Læsetid: 4 min.

USA’s irakiske skødehunde?

Kritikken mod Iraks nye regering for blot at være USA’s for-længede arm ser nu ud til at være berettiget. Måske ikke så underligt
16. juli 2004

Analyse
»Hvorfor er krigen mod Kuwait, som kun varede nogle måneder, blandt anklagerne (mod Saddam, red.), når krigen mod Iran, som varede i otte år, er udeladt?«
Spørgsmålet kommer fra Irans tidligere præsident, den stadigt betydningsfulde Akbar Hashemi Rafsanjani, og er – uanset hvad man måtte mene om skyld og uskyld i den blodige krig – et rigtig godt spørgsmål. Et faktum er det nemlig – ifølge en FN Fact Finding mission i marts 1984 – at Saddams Husseins Irak brugte forbudte kemiske våben imod iranerne. Imidlertid er det fortsat ikke afklaret, om de kemiske kampstoffer blev fremstillet i Irak eller blev leveret udefra.
Når de kemiske angreb mod iranerne ikke er med på den midlertidige liste over forbrydelser, som eksdiktatoren skal stilles til regnskab for, kan man imidlertid ikke fortænke iranerne i at få den tanke, at det nok er USA – der støttede Irak i krigen – der har haft en finger med i spillet i udformningen af anklager. En retssag, der behandler de amerikansk-irakiske relationer på dette tidspunkt kan nemlig ikke undgå at blive pinlig for USA.
Sammenholdt med hvor tydelige amerikanske fingeraftryk, der var på det første retsmøde samt efterfølgende begivenheder – f.eks. det amerikanske bombeangreb på et civilt område i Falluja, der kostede 10 mennesker livet, og som den nye irakiske regering havde leveret efterretninger til – tyder alt på, at kritikerne af den nye irakiske regering har fået ret.

Liv i eksil
Graver man lidt i medlemmerne af den nye irakiske regerings baggrunde finder man noget, der godt kunne ligne en forklaring. Af den 33 mand store midlertidige regering har kun ca. en tredjedel tilbragt det meste af deres liv i Irak. Fem af de seks ledende poster i regeringen indtages af personer, som har tilbragt størstedelen af deres liv i eksil, skriver the Herald Tribune. Mindst to af ministrene er amerikanske statsborgere, og ud over ministerpræsident Iyad Allawi er mindst syv andre ministre medlemmer af irakiske eksilgrupper, der blev finansieret af USA.
Det ser desuden ud til, at mange af Det Ny Iraks nye ledere kun er vendt tilbage for de betydningsfulde job, mens de garderer sig ved at lade familien blive i Europa eller USA og kun tager orlov fra deres jobs. Som f.eks. Iraks nye kommunikationsminister, som ejer et hjem i Cambridge, Massachusetts, hvor han stadigvæk er registreret vælger. Elektricitetsministeren – ifølge Herald Tribune en inkarneret Bulls basketballfan – har ligeledes valgt at beholde sit hjem ved Chicago. Telefonsvareren i hans ingeniørfirma, som han »er væk fra på ubestemt tid« – beder stadigvæk om, at man lægger en besked.
Indtrykket af, at eksilirakernes loyalitet over for deres oprindelsesland hænger snævert sammen med muligheden for indflydelsesrige stillinger, bekræftes desuden af, at flere af de medlemmer fra det nu forhenværende Irakiske Regeringsråd, som ikke fik ministerposter i den nye regering, allerede er vendt tilbage til deres hjem i Europa eller andre steder, skriver avisen.
En af dem er den tidligere socialminister Fuad Hussein, som på det tidspunkt, Herald Tribune talte med ham, var ved at forberede hjemrejsen til Holland, hvor familien ventede.
»Det var meningen, at min familie skulle komme hertil – indtil efteråret, hvor volden blussede op,« siger Hussein til avisen og tilføjer, at han ikke er sikker på, at han nogensinde kommer tilbage til Irak.
Den forrige indenrigsminister, den britiske forretningsmand Samir Shakir Mahmoud al-Sumaiday, planlagde ligeledes at vende tilbage til familien i London.
Selv Adnan Pachachi, der var tæt på at blive Iraks første præsident efter Saddam Hussein, rejste straks tilbage til sit hjem i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han i øjeblikket overvejer, om han skal stille op til det planlagte valg til næste år.

Ikke overbevisende
For en regering, hvis succes i høj grad hænger sammen med dens evne til at samle landets etniske og religiøse grupperinger samt genskabe den irakiske stolthed efter det, mange især mænd anser for et ydmygende nederlag til USA, er denne sammensætning snarere et handicap end en styrke, på trods af de politiske og administrative erfaringer disse mennesker har gjort sig i deres eksil. Over for en skeptisk irakisk befolkning skal denne regering vise langt mere, end en regering bestående af lokale irakere, som befolkningen kender, ville skulle. Og det vigtigste i genskabelsen af den irakiske stolthed er klart at bevise – ikke kun tilkendegive – at man ikke er USA’s ’skødehunde’.
Indtil videre er indsatsen ikke overbevisende – snarere tværtimod. Irakerne udviser tålmodighed, fordi de stadigvæk håber på, at en irakisk regering trods alt kan lægge en dæmper på volden i landet.
Men når det som i disse dage viser sig, at de blodige angreb mod civile irakere fortsætter, så kan man kun frygte en gentagelse af historien – en stigende utilfredshed, der ender med en afvisning af regeringen.
Om det i så fald vil ske ved et blodigt kup, som det er set så mange gange før i landets historie, eller om irakerne griber det nyintroducerede våben – stemmesedlen – og vælger den demokratiske vej er – desværre – på dette tidspunkt et helt åbent spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu