord om, at han er en musiker, der spænder vidt. Alt skulle prøves og blev det, fra blues over jazz til klassisk.
Konstant søgte han ud på kanten af det muliges grænser i sine improvisationer. Hele tiden nysgerrig efter at se, hvor langt elastikken kunne holde; hvor langt ud han kunne lokke sig selv og medkumpanerne. Gennem knap to timer var elastikken spændt til det yderste, men ikke en eneste gang sprang den.
Logisk nok ville publikum efter halvanden times spil ikke slippe trioen, da de rejste sig efter anden afdelings enlige ballade, og et øjeblik efter var de der igen. To ekstranumre blev det til. Det første, en blues, som længe lå og kogede, indtil »God bless the child« rejste sig som en orkan fra scenen og slugte salen. Ud igen og ind igen. Og så – naturligvis – en ballade som den definitive afslutning. En rørende, poetisk fortolkning af »When I fall in love«. En tyst og blid afslutning på en fantastisk aften. Måske en bevidst kærlig hilsen til et sommerlyst København fra den krog af Jarrett, som vi ved har en svaghed for det lyriske, nordiske sind. Melankolsk men smilende. Sublimt.

*Keith Jarrett, Gary Peacock, Jack DeJohnette, Tivolis Koncertsal, onsdag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu