Vanhelligelsen af de olympiske værdier

International
Der er kun 14 dage til de olympiske lege og verdens efterretningstjenester er helt oppe på stikkerne. Det vurderes, at der er en ’meget stor risiko’ for et
al-Qaeda angreb i Athen. Der er grund til at være bekymret – men tusindvis af mennesker er allerede blevet tyranniseret før de olympiske lege er gået i gang. Ingen regeringer eller efterretningstjenester har tænkt sig at beskytte dem.
Den 22-årige thailandske kvinde Phan syr olympisk sportstøj med varemærket Puma. Hun møder på arbejde klokken otte om morgenen; i højsæsonen har hun lov til at tage hjem klokken to-tre om morgenen for at få et par timers søvn, før hun skal skynde sig tilbage på arbejde. Det står på uge efter uge, uden nogen fridage. Omkring middagstid har hun en times pause, og klokken fem om eftermiddagen har hun en halv times pause. Toiletbesøgene skal presses ind i disse pauser.
»Nogle gange har vi brug for at hvile os,« forklarer hun, »men vores arbejdsgiver tvinger os til at arbejde.« I de dårlige måneder har hun 50 pence tilbage, som hun kan bruge på sig selv, efter at alle de faste udgifter er betalt.
Men minder det ikke lidt om det, som var fremme i medierne i 1999? Har vi ikke allerede skrevet om de uorganiserede arbejdspladser i udviklingslandene? Og vi har jo hørt på alle løfterne fra virksomhederne om, at de vil tage et ansvar. Og reklamerer de fleste sportsforretninger i dag ikke med, at de skam ikke sælger tøj fra virksomheder, der udnytter arbejderne?
Oxfam International fik den smarte ide, at sende nogle folk af sted for at undersøge de fabrikker, der leverer tøj til de olympiske sportstøjsgiganter Fila, Kappa, Umbro, Puma, Lotto, Mizuno og Asics. Sommerlegenes olympiske logo om at »lovprise menneskekærligheden« kom hurtigt til at lyde som en grusom vittighed.
Trods alle de strålende virksomhedsløfter, fandt Oxfam ud af, at det kun havde haft en »begrænset afsmittende effekt« for arbejderne. »De etiske standarder som de konkurrerende virksomheder havde lovet at overholde, blev modsagt af deres aggressive indkøbspolitik,« siger Oxfam. Nogle af dem »vedtager i princippet nogle arbejdsregler, men gør kun meget lidt for at føre dem ud i praksis… Nogle af virksomhederne har ikke udvist nogen vilje til på effektiv vis at implementere arbejdsreglerne ude på arbejdspladserne. Det er godtgjort, at nogle af fabriksejerne fusker og lyver om forholdene, når inspektørerne kommer forbi for at kontrollere de sociale tiltag, og når kontrollørerne er gået, fortsætter de som hidtil.«
Så det er ’big business as usual’, og de uorganiserede arbejdere i verden kommer til at betale en høj pris for det skinnende olympiske logo-tøj.
Selv hvis de uorganiserede arbejdspladser blev nedlagt i morgen, vil den generation, som har været ansat der, aldrig kunne komme sig fysisk. »Virksomhedsoverskuddet skabes på bekostning af værdigheden, sundheden og sikkerheden for udsatte mænd og kvinder,« konkluderer Oxfam-rapporten.
»Mange af de arbejdere vi interviewede,« forklarer Oxfam, »var overbeviste om, at en fagforeningsrepræsentation ville give dem den nødvendige forhandlingsstyrke til at ændre ved de usunde og uværdige arbejdsforhold på deres fabrikker.« Deres ønsker bliver bevidst holdt nede.
Men ville arrangørerne af et så nobelt foretagende som de olympiske lege blive forfærdede, hvis de opdagede, at de aktivt støttede den form for misbrug?
Den olympiske deklaration siger jo, at den »bestræber sig på at skabe en livsform, som er funderet i glæden ved at udfolde sig, den opdragelsesmæssige værdi i det gode eksempel, og respekten for de universelle etiske principper.«
En koalition, som blandt andet indbefattede Kampagnen for Rent Tøj og De Globale Fagforeninger gjorde den Internationale Olympiske Komité opmærksom på, at IOC’s beslutning om at tillade, at deres logo blev brugt af virksomheder, som var med til på groveste vis at udnytte arbejderne i udviklingslandene, var i modstrid med deres egen deklaration. De foreslog den Olympiske Komité at de kun skulle udlåne deres varemærke til virksomheder, som overholder de standarder, som Den Internationale Arbejdsorganisation foreskriver, blandt andet en løn man kan overleve på.
Svaret? Efter pinlig tavshed blev deres forslag »groft afvist« af IOC, fortæller kampagnelederne. Man foreslog et møde om sagen, men det blev aflyst. Junya Yimprasert fra den thailandske arbejdskampagne forklarer: »Hvis hykleri og udnyttelse var en olympisk disciplin, ville sportstøjsindustrien vinde en medalje. Industrien tager ikke hensyn til menneskerettighederne.« (Man kan støtte Yimprasert og folk som ham på www.fairolympics.org).
Det er uheldigt, at kampen mod uorganiseret arbejde næsten altid føres af anti-kapitalister. Det tillader forsvarerne for uorganiseret arbejde at hævde, at det er en kamp mellem kapitalisme og noget ikke-alternativt som anarkisme eller kommunisme. I virkeligheden er det en kamp mellem en kapitalisme, som undertrykker fagforeninger og hundser med demokratisk valgte regeringer og en demokratisk kapitalisme, som respekterer dem.

Det er ikke tilfældigt, at uorganiseret arbejde opstår. Det er en direkte konsekvens af en række politiske valg. For øjeblikket vælger de store internationale institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdenshandelsorganisationen at påtvinge udviklingslandene en særlig ekstrem form for kapitalisme. Det er en garanti for, at det uorganiserede arbejde vil sprede sig; og nogle neo-liberalister ser det endog som »et nødvendigt udviklingstrin«.
IOC – som angiveligt skulle være mestre i fair konkurrence og lighed mellem nationer – er sig i en perfekt position, hvor de kan minde resten af verden om, at en anden form for kapitalisme er mulig. De havde mulighed for at bakke op omkring en kapitalisme, der er bundet til stærke fagbevægelser og demokratiske rettigheder, hvis de havde gjort det til et krav, at fabrikker, som producerer olympiske varer, skulle tillade arbejderne at organisere sig. Det ville have givet de forskellige bevægelser i udviklingslandene mod på at arbejde for en sundere socialdemokratisk kapitalisme.
I stedet har arrangørerne af de olympiske lege valgt en billigere og arbejderundertrykkende model. De har hele vejen igennem på arrogant vis, vanhelliget den olympiske bevægelses værdier.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen