Læsetid: 6 min.

En sund sjæl i et sundt legeme

Hvorfor ikke legalisere doping, gøre medicinalindustrien til officielle sponsorer af alle internationale sportsbegivenheder og ansætte medicinske eksperter som faste sportskommentatorer ved tv-transmissioner?
30. juli 2004

Hvorfor ikke legalisere doping, gøre medicinalindustrien til officielle sponsorer
af alle internationale sportsbegivenheder og ansætte medicinske eksperter som faste sportskommentatorer ved tv-transmissioner?

Frit slag
Der er noget meget rørende ved Arla som sponsor af fodboldlandsholdet. Det styrker forestillingen om, at selv professionelle sportsfolk er kernesunde, sødmælksdrikkende unge mennesker med regelmæssige sengetider. Også selv om professionelle sportsfolk som regel er langt mere leveringsdygtige i avisoverskrifter om sprut, stoffer og saftige sexeskapader, hvilket da helt bestemt også må være langt sjovere end at fylde sig med mælkeprodukter dagen lang.
Myten om den sunde sjæl i det sunde legeme er imponerende sejlivet i sportens verden. Tour de France betragtes stadig som den mest ædle af alle sportslige discpliner, selv om listen med historier om uædle metoder bliver længere for hvert år, der går. Men det er også nærmest menneskeligt umuligt at gennemføre ruten ad uendelige landeveje op og ned ad bjerge på bare to uger uden en hjælpende hånd fra medicinalindustrien.
Alligevel ser vi hverken Roche eller andre store medicalfirmaer som sponsorer af løb eller hold, hvilket både er en synd og skam, eftersom det er den intense forskning, der foregår rundt omkring på alverdens medicinske laboratorier, som hvert år gør Tour de France muligt.
Måske er det fordi jeg er total sportsignorant, men jeg forstår stadigvæk
ikke, hvorfor det ikke er lægernes præstationer, der underkastes grundige analyser af sportskommentatorerne, i stedet for rytternes ditto. Jeg ville så gerne opleve en Tour de France, hvor Jørgen Leth og en arbejdsmediciner for åben mikrofon faldt i svime over de mirakler et nyudviklet dopingprodukt havde udrettet for mange af rytterne.
Hvor spændende det ville være at høre deres vurderinger af, hvilke konsekvenser det har fået for et hold, at de nu har fået ny læge, og hvilke dopingprodukter der garanterer de bedste resultater. Hvor gribende det ville være at se Lance Armstrong med glædestårerne trillende ned af de hule kinder, mens han kastede sig om halsen på Michele Ferrari og fortalte hele verden, at hvis det ikke havde været for Ferraris særlige farmaceutiske tryllerier, havde han stadigvæk været en helt almindelig gennemsnitlig cykelrytter uden særlige evner.
Med fare for at få alle Tour de France fans på nakken, kan man stille spørgsmål ved, om det inden for cykelsportens verden ikke er mindst lige så vigtigt at have en læge, som er lidt længere fremme i pedalen end konkurrenternes, som det er at have et egentligt sportsligt talent?

Lance Armstrong kan sikkert noget helt enestående på en cykel, men det tætte samarbejde med doping-eksperten Michele Ferrari har vel næppe reduceret antallet af sportslige triumfer. Han er, hvad Ekstra Bladet i mandags kaldte »et uforklarligt, medicinsk mirakel, der samarbejder med en af cykelsportens mest mistænkelige læger«. Alligevel kan hverken rygter om dopingmisbrug eller historier om, hvordan Armstrong smørres ind i makeup-creme for at skjule de mange stikmærker, slå ham af cyklen.
Armstrong er nemlig en rigtig sportshelt. Lad blot alle de ubetydelige vandbærere blive knaldet for doping-misbrug, så længe de virkelige stjerner – der garanterer høje seertal og store reklameindtægter – kan få lov til at fortsætte ufortrødent. Mange store navne inden for sportens verden er ganske enkelt blevet for kendte og for betydningsfulde til at aflevere urinprøver.
Der findes sågar eksempler på amerikanske basketball stjerner som nægter at stille op til kampe, hvor spillerne bliver underkastet dopingkontrol. Inden for fodboldens verden går man heller ikke så højt op i, om dopingdømte overholder deres karantænetid, da man jo nødig skulle skuffe hverken fans eller sponsorer pga. en stjernespillers fravær.
I 1999 blev Lance Armstrong testet positiv kort efter starten ved Tour de France. Der blev fundet spor af et cortiko-steroid, der findes i et astmaprodukt, som rytterne gerne må tage, såfremt de lider af astma. Det gjorde Armstrong imidlertid ikke. Alligevel offentliggjorde Den Internationale Cykelunion 14 dage efter prøven en pressemeddelelse, hvori de rensede Armstrong for dopinganklager.
Nu hed det sig, at han havde brugt et allergimiddel, og at det var dét, man havde fundet spor af i urinprøven. Denne erklæring blev offentliggjort, da Armstrong lignede en sikker vinder af Tour de France. Den Internationale Cykelunion begrundede aldrig siden hen, hvorfor Armstrong ikke blev straffet.
Man skal med andre ord være mere end almindeligt naiv for at tro på, at Lance Armstrong aldrig har været i nærheden af hverken af EPO, anabolske steroider eller væksthormoner. Især fordi han har et tæt samarbejde med Ferrari, som en gang udtalte så kækt, at EPO ikke er farligere end appelsinjuice, når blot man doserer og injicerer det korrekt.
Alligevel er Lance Armstrong fortsat helten over alle i en sportslig disciplin, hvor skønhed og mandsmod forenes. Ikke en gang diverse mere eller mindre rabiate fraktioner af Forsøgsdyrenes Befrielsesfront er begyndt at interessere sig for ham; sådan som han lægger krop til farmaceutiske fiksfakserier, som ellers nok skulle kunne tage livet af en hvilken som helst kanin.
Sødmælk og vitaminpiller er ikke nok for elitesportsudøvere. Især i cykelsport er forholdet mellem læger og udøvere særlig tæt, hvilket der umiddelbart ikke er noget særlig odiøst i. Rytterne skal jævnligt behandles for siddesår, hudafskrabninger, brud på hænder og ben og helt elementære skavanker såsom ondt i hovedet og ondt i maven.
Hvert år skal cykelholdenes læger bede de franske myndigheder om lov til at transportere medicin. Opgørelsen for i år viste, at hvert Tour-hold råder over op til 155 forskellige typer medicin. Ingen af disse medikamenter er ifølge dopinglisterne ulovlige, men som dopingeksperten Jean-Pierre de Mondenard bemærkede, så er det rytternes koner, som transporterer al den anden medicin, som offentligheden ikke skal have kendskab til.
Derudover skal det tilføjes, at fire af årets Tour-hold ikke søgte om tilladelse til at transportere medicin. Men eftersom den relevante myndighed ikke har nogen udøvende magt, kunne disse holds læger arbejde i ro og mag, uden de franske myndigheder skred ind for at undersøge taskernes indhold.

Andy Miah, som er lektor i medier, bioetik og cyberkultur ved Paisley Universitetet i Storbritannien har i bogen Genetically Modified Athletes: Biomedical Ethics, Gene Doping and Sport undersøgt mulighederne for og konsekvenserne af genmodificerede sportsfolk med større og mere veludviklede muskler, som kan træne længere, løbe hurtigere og springe højere.
Han anerkender, at der er »seriøse etiske dilemmaer« forbundet med gen-doping af sportsfolk, men omvendt mener han, at man bør give udøvere inden for elitesporten muligheden for selv at vælge, om de vil være en slags frivillige forsøgskaniner i sportens hellige navn.
Vi kan lige så godt være åbne om den slags spørgsmål, da De Olympiske Lege i næste måned alligevel vil vrimle med sportsfolk, som bliver så sofistikeret medicineret, at det vil være vanskeligt at vurdere om der er tale om dopingmisbrug – eller udviklingen af en helt ny menneskerace.
Det kan dog diskuteres, hvor frit et valg elitesportsudøverne reelt har i spørgsmålet om, hvorvidt de vil lade sig transformere til medicinske vidundere med overmenneskelige evner og dermed større medaljechancer, større mediebevågenhed, højere reklameindtængter og mere rundhåndede sponsorer. Som bekendt er der nemlig ikke de store penge og den store medieopmærksomhed at hente for de glade amatører.
Derfor er der kun én vej frem for fremtidig sportsdækning. Begivenheder som OL og Tour de France kunne man meget passende dele op i to afdelinger, så der var én kategori for genmodificerede sportsfolk og en anden for sportsfolk, som holder sig til kaffe og smøger som de eneste stimulanser.
Den første kategori skulle levere uforglemmelige øjeblikke, hvor 100 meter løb klares på to sekunder, og hvor Tour de France udvides til også at omfatte Østrig, Schweiz og Tyskland. Der skal selvfølgelig være masser af nærbilleder af, hvordan sportsudøverne fixer i pauserne og oplysende interviews med lægerne om, hvilke stoffer de har brugt – skide være med trænerne og al deres snak om taktik og ro, renlighed og regelmæssighed.
Den anden kategori skulle derimod byde på sportspræstationer med høj ’identifikationsfaktor’ med prustende og stønnende cykelløbere og kvindelige atletikudøvere uden tendens til fuldskæg. Eller ville denne opdeling i et A og et B hold være at gå for vidt? Ville det monstro gå for voldsomt ud over forestillingen om den sunde sjæl i den sunde krop – og at det er så sundt at dyrke sport?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her