Internationalt
»Liberale og neoliberale arabiske tænkere er generelt overbeviste om, at den europæiske renæssance dybest set var en proces, der resulterede kulturel selektion. De nye europæere forkastede langsomt men sikkert de konservative elementer i deres kultur, det vil sige religionen, til fordel for progressive og sekulære ideer. Følgelig, argumenterer arabiske liberale, skal vi gøre det samme; holde islam i karantæne, uden for det politiske og sociale liv og i stedet kaste vores lid til sekulære, historiske institutioner,« skriver Tamim al-Barghouti tirsdag i den libanesiske avis, The Daily Star.
Men spørger straks: Hvilke institutioner? For derved at besvare et andet spørgsmål: Hvorfor arabiske liberale mødes med så stor mistro i hjemlandet.
»Det største problem for forslagsstillerne er imidlertid, at de institutioner ikke findes. For så vidt det står til regionens overvældende flertal, er det i sandheden svært at pege på en institution fra før de første koloniale sammenstød, der ikke har været påvirket af islam. Det uanset om det drejer sig om familien eller om riget.«
»Kun den moderne nationalstat, designet og installeret i Mellemøsten af de europæiske kolonimagter, er egentligt sekulære i den forstand. Det historiske bånd mellem liberalisme og kolonialisme betyder at mange i regionen er mistænkelige over for oprigtige liberale tænkere. Mangen en Cambridge eller Harvard-uddannet araber, har ikke været i stand til at overkomme den modstand.«
Nederlag til triumf
En sådan er Tamim al-Barghouti til dels selv: Uddannet i første omgang på det amerikanske universitet i Cairo, er han netop ved at færdiggøre sin Phd-afhandling ved Boston University. Moren er egyptisk, faderen en palæstinensisk journalist, der blev udvist af Egypten i 1977 blot tre måneder efter sønnens fødsel.
Tamim al-Barghoutis første digtsamling, Mijana, udkom i Ramallah i 1999.
Han deltog sidste år i Edward Saids begravelse i New York og i sine mindeord om Said skrev han:
»I 30 år satte Edward Said det eneste ikke-forvrængede spejl foran ansigtet på det koloniale vesten: en Cæsar, der altid så sig selv som Kristus, en lastbil der altid så sig selv som en antilope, en børnelokker af en ond ånd, der var overbevist om egne opdragende talenter.«
»Saids job var at dekonstruere den koloniale diskurs for at afsløre absurditeterne i de argumenter, der skulle frembringe den sindsro, som mangen en krigsmager havde brug for.«
Renæssancens kunst
Mindeordene slutter med et slags løfte om at fortsætter hvor Said måtte stoppe:
»På trods af alt det, Said opnåede, var hans arbejde ikke færdigt. Og når det er færdigt, skal ingen palæstinenser, født i Jerusalem, være nødt til at dø i New York.«
Det er netop de absurditeter i den koloniale logik som Tamim al-Barghouti lader Said påpege som han selv forsøger trække frem som vestlig eksport hos progressive arabere, de som identificerer sig med en ensidig (vrang)forestilling om et sekulariseret Europa:
»Ser man på renæssancens kunst, de smukke kirker fra det 13.-århundrede, ser man ikke en proces, der resulterede i kulturel selektion og eksklusion, men snarere en given sig hen til en kultur i alle dens elementer. Kalkmalerierne, der viser treenigheden, Madonna med barnet eller bebudelsen, kunne meget vel have været hedenske, romerske værker: Den himmelske fader ligner til forveksling Zeus, billedet af Kristus er ikke meget anderledes end billedet af Apollo, Michelangelos David ligner statuerne af de græske atleter, men alligevel er værkerne helt igennem kristne. Amalgamet af to modstridende elementer i den europæiske kultur er fascinerende.«
Men Tamim al-Barghouti minder også om, at Madonna i de selv samme billeder er iklædt klæder fra det 13.-århundrede som hvis Moses i dag blev fremstillet i jeans. Og når arabiske liberale tager fejl, er det fordi de kigger mod Europa og tror, at fremskridt kom ved eksklusion.
Tvært imod, skriver al-Barghouti:
»Kulturen blev ikke hængende i himmelen. Snarere bragte disse fresker de guddommelige forestillinger tilbage til jorden. Legenden bliver sat på morgenbordet og kulturen bliver i al sin kompleksitet uden selektion blandet i hverdagsbrødet. Kulturen bliver ikke befæstet mod fremmed indflydelse; snarere bliver det, der nu er fremmed, absorberet og hjemmehørende.«
Teksten ender i en direkte opfordring
»I den arabiske verden er der brug for en sådan given sig hen i vores kultur. Der er også brug for Islam ikke en sådan en, der gør Profetens ledsagere til fjerne halvguder, men en der bringer dem til vores morgenbord. For de var jo netop som os. Engagement i vores kultur er nøglen til enhver udvælgelsesproces blandt kulturens elementer.«
