Læsetid: 6 min.

De ventede på en engel

Nå-generationen producerede klaustrofobisk middelklasse-horror og ansvarsfritagende engle ud af en tid, hvor alting angiveligt var muligt, men alle fik den samme ide
24. juli 2004

Tabt generation?
Det er til sidst i Det skjulte, andet bind i Christina Hesselholdts skelsættende mikroromantrilogi fra 1991-95. Hovedpersonen Marlon er midt i at skære jeg-fortælleren Gretas brystkasse op, men rammes pludselig af et trykkende barndoms-déjà-vu:
»Marlon befrier Greta for guldarmbåndet og lægger det oven på hjertet. Han fyldes af skræk – for hver gang han blinker, rykker genstandene i badekarret frem mod ham: modellen, organerne i badekarret, hjertet i hans skød og Greta på gulvet. Som i den leg, hvor én står med ansigtet mod muren og tæller højt til tre. Imens bevæger deltagerne sig frem...«
Dét øjebliks totale klaustrofobi står tilbage for mig som indbegrebet af nå-generationens litteratur. Det er skarpt, hverdagsligt, meget grumt, og meget, meget kvælende.
Mens popidoler er på ens egen alder, er litterære forbilleder cirka 10 år ældre. Jeg blev student i 1994, 10-15 efter dem, som Pernille Rosenkrantz-Theil har udnævnt til den tabte generation. Jeg har ingen afstand til dem og ikke noget overblik over dem: Jeg er deres produkt. Det var deres litterære verden, jeg blev voksen i. Og mens generationens stilguruer og postmoderne teoretikere igen og igen gentog, at alt var muligt, føltes nå-litteraturens verden meget, meget klaustrofobisk.
Man kunne finde andre øjeblikke hos Hesselholdt, der gentager Marlons klaustrofobi. Man kunne genbesøge horroren i Mads Brenøes provinsunivers. Sætte sig ind i lejligheden med Susanne og Kim i Helle Helles Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Lade sig indhylle af den uproblematiserede squareness i Hanne-Vibeke Holsts lækre, supersælgende kvindeværk.
Eller man kunne gå til spørgsmålet formelt: betragte de linealtynde rygge på bøgerne af en generation, der skrev alting kortere end nogensinde før, fra Merete Pryds Helles Vandpest til Pia Juuls kølige samlinger lyrik og Solvej Balles små, faste firkanter. Man kunne prøve alt muligt. Men det ville stadig være mystificerende, at en hel generations litterære produktion blev så snæver, når generationens motto nu var, at alt var muligt. Alt var muligt, men i et meget lille fængsel uden nogen yderside.

Englene kommer
Allerede i 80’erne fik en hel generation den samme ide: at skrive noget om engle. Ifølge den amerikanske litteraturforsker Brian McHale er det en meget simpel ligning: Når englene kommer, kommer postmodernismen. Når de forsvinder, forsvinder den med dem.
»Englene dukkede op både i avantgarden og i popkulturen – i musikvideoer, tv-serier og Hollywood-film, og Salman Rushdie udnævnte tidens to mirakuløse væsener til at være engle og fjernsyn,« forklarede McHale for et par måneder siden til en konference i Amsterdam.
Ifølge McHale repræsenterer englene postmodernitetens ontologiske chok: Der er andre værenskategorier end vores.
»Englene repræsenterer et kort øjeblik, hvor en dualistisk verdensorden trækker sig tilbage til fordel for en mulig mangfoldighed. Øjeblikket kulminerer med Berlinmurens fald og er endeligt forbi den 11. september 2001.«
Det er en af historiens sprækker, ligesom trykpressen, som åbnede offentligheden for gud og hvermand, indtil den blev sat i industrialiseret system – og ligesom internettets ubegrænsede brugerstyring, før det meste blev kommercielt.
Også nå-generationens litteratur var fuld af engle. Ifølge Erik
Skyum-Nielsens Engle i sneen om 90’ernes litteratur markerer englene grænsen mellem »den verden, menneskene bebor og bilder sig ind at kunne beskrive, og på den anden side alt det, som den velkendte verden grænser op til, og hvorom vi kun kan drømme og digte.«
Et af Skyums yndlingsdigte er fra Janus Kodals debut: »Jeg ligger med øjne slået ud/ører over det hele/og venter mit eget centrum/i form af en identitet./Nogen kan ringe på ruden/kradse på døren/en engel/et menneske/en anden.«
Jeg ved det ikke. For mig at se (og det er altså ikke den i øvrigt meget fine og finurlige Kodals skyld) er det digt indbegrebet af alt, hvad der er galt med nå-litteraturen, og med engle. Hvis alt er muligt, hvorfor sidder de så alle sammen der og skriver om engle? Er englene ikke snarere en afdanket rest af det ontologiske chok; indbegrebet af den totalt abstraherede anden virkelighed, som skuer ned på éns dødssyge hverdags-affortrylning fra en himmel uden for fantasiens og viljens rækkevidde; nå-generationens reduktion af de andre verdener til noget fjernt og sødt på en sky? Denne generation satte formen på den litterære dagsorden – men var det ikke, fordi de opgav at ændre indholdet, at formen stod alene? At livet og oprøret blev kanaliseret ud i hiphop, punk, tegneserier og bz, og litteraturen blev anæmisk?
Og som Pernille Rosenkrantz-Theil måske ville have sagt: Er det godt nok bare at lægge sig ned og vente på en identitet i form af f.eks. en engel, eller kunne man ikke godt have krævet lidt mere?

At søge mangfoldighed
Lektor ved Københavns Universitet Marianne Stidsen kommer selv fra nå-generationen (hun er født i 1962) og har skrevet om dens litteratur.
»Jeg kan godt forstå, at I, der er kommet senere til, undrer jer nogle gange,« griner hun. »Men vi voksede ud af nogle stive frontstillinger, som gjorde postmodernismen til en stor befrielse. At man fik lov til at søge mangfoldighed i stedet for modsætninger, som en af faderfigurerne, Søren Ulrik Thomsen, formulerede det. Han og Strunge baner vej for den stærkt individuelle generation, der springer ud omkring 1985: Pia Juul, Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Morti Vizki. De, og 90’er-debutanter som Christina Hesselholdt og Solvej Balle, er karakteriseret ved en åbenhed over for traditionen; en interesse der skifter fra det psykologiske og politiske til naturen, det metafysiske og det eksistentielle; en stærk bevidsthed om stil og æstetik forud for indhold.«
– Hvorfor får man klaustrofobi af dem?
»Jeg kan godt forstå, du har den følelse. De fortsætter en søgen indad fra 70’ernes bekendelseslitteratur. Det nære fylder – selv om der også findes et stort anlagt, fabulerende spor. Men da oprøret kommer med Jan Sonnergaard – som jo faktisk tilhører den tabte generation selv – er det vendt mod den tendens til at skrive ud fra lukkede bevidsthedsrum. Fra midt-90’erne er der et tydeligt opgør, og stort set alt, hvad der er skrevet siden – også af generationen selv – er forsøg på at komme ud af dette ’blå rum’, som Thomsen kalder det, eller de ’små rum’, som er Katrine Marie Guldagers begreb,« siger Stidsen.

Totalitær middelklasse
Lektor Søren Schou fra RUC udsendte i sidste nummer af Kritik en efterlysning:
»Spørgsmålet om, hvordan middelklassen har det, bør i kunsten stilles frontalt, med større politisk og eksistentiel bredde, end det sker i livsstilsjournalistikken, for formuleres det snævrere, har kunstneren på forhånd tabt mod specialisternes tusindtal.«
Schou påpeger, at middelklassen er »en sejrende livsstil (der) stort set mangler yngre litterære fortolkere med ambitioner, der rækker ud over det fragmentariske og punktuelle« (her bøjer han hovedet mod Helle Helle).
Men tænker jeg nærmere over nå-generationens litterære klaustrofobi, tror jeg ærligt talt, forklaringen skal hentes her. Det er ikke tilfældet, at middelklassen ikke blev fortolket. Det er tilfældet, at denne generation ikke skrev om
andet. Det er tilfældet, at nå’ernes individualisme, hverdagsgru, parforholdsproblemer, høflige interesse for engle og populærvidenskab, snævre rammer i et univers der opfattede sig selv som frit og apolitisk og ubegrænset, er indbegrebet af middelklassens ide om sig selv. En mildest talt totalitær selvforståelse, der blev dogma, da 70’ernes fortællinger døde.
Og når vi på et tidspunkt kommer nok på afstand af nå-generationens litteratur til at se, at alt bestemt ikke var spor muligt, tror jeg Schous diagnose vil begynde at ligne en nøgle: Det er middelklassens ekspansion, der har gjort den uoverskuelig og uanskuelig. Og jeg vil tilføje: Det blev den især for
nå’erne. Kirsten Hammann er allerede begyndt at grine af sin generation med portrættet af Søren og Mette i parparodien Fra smørhullet. Middelklassen blev for nå-generationen mere end nogensinde før litteraturens vilkår og fængsel, men der måtte komme et oprør. For fængslet har en yderside.

Serie
Tabt generation?
*»Glem dem mellem 35 og 45«, har Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil sagt. »Udskriv dem af Danmarkshistorien. Det er helt grotesk, at man har en hel generation, der bare ikke er der. De eksisterer ikke i den offentlige sfære.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her