Det nytter hverken noget at foreslå, anmode, fordømme eller tage på officielle besøg i Sudan, uanset om det så er almindelige diplomater, humanitære organisationer, FNs generalsekretær Kofi Annan eller USAs udenrigsminister Colin Powell, der foreslår, anmoder, fordømmer eller aflægger visitten. Det eneste, der nytter noget, er trusler om sanktioner og militær intervention, mener eksperter med kendskab til Sudan.
»Sudans regering trækker ikke støtten til bøllerne tilbage, før den bliver presset til det,« siger ekspert i international politik Gorm Rye Olsen fra Dansk Institut for Internationale Studier. Med ordet bøller henviser han til de militser, som siden februar sidste år har hærget i Dafur- provinsen i Sudan. Siden er omkring 50.000 døde. Over en million er blevet fordrevet fra deres hjem. Og et utal af kvinder og børn er blevet sy-stematisk voldtaget.
Ifølge FN er situationen i Sudan at betegne som verdens værste humanitære krise.
Sudan-ekspert og journalist Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp er enig med Gorm Rye Olsen.
»Vi ved, at Sudans regering er i stand til at begå forfærdelige forbrydelser. Det behøver vi ikke yderligere dokumentation for. Vi ved også, at det ikke ændrer noget at benytte os af fintfølende diplomati, for Sudan er mestre i at køre rundt med diplomatiet og dermed vinde tid og spillerum. Det er et mønster som har tegnet sig gennem de sidste 15 år i Sudan. Det er simpelthen på tide at trække de store knive frem af skuffen,« siger Nils Carstensen.
Han foreslår, at der bliver sat ind med økonomiske sanktioner, våbenembargo samt retsforfølgelse af enkeltpersoner i centraladministrationen.
»Det skal ikke kun være dem, som har lavet svineriet i provinserne, men også dem der har sat det i gang, der skal for en krigsforbryderdomstol,« siger Nils Carstensen.
Han mener, at Sudans regering skal gives maksimum en uge til at forbedre situationen i Dafur, og hvis det ikke sker, skal sanktionerne iværksættes.
Gorm Rye Olsen har imidlertid ikke meget fidus til sanktioner.
»De virker ikke, og de tager for lang tid,« siger han og fortsætter:
»Hvem skulle for eksempel sørge for at retsforfølgelse fandt sted? Der har jo ingen retsforfølgelse været af de forbrydelser, som har fundet sted i de sidste 10 til 20 år i Sudan.«
Intervention
Gorm Rye Olsen mener, at Sudans regering skal trues med indsættelse af soldater med et tydeligt FN-mandat i ryggen.
»Det ville få Sudans regering vil afvæbne militserne,« siger Gorm Rye Olsen.
Hvis trusler om soldater mod forventning ikke ville få et sådant udfald, og soldaterne rent faktisk må sendes af sted, er det vigtigt, at soldaterne samarbejder med de lokale, mener Gorm Rye Olsen.
Sådan et samarbejde er der allerede gode erfaringer med i et andet område af Sudan, hvor 300 ubevæbnede FN-soldater overvåger en våbenhvile mellem det nordlige og sydlige Sudan, som også har været i blodig konflikt.
Nils Carstensen er ikke fremmed over for tanken om militær intervention.
»Det ene udelukker ikke det andet,« siger Nils Carstensen.
Han forestiller sig, at der samtidig med sanktionerne kan arbejdes for en resolution i FN, som gør det muligt at sende soldater til Sudan.
Fordi regeringen i Sudan godt er klar over, at amerikanerne helst vil undgå at indsætte styrker i Sudan i et valgår, og at EU i det hele taget helst vil undgå at indsætte styrker, er det nemt for Sudan at afskrive truslerne som bluff, mener Nils Carstensen.
»Derfor må EU og USA sende et klart signal om, at det ikke bare, er det, de gør,« siger han.
I venteposition
Indtil videre er der ikke nogle samlede udmeldinger. I går mødtes EUs udenrigsministre og besluttede at lægge fortsat pres på Sudan. I sidste uge besluttede USAs kongres at betegne forbrydelserne i Sudan som folkemord, hvilket skaber mulighed for, at USA appellerer til FN om indgriben. Enkelte lande, Storbritannien og Australien, gør sig overvejelser om, hvorvidt de vil stille med tropper.
Imens venter over en million sudanesere i Dafur-provisen uden tag over hovedet, uden adgang til rent drikkevand og mad og ikke mindst uden adgang til at forbedre deres livsvilkår.
»Især det sidste er dybt problematisk, for en befolknings overlevelsesprocent afhænger mest af alt af dens mulighed for selv at handle på elendigheden,« siger Nils Carstensen.
Som det er i Dafur i øjeblikket risikerer sudaneserne at blive kidnappet, hvis de bevæger sig uden for lejrene for at lede efter mad.
»Derfor gælder det først og fremmest om at få afvæbnet militserne, hvis verdens værste humanitære krise skal afværges,« siger Nis Carstensen og appellerer til EU og USA om andet og mere end diplomatisk pres.
