Efter oliefesten
I årtier har USA kastet betydelige økonomiske, militære, politiske og diplomatiske ressourcer ind på at sikre olieforsyningerne fra Den Persiske Golf, men den voksende ustabilitet i Mellemøsten og truslerne fra den islamiske fundamentalisme og terrorisme har fået USA til også at kigge efter olie i Centralasien og Afrika.
I Centralasien forsøger stormagterne Rusland og Kina også at få del i oliereserverne, men i Afrika er det foreløbig USA, der sætter dagsordenen. USAs vicepræsident Dick Cheney fastslog i maj 2001 i sin nationale energirapport, at »Vestafrika forventes at blive en af de hurtigst voksende kilder for olie og naturgas til det amerikanske marked.«
Det er ikke blevet ved ordene. Her i løbet af foråret har den amerikanske stormagt økonomisk, diplomatisk og militært taget en række opsigtsvækkende skridt til at øge sin tilstedeværelse i Guinea-bugten, hvor der er fundet olie på dybt vand.
I februar fik ExxonMobil koncession til at lede olieudvindingen i et større felt, der ligger mellem Nigeria og den lille ø-stat Sao Tome. Også ChevronTexaco skal bore efter olie i området.
»En del af den nye olie er offshore. Der er ingen til at beskytte den, med mindre vi opbygger afrikanske kystflåder,« sagde den amerikanske viceudenrigsminister, Charles Snyder den 13. april i år. Han lovede at etablere et kystsikringsprogram for de afrikanske stater ved Guinea-bugten »USA har virkelig interesser i Afrika. Afrika vil levere op imod 30 procent af USAs olie de næste 10 år,« fastslog Snyder.
USA ind på lille vulkanø
Den 29. april udnævnte præsident George W. Bush for første gang en amerikansk ambassadør for de små vulkanøer i Guinea-bugten, Den Demokratiske Republik Sao Tome.
Man skal have luppen frem for at finde ø-riget på et verdenskort, og det er da også Afrikas mindste stat med ikke meget mere end 180.000 indbyggere. De fleste af borgerne er kristne i øvrigt i modsætning til Nigeria på fastlandet, hvor flertallet af indbyggerne er muslimer. Sao Tome er stadig et af de fattigste lande i verden. Indtil nu.
Olieindtægterne ventes at vælte ind i løbet af de næste tre år. Reuben Barry Walkley, der er den nye ambassadør, skal også repræsentere de amerikanske interesser i Gabon. I sidste uge sagde Walkley til Senatets udenrigskomité, at »det kommende oliebonanza kan forvandle Sao Tome« fundamentalt. USA har også udstationeret en militærattaché på Sao Tome. Colin J. Campbell, der bl.a. har en fortid hos olieselskabet Total Fina og er bestyrelsesmedlem i Oil Depletion Analysis Center i London, siger til Information, at »der måske findes nogle få milliarder tønder olie på dybt vand ud for det vestlige Afrika. Det kan forklare, at USA nu er militært tilstede på den lille ubetydelige ø, Sao Tome,« siger han.
I begyndelsen af juni sendte USA for første gang et hangarskib til Guinea-bugten. Hangarskibet skal indgå i den store militæroperation, Summer Pulse 2004, som den amerikanske flåde vil lave i bugten hen over sommeren.
»Det er en magtdemonstration,« udtalte en amerikansk diplomat udstationeret i Abuja til nyhedsbureauet, AFP, da operation Summer Pulse blev indledt. Guinea-bugten »er et område, hvor der normalt ikke er amerikansk tilstedeværelse«, fortalte diplomaten, der foretrak at holde sig anonym.
Guinea-bugten har fået geostrategisk betydning for USA. Her i midten af juni åbnede centralafrikanske ledere en ny olieledning på over 1.000 kilometer, der løber fra Chad gennem junglen og ud til Camerouns kyst ved Guinea-bugten. Olieledningen, der har kostet 3,7 mia. dollar at bygge, er delvist finansieret af de amerikanske olieselskaber ExxonMobil og ChevronTexaco, men der er også kommet midler fra det malaysiske olieselskab Petronas og penge fra Verdensbanken. Det er planen, at der skal sendes 250.000 tønder olie gennem ledningen hver dag i de næste 25 år.
Olieledningen og de kommende boringer på dybt vand i Guinea-bugten er et supplement til forsyningerne fra Nigeria, der har været faldende i de seneste år.
Nigeria er stadig den femtestørste olieeksportør til USA med en andel på lidt over seks procent, men Nigeria har i de seneste år især siden 1995 militærregimets henrettelse af aktivisten Ken Saro-Wiwa været præget af voldsomme etniske og religiøse uroligheder. Mere end 70 procent af landets 126 millioner indbyggere lever trods landets store olierigdomme stadig i dyb fattigdom. Og i Niger-deltaet er der gentagne strejker, demonstrationer og oprør. Så sent som i marts måtte olieselskaberne Shell og ChevronTexaco suspendere produktionen i Niger-deltaet efter voldelige sammenstød, og den 23. april blev to amerikanske oliearbejdere dræbt.
Shell producerer op imod halvdelen af Nigerias cirka to millioner tønder om dagen, og Shell har en plan om at øge sin dagsproduktion til 1,5 millioner tønder i løbet af de næste par år. Men en nylig konsulentrapport, udarbejdet på Shells bestilling, påpegede, at selskabet måske kan blive tvunget til at trække sig helt ud af Nigeria i 2008. Shells ledelse afviste konsulenternes konklusion, men de mange voldelige uroligheder sætter hele tiden selskabet på nye prøver.
Det er usikkert, hvor meget olie, der er tilbage i Afrikas undergrund og i havet nær kontinentet. I nogle lande som Nigeria, Angola og Congo er produktionen toppet for længst, men i Guinea-bugten er eventyret først lige begyndt. Internationale olieeksperter mener dog ikke, at Afrika kan blive andet end et supplement til Mellemøsten.
»Afrika er ikke et reelt alternativ til Mellemøsten, der har over 65 procent af verdens oliereserver,« siger Valerie Marcel, der er senioranalytiker ved Royal Institute for International Affairs i London.
Afrika kan sprede risikoen
»Afrika kan lige som Venezuela, Norge og Mexico være med til at sprede risikoen. Afrika er et godt sted at investere for olieselskaberne, for skatterne er lave, og olieselskaberne tjener mange penge, men forsyningsmæssigt er Afrika slet ikke i samme klasse som Mellemøsten,« understreger hun.
De afrikanske lande syd for Sahara har den hurtigste vækst i olieproduktionen, men det sker fra et lavt udgangspunkt i forhold til Mellemøsten og i flere centrale afrikanske lande har produktionen allerede toppet. Eller er ved at toppe.
»Afrika har en meget marginal betydning. Libyens olieproduktion toppede for 34 år siden, i Nigeria falder den snart, og lande som Angola og Congo har ikke ret meget olie tilbage,« siger Colin Campbell.
»I Afrika er der indtil nu udvundet 80 mia. tønder olie, men de har kun 81 mia. tønder tilbage. Til sammenligning har man i Mellemøsten indtil nu udvundet 238 mia. tønder olie, men man mener stadig, at der er omkring 381 mia. tønder olie tilbage i Mellemøsten.«
*Olieæraen varer ikke evigt. Nogle siger, at kampen om den sidste olie er indledt med krigen i Irak. Og at olieprisen aldrig kommer ned igen. Alt tyder på, at den billige olie er væk om 15-30 år olien er ikke forsvundet, men den bliver stadigt
dyrere, og det vil påvirke verdensøkonomien stærkt. Information sætter i en serie fokus på olien.
*Læs tidligere artikler i serien på tema.information.dk/oliefesten/
