Læsetid: 7 min.

Tv skal ses med maven

Der var engang, hvor tv-dokumentar skulle ses med øjnene og fordøjes af hjernen. Men det var dengang den ikke skulle sælges i et benhårdt marked. Dokumentaren er blevet et af de tungeste våben i kampen om seerne. Derfor skal de opleves – føles med maven
16. juli 2004

Tv-dokumentar
I en radiodiskussion fastslog tv-
dokumentaristen Thomas Stokholm fra produktionsselskabet
Bastard Film, at »tv-dokumentarprogrammer skal ses med maven«. Han havde selvfølgelig ret. Tiden er ikke til kedeligt og belærende fjernsyn. Fjernsynets fornemste genre – dokumentaren – kan selvfølgelig ikke overleve, hvis den er belærende, knastør og alt for kompliceret. Men bag udtalelsen ligger der andet og mere end blot det, at dokumentarprogrammer skal kunne føles.
Der ligger også den kendsgerning, at dokumentarprogrammer i dag er lige så velplanlagte som en dramaproduktion. Alle tilrettelæggere har været på kursus og har lært de grundlæggende dramaturgiske kneb. De véd, at virkeligheden alene ikke gør det i en dokumentar. Den skal have hovedpersoner, bipersoner, hjælpere og modstandere.

Modstanderen
Modstanderen er oftest systemet, som lader uprofessionelle dagplejemødre passe andre folks børn, fordi man har privatiseret. Systemet, som lader stå til uden at gribe ind, når læger anvender sundhedsskadeligt Bone-Loc under hofteoperationer. Systemet som har lavet love, der gør det muligt at gennemføre massiv skattetænkning eller selskabstømning. Systemet, som lukker sig om sig selv, når politiet skal undersøge politiet eller systemet, der i en rig kommune planlægger at gemme flygtninge, indvandrere og andre uønskede væk i en giftfyldt, larmende nybygget ghetto. Hjælperen er ofte tv-tilrettelæggeren. Hovedpersonen er den eller de, der er kommet i klemme i systemet. Fra at være et lidt overset pligt-område er tv-dokumentaren blevet en afgørende konkurrenceparameter. Der er mange seere i virkeligheds-fjernsyn – hvis det vel at mærke er spændende, medrivende og personfikseret.
Når dokumentarprogrammer anvender rekonstruktioner eller andre dramaturgiske virkemidler – for eksempel et legetøjstog, der kører rundt og rundt som i DR-Dokumentarer Guldtoget (1995) Guldkupeen 1+2 (1999) er den gammeldags grænse mellem fakta og fiktion overskredet – og det er ikke tilfældigt, at Peter Harms Larsen (nu professor på Syddansk Universitet) allerede i 1990 begyndte at interessere sig for begrebet faktion – blandingsgenren, der i dag er en mere eller mindre accepteret udtryksform i tv-dokumentaren.
Vi mangler viden om, hvad de dramaturgiske virkemidler gør ved tilskuerens oplevelse af troværdighed. Og hvad den arrangerede virkelighed gør, som når DR-dokumentaristen Søren Slumstrup i Den Hvide Magt arrangerer en bustur for fejlbehandlede patenter ind til den Sundhedsstyrelse, som man godt ved ikke vil tale med dem. Det fremkalder de ønskede følelser – det er ikke løgn – og det er fedt tv!
Den moderne tv-dokumentar er langt mere effektiv – flytter (måske) flere grænser, skaber mere debat og mere presseomtale end tidligere. For de to public service-stationer i Danmark slår den effektive dokumentar to fluer med et smæk. Den skaffer seere og er i sit udgangspunkt en uangribelig del af public service-forpligtelsen.
DR1-chefen Lars Grarup har de sidste par år opprioriteret dokumentaren og øget antallet af forskellige typer dokumentar-programmer (som internt i DR kategoriseres som guld, sølv og bronze) – fra den store, dyre, gennemarbejdede, undersøgende og afslørende til helt enkle (og langt billigere) dokumentariske reportageprogrammer eller -serier.

Den fjerde statsmagt
Tv-dokumentaren er – når den er bedst – et af de mest slagkraftige journalistiske våben overhovedet. Den har mere eller mindre overtaget den rolle som den fjerde statsmagt, som for et halvt eller trekvart århundrede siden tilhørte journalister og skribenter ved aviserne. De, der afslørede fattige børns kummerlige forhold, korruption og organiseret kriminalitet i Edderkoppesagen, bolighajer og skrankepaver.
Med tv-dokumentarens eksplosive udvikling efter tv-monopolbruddet i 1988 er journalisterne i de trykte medier kommet mere i baggrunden. Det var tv, der fik frikendt Pedal-Ove. tv, der afslørede Bone-Loc-skandalen. Tv, der fik os til at opleve dybe modsætninger mellem statsministeren og udenrigsministeren og tv, der afdækkede pædofili-miljøet i Danmark.
Efter Watergate-sagen kom den store afsløring til mere end ære og værdighed. Den blev med ét den fornemste journalistiske genre – det, som alle journalister med
respekt for sig selv gerne ville lave. Så meget, at flere taler om et såkaldt ’Watergate-syndrom’ i journalistik. Forstået sådan, at andre former for journalistik blev mindre værdige, f.eks. reportagen.
Men i konkurrencen om kundernes opmærksomhed skal der stærkere og stærkere midler til. Alle medier har en tendens til at ignorere de andre mediers afsløringer og nyheder, medmindre de er så store, at man ikke kan undgå dem. En af løsningerne på det problem er simpelthen at samarbejde med de trykte medier. TV 2 og Ekstra Bladet har i flere tilfælde samarbejdet omkring afslørende journalistik – både omkring Dan Lynge-sagen og ISS/slagteri-historien, hvor der tilsyneladende blev afsløret groft – og i sidste instans sundhedsfarligt – sjusk med rengøringen på slagterierne. En sag, der nu er indbragt for retten af ISS, der hævder at
TV 2/Ekstra Bladet har manipuleret med billedmaterialet.
Det er ikke tilfældigt, at TV 2 har valgt at samarbejde med Ekstra Bladet. Tabloid-journalistikken og tv-journalistikken har meget til fælles. Det skal være kort, det skal fænge umiddelbart – og det skal først og fremmest handle om mennesker – helst enkeltpersoner. Det er der ikke noget galt i – det stiller bare ekstra store krav til research, balance og troværdighed.
Konkurrencen mellem tv-stationerne er naturlig – og bliver mere og mere barsk. Bag den ligger der en anden konkurrence: konkurrencen om at komme til orde – om at få lov til at lave de eftertragtede dokumentarprogrammer. De skal sælges. Uanset om det drejer sig om en uafhængig producent, en freelance-tilrettelægger eller en produktions- afdeling i DR eller TV 2, hvis fortsatte interne bevillinger kan være afhængig af, om man får solgt projekter til en redaktør, en direktør eller en chefredaktion. Risikoen er, at det bliver prisen og ideen, der vinder – og hvor sælgerens dokumentar-erfaring ikke er en afgørende parameter. Som det skete i DR’s famøse Mors-sag, som ikke var produceret af veteranerne fra DR-Dokumentar.

Journalistisk etik under pres
Journalist på TV-avisen Mogens Rubinstein – som også er medarbejdervalgt medlem af DR’s bestyrelse har for nyligt i DR-bladet DRåben peget på den interne konkurrence i Danmarks Radio som en uheldig faktor.
Når Rubinstein går ud offentligt med det synspunkt – og diskussionen om tv-dokumentarens udvikling er blusset op – skyldes det et enkelt klip i en enkelt udsendelse. Det lille klip med den store virkning. Det klip der ’dokumenterede’, at en udliciteret privat dagplejemor på Mors slog et barn. De få sekunders billedmanipulation, som blev forskellen mellem en sandhed og en løgn. Hun havde ikke slået barnet. Og hun blev dermed et håndfast offer. Nationen hånede hende, politiet indledte en efterforskning.
Spørgsmålet er, om Mors-sagen bør tjene som et kraftigt advarsels-signal om den store journalistisk-etiske risiko som den interne og eksterne konkurrence på et så centralt tv-journalistisk område fører med sig. Risikoen er ikke blevet mindre med den formmæssige ’modernisering’ af tv-dokumentaren. Tværtimod.
Naturligvis flytter grænser sig, naturligvis ændrer formsproget sig. Men på tv-dokumentaren har formsproget og emnevalget ændret sig betydeligt. Den journalistiske etik er under voldsomt pres. For hvad sker der, hvis den nøje planlagte vinkel – præmissen – den som bærer programmets idé og dramaturgi – den, som har solgt programideen – ikke holder vand? Eller endnu værre: Hvis redaktøren ved første gennmemsyn kommer med den værste indvending i moderne tv: Det er kedeligt!
Det afslørende, kritiske, velkomponerede og effektive tv-dokumentarprograms berettigelse skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved – overhovedet. Men den eksisterende bekymring – ikke kun hos mig – gælder ikke kun faresignalerne omkring den journalistiske etik. Den handler også om balancen, udbuddet, om public service. Om balancen mellem fascination og identifikation på den ene side og information på den anden. Om balancen i dokumentarudbuddet på de to kanaler, hvor man savner et lidt større vindue for den klassiske dokumentar, den klassiske reportage.
Markedet er en afgørende faktor i udviklingen: Den journalistiske etik i dagspressen er klart truet af tabloid-journalistikkens værste former. Men den afvejes af den kendsgerning, at der er et varieret udbud af andre typer aviser, som efterspørger det mere grundige, det eftertænksomme, det analyserende.
Markedet på dokumentar-området er langt mere ensporet. Nok spiller de statslige støtteordninger en vigtig rolle – men tv-markedet får en større og større indflydelse, fordi det simpelthen repræsenterer den massive, økonomisk magt.
Dokumentarfilm, der ikke vises på tv, fortaber sig oftest i glemslen. De, der vises på tv, må underlægge sig tv’s krav. Det har det stort anlagte samarbejde mellem Filminstituttet og Danmarks Radio om »Magtens Billeder« vist tydeligt. Og tv har ikke – måske med DR2 som en glimtvis undtagelse – samme mulighed for den balance mellem formerne, som de trykte medier har.
Jo, forresten – DR og TV 2 har muligheden, men har ikke benyttet sig af den i større omfang

*Lasse Jensen er journalist og filmproducent. Han laver P1’s mediemagasin ’Mennesker og Medier’ og er tidligere TVA-chef og souschef på TV 2/Nyhederne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu