Læsetid: 3 min.

Svært med Arafat - måske umuligt uden

Lang tids opsparet vrede blandt palæstinenserne ligger bag disse dages oprør blandt Arafats egne
20. juli 2004

Stærk svag mand
Yasser Arafats styrke er Yasser Arafats svaghed. Arafats evne til at fastholde sit personlige greb om magten er årsagen til, at Palæstina risikerer at drukne i blod og kaos, den dag han må slippe den. Arafats eftermæle i historien er sikret på bekostning af det palæstinensiske samfunds evne til at forvalte sig selv.
Sådan kunne det kritiske skudsmål lyde på dagen, hvor palæstinensernes leder endnu engang befinder sig i et af sit livs alvorlige politiske kriser. En krise, der er en blanding af internt oprør mod Arafats egenrådige ledelsesform og en magtkamp mellem palæstinensiske fraktioner om kontrollen over det Gaza, israelerne ventes snart at forlade. Men også en krise, som de fleste iagttagere venter, at Arafat vil overleve.
Den næsten 75-årige Arafat har i over 40 år evnet at bevare kontrollen over sin Fatah-organisation og dermed over det palæstinensiske samfund.
Fatah var den ledende palæstinensiske gruppe under den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, der fra 1960’erne førte frihedskamp mod Israel, koordineret af Arafat fra skiftende hovedkvarterer i Jordan, Libanon og Tunis.
Efter Oslo-fredsaftalen i 1993 flyttede Arafat til Gaza og etablede i 1994 Det Palæstinensiske Selvstyre, der siden har haft Fatah som dominerende gruppe og Arafat som leder med noget nær uindskrænket magt.
Som led i Oslo-aftalen gennemførtes i 1996 det valg, der gjorde Arafat til officiel præsident – uden nogen reel opposition ved valget. De seneste år har den palæstinensiske leder været henvist til at fungere fra sit hovedkvarter i byen Ramallah på Vestbredden, under skiftende grader af israelsk belejring.

Intet alternativ
Når Arafat både før og siden har formået at bevare personlig kontrol over de palæstinensiske områder, har det sin delvise forklaring i den fortsatte respekt for hans indsats i befrielseskampens eksil-fase, hvor arabiske stater ikke havde megen reel støtte at tilbyde palæstinenserne. Det har også forklaring i det faktum, at den opgave, der nu står tilbage – at gennemføre en forhandling med Israel, der sikrer en selvstændig palæstinensisk stat på vilkår, der kan accepteres af alle palæstinensiske grupper – er formidabel. Alt mens den israelske regering ser Arafat som hindring for en aftale, ser de færreste palæstinensere nogen anden, der kan holde sammen på det hårdt plagede folk under en sådan ekstremt vanskelig forhandling.
Men den tredje grund til, at Arafat fortsat er leder, er kombinationen af hans personlige kontrol over sager, der retteligt burde være regeringens anliggende, og hans accept af magtmisbrug og korruption blandt underordnede, der til gengæld yder præsidenten loyalitet.
Efter amerikansk pres blev der i marts 2003 gjort forsøg på at skabe ordnede forhold ved en forfatningsændring, der overførte ansvaret for den offentlige orden og indre sikkerhed fra præsidenten til den palæstinensiske regering, der i modsætning til Arafat skal stå til regnskab over for parlamentet.
Det var altså regeringen under den i maj 2003 udnævnte ministerpræsident Mahmoud Abbas, der skulle genskabe kontrol med den palæstinensiske sikkerhedstjeneste, der var blevet et vildtvoksende, politiseret og korrupt system af egenrådige, internt stridende styrker, som skabte mere frygt end tryghed i den palæstinensiske befolkning
Men da Mahmoud Abbas ikke fik Arafats opbakning til at rydde op, trådte han og hans regering i efteråret 2003 tilbage.
I forbindelse med efterfølgeren Ahmed Quries tiltræden som ny ministerpræsident etablerede Arafat et nyt Nationalt Sikkerhedsråd, der med ham selv som formand overtog ansvaret for alle sikkerhedsspørgsmål og dermed bragte kontrollen tilbage i præsidentens hænder.

Nær anarki
Lederen af The Palestinian Center for Policy and Survey Research, Khalil Shikaki, har i selvstyrets avis Al-Hayat Al-Jadida karakteriseret denne manøvre som et »alvorligt lovbrud«, og han fastslog forleden, at »De seneste seks måneders erfaring klart viser, at det Nationale Sikkerhedsråd hverken har evnen eller viljen til at opretholde offentlig orden og skabe indre sikkerhed.«
En rapport i april fra Palestinian Human Rights Monitoring Group fastslog, at »der hersker en tilstand nær anarki i de palæstinensiske byer« som konsekvens af selvstyremyndighedens manglende evne og vilje til at gennemtvinge lov og orden kombineret med den store mængde våben i omløb blandt palæstinenserne.
I disse dage råder igen kaos med bortførelser, væbnede sammenstød mellem Fatah-folk, hastige skift i sikkerhedsapparatets top og ministerpræsident Quries formodede tilbagetræden.
»Dette er ikke et nyt problem. Det Palæstinensiske Selvstyre har fejlet totalt gennem de seneste 10 år,« sagde søndag Ghazi Hamad, politisk analytiker og redaktør for Hamas-ugemagasinet Al-Risala.
»Problemet er Arafat. Han vender det døve øre til alt dette. Han bærer det store ansvar. Når tilbagetrækningen (fra Gaza, red.) sker, vil det blot blive tusind gange værre end nu,« mener Ghazi Hamad.
Problemet er Arafat. Men hidtil har han også været løsningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her