Læsetid: 4 min.

Svigt på højeste plan

10. juli 2004

DET VAR ET simpelt og i bund og grund unødvendigt spørgsmål, FN’s Generalforsamling havde stillet Den Internationale Domstol i Haag (ICJ): Hvad er de juridiske konsekvenser af konstruktionen af en mur på besat palæstinensisk territorium? Unødvendigt, fordi både israelere, palæstinensere og resten af verden udmærket vidste, at det ifølge Folkeretten er ulovligt at bygge på et territorium, der ikke tilhører dit eget land. Det gælder naturligvis stadigvæk, når bygherren bygger på landet for at beskytte områder, som denne tidligere – men lige så ulovligt – har bebygget.
Svaret fra det 15 mand store dommerpanel var da også tilsvarende simpelt, utvetydigt og ganske som forventet: »Opførelsen af hegnet strider imod international lov.«
Sådan. Men den gik længere end det. 14 af panelets 15 dommere – alle på nær den amerikanske dommer Thomas Buerghenthal – stod bag den ikke-bindende udtalelse, som fastslog, at Israel med byggeriet af muren overtræder en lang række af de berørte palæstinenseres basale menneskerettigheder, at landet bryder traktater, det selv har underskrevet, at linjeføringen ikke kan retfærdiggøres med henvisning til nationens sikkerhed, at muren skal rives ned, at både FN’s Generalforsamling og FN’s Sikkerhedsråd nu bør overveje, med hvilke midler man kan sikre, at rettens ord føres ud i livet.

DISSE MIDLER, SOM det internationale samfund kan bruge mod Israel, er naturligvis
sanktioner; ganske som i 1971, hvor ICJ i en lignende udtalelse erklærede apartheid-Sydafrikas besættelse af Namibia ulovlig, hvilket udløste internationale sanktioner mod landet og i sidste ende førte til, at besættelsen blev bragt til ophør. Palæstinensernes næste træk vil naturligvis være at få FN’s Generalforsamling til at stemme for sanktioner, der dog kun endeligt kan vedtages i FN’s Sikkerhedsråd.
Her sidder Israels tro væbner, USA, klar til at ’trykke’ på veto-knappen. Og det er ved dette ’tryk’, at katastrofen indtræffer; på det tidspunkt kan man tale om, at den frygtede ’spil-over-effekt’ af Israel-Palæstina-konflikten er en realitet – ikke forstået som en spredning af volden, men som en udvandingen af de regler, der skal sørge for, at vi i resten af verden kan sove trygt om natten med visheden om, at der stadig er et troværdigt FN, som sikrer verdensfreden. Med et veto underkender den instans, Sikkerhedsrådet, som skal arbejde for verdensfreden og overholdelsen af Folkeretten nemlig selv Folkeretten – endda efter at sagen har været omkring FN’s egen juridiske instans, ICJ, og dermed bliver Israels mur – som den franske filosof Jean Baudrillard blev citeret for i gårsdagens Information – »den mur, der deler verden i to«.

DET MEST SØRGELIGE er, at det ikke havde behøvet at komme hertil. Israel ville aldrig have haft behov for at bygge en mur på palæstinensisk land, hvis det internationale samfund for længe siden havde tvunget landet til at efterleve international lov og rømme sine ulovlige bosættelser. USA har hele tiden haft den økonomiske bistand til Israel som afpresningsmiddel, og EU har haft associeringsaftalen, men begge har gang på gang veget tilbage for at bruge disse midler i et naivt håb om, at Israel en dag vil lytte til fornuft, fordi fred jo er i landets egen interesse. Når vi nu står i en situation, hvor ICJ-dommen ikke kun rammer Israel og palæstinenserne, men i høj grad også os selv med udsigten til et svækket FN, så kan vi altså i høj grad takke vores egne politikere og deres allierede for at have tilladt situationen at komme dertil. Som Baudrillard skriver: »I den forstand er europæerne på samme side som amerikanerne. Og det er ikke muligt at få øje på en løsning, for det er ikke blot sådan, at Israel er den 51. stat i USA, det er snarere omvendt. Vi har at gøre med en verdensmagt, der ikke længere er suveræn, hvilket er et vigtigt paradoks.«

ICJ’S DOM ER I sin ordlyd stærk. Men den burde faktisk ikke stritte sådan i ørerne. Dens indhold bygger på de regler og retningslinjer, som langt hovedparten af verdens lande er enige om må og skal være minimumsstandarderne for et værdigt liv og for forholdet mellem stater. Når dommen lyder så hård og kontant, er det fordi, at det internationale samfund med USA i spidsen igennem konfliktens historie har tilladt Israels brud på FN-resolutionerne og Folkeretten og dermed vænnet os til, at Israel må lidt mere end alle andre. Det var derfor, at det unødvendige spørgsmål måtte stilles. For når en uafhængig instans spoler tilbage til udgangspunktet, lovens bogstav, må det nødvendigvis lyde hårdt. Forhåbentligt kan ICJ-dommerpanelets troværdighed og autoritet ruske op i de europæiske politikere og minde dem om, at det, der foregår på besat territorium i Palæstina, ikke er umuligt at stoppe. Der er faktisk noget, der kan gøres – hvis ikke for de involverede parters skyld, så for resten af verdens.

M.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu