Læsetid: 10 min.

Verden af i går...og en debat der går i ring

Litteraturdebatten minder om en étbenet person, der hopper på ét ben. Der mangler ligesom lidt fremdrift. Måske skyldes det en vis historieløshed hos deltagerne, skriver Inge Eriksen, der ser mellemkrigsårenes eksplosive eksperimenteren i avantgardismen som et epokalt fænomen, der alligevel bliver trukket af stald igen og igen
17. juli 2004

Det er ikke let at forholde sig til Informations debat, igangsat af en leder i Den blå Port. Den minder mig om en étbenet person, der hopper på stedet, ikke megen fremdrift her. Jeg ved ikke, om jeg kan skubbe til ordmasserne, men jeg vil da prøve af ren og skær irritation over gentagelserne
Skyldes manglen på fremdrift en vis historieløshed? Jeg ser i hvert fald et perspektiv i f.eks. en genlæsning af Stefan Zweigs monumentale erindringsværk Verden af i går. Om ikke andet så fordi Zweig energisk og fordomsfrit beskriver den europæiske autoritetstros sammenbrud under Første Verdenskrig og den efterfølgende kunstneriske og politiske energiudladning i mellemkrigsårene.
Her har avantgardismen sin blomstringstid, alle kunstformer eksploderer i opgøret med fædrene – for det var indlysende nok især et maskulint projekt, soldaterne i skyttegravene fik deres erfaringer i historiens første industrialiserede massemord og bragte dem med hjem.
En væsentlig del af sproget eller quasiteoretiske grundlag var dog udviklet allerede i 1909 med Marinettis Det futuristiske Manifest.
Når jeg nævner det, er det for at lægge et par forbehold frem: Skandinaverne deltog ikke i Første Verdenskrig, eksempelvis gjorde de såkaldte gullaschbaroner faktisk danskerne rige, så en mulig dansk avantgardisme måtte baseres på andet end konkrete krigserfaringer.
Et andet mere svævende forbehold går på, at avangardismen måske er så forbundet med én epoke, at det ikke giver mening at bringe begrebet videre efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945.
Et sidste forbehold lyder: Det grundlæggende tab af uskyld sker i skyttegravene, generationerne efter 1945 har ikke oplevet et sammenbrud i autoritetstroen, mistilliden er simpelthen en del af vores historiske arv, en permanent sindstilstand. Så stribevis af forsøg på fadermord kan ikke være et fælles, grundlæggende projekt, men et individuelt.
På denne baggrund er jeg skeptisk over for den litterære kritik og analyses inddelinger i avantgarde og mainstream, jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Jeg har også svært ved at tage begrebet realisme til mig, for jeg har ikke set en anvendelig definition. I lighed med generationers mislykkede forsøg på at definere science fiction ender definitionen af realisme med at være tilfældighedspræget, lidt af en fornemmelsessag.

I disse måneder går litteraturdebatterne på kryds og tværs i dagblade, der bryster sig af stærke kultursider. Én handler om, at romanen ikke længere sætter dagsordner, og derfor må den blive spektakulær for at markere sig i en eventpræget kultur som vores. Synspunktet er smart, populistisk – og hvorfor ikke? Populismen, især højrepopulismen, har vind i i sejlene i disse år.
Men bundlinjen? Menneskesynet, der skjuler sig i den type synspunkter?
Menneskesynet forekommer mig at ligge tæt på behaviourisme og refleksologi, de psykologiske skoler, der havde problemer med at skelne mellem dyrepsykologi og human psykologi. Men jeg kan for min død ikke se, hvad mennesker har til fælles med Skinners duer og Pavlovs hund, i sidste ende er mennesker i stand til at vælge. Måske sløres billedet af, at mange vælger ikke at vælge, men også dét er et valg, omend af den kedelige, næsten feje slags.
Politikere, medieverden og ofte også valgforskere opererer dog stadig med dette smalle syn på mennesker som 100 procent manipulérbare, også selv om f.eks. det politiske liv byder på mange overraskelser.
I det kaos skal romanen så finde sin plads som en langsom og ensom sag. Tilsyneladende sætter den sig ingen spor, men det er en illusion. Mange af kombattanterne i forårets noget blodfattige skærmydsler har ikke stået over for læserne på højskoler og biblioteker og savner derfor erfaringer med læsere, der fortæller om, hvad i en roman der har gjort indtryk, hvorfor de genlæser en roman og hvilke citater, de skriver ned i små notesbøger.
Læserne? De er ikke bare det litterære kredsløbs salgstal, de udgør den usynlige undergrund, sammenhængskraften, den der er med til at opretholde forfatternes selvrespekt.
Hvad der heller ikke rigtig indgår i debatten er, at også forfatterne er læsere og altså mødes med deres egne læsere i fælles kærlighed til bøger. For jeg nægter at tro, at Kirsten Hammann taler på hele standens vegne, når hun i et interview i foråret spørger, hvorfor man skal læse verdenslitteraturen.

Det er ikke let at sige noget nyt og begavet om æstetik, men lad mig prøve med en omvej over Hollywood.
Siden 1980’erne har tv’s reklamefilm og musikvideoer sat sine spor i spillefilm. Forklaringerne er komplicerede, men noget konkret er, at flere filmfolk laver det hele – bedst kendt er brødrene Scott, som lavede flere tusind, ofte præmierede reklamefilm, før de begyndte at instruere spillefilm. Tony har satset på det glatte, ungdommelige og lystige, mens Ridley i mange år skabte moralske fabler.
De lynhurtige kommercielle produkter prægede altså spillefilmene, og senere – da Hollywood fattede, at hjemmebiografen med videoer og dvd’er udgjorde et gigantisk marked – blev der taget hensyn til fotografering, farveholdning og lyssætning, fordi en skærm ikke er det samme som et lærred.
Kort sagt: Teknologi, distribution og først og sidst økonomi har haft uoverskuelig betydning for billedmediernes æstetik. Men vel ikke for den gammeldags ting, der kaldes en roman?
Mit svar er nej. Men.
Bogmarkedet er i turbulens omkring prissætninger, forfatterhonorarer og bogens vakkelvorne stilling på bibliotekerne. Men bøgerne blir skrevet og spørgsmålet må så være hvordan og af hvem.
Før jeg prøver at gøre status – æstetikken, som den ser ud i min landsby.
Når jeg sammenligner min debutroman fra 1976, Victoria og verdensrevolutionen, med min seneste roman, Citrontræet fra 2003, er der forskel rent æstetisk. Jeg ser aldrig musikvideoer og undgår reklamer på tv, men der er andet at se. Nyhedsudsendelser, reportager, debatprogrammer, dokumentar osv. Og det er påfaldende, hvor meget hurtigere der blir klippet i 2004 end i 1976. Det gælder for alle former for tv, lidt af et problem for seriøse politikere, der – som Marianne Jelved har udtrykt det – har problemer med at formulere komplicerede udsagn på mindre end et halvt minut.
Jeg klipper selv hurtigere mellem scenerne i mine nyere romaner end i 1970’erne. Er jeg endt som Skinners due eller Pavlovs hund? Én der bare reagerer på floden af sanselige påvirkninger? Ikke helt. Som de fleste i dette land lever jeg under forskellige former for pres, en forfatter med single-økonomi skal arbejde hårdt, og mit omdrejningstal er blevet mærkbart hurtigere i årenes løb. Så omstændeligheder er der ikke rigtig tid til – hverken i mit daglige liv eller i de romaner, jeg skriver. De hurtigere klip indeholder også både udfordringer og muligheder i skriveprocessen, så mit arbejde er ikke endt i rutine.
Men det handler om mere og andet end rytme. Som romanforfatter bliver jeg udfordret af den gode reportage og dokumentarfilm, af de store journalisters bøger og den nyere historieskrivning. Jeg beundrer nogen af dem, de mennesker kan noget, jeg ikke kan – og hvad kan så retfærdiggøre, at jeg bliver ved med at skrive romaner?
Det kan jeg ikke svare på – ud over at jeg kan mit håndværk og i årenes løb har forfinet min æstetiske sans. Omvendt ved jeg så nogenlunde, hvad jeg ikke kan, og selv om det ikke er særlig tilfredsstillende, er det operationelt. Og det må være nok. Foreløbig.

Så er der det med indholdet og det med mainstream.
Informations Blå Port-inspirerede debat har mest handlet om den yngre forfattergeneration og inden for dén mest om forfattere udgået fra Forfatterskolen. Det må siges at være en lidt smal debat eller en debat på skæve præmisser – i hvert fald kan den ikke kaldes en debat om nyere dansk litteratur. Ikke så længe nyere ikke er præciseret. Er der tale om nyere udgivelser eller yngre forfatteres ditto?
Og hvad med klagerne over, at ingen skriver realistiske romaner om middelklassen? Det er simpelthen ikke sandt. Med mindre der med middelklassen menes borgere fra whiskybæltet eller Christian Kampmann- og Tage Skou Hansen-epigonerier.
Det er underligt, at ingen af deltagerne som udgangspunkt har dansk romanlitteraturs mangfoldighed af stemmer, dens bredde, hele dens herlig anarkisme. Inden for de senere år har vi fået Jens Christian Grøndahls off shore-romaner, Jacob Ejersbos Aalborg-pushere, Vita Andersens elegiske prosa, Leif Davidsens spændingsromaner, Kirstens Thorups plejehjems- og selvmordsromaner, Iselin Hermans eksotisme, Hanne Vibeke Holsts Christiansborg, Bent Vinn Nielsens krejlere, Jette Drewsens flygtninge og min egen brogede flok omkring 11. september. Om man skal kalde dette udpluk realisme eller mainstream ved jeg ikke, men samtidsromaner er de! Jetsettet, middelklassen og de økonomisk dårligt stillede har fået deres. Og – mere spredt – også flygtninge og indvandrere.
Foruden de her nævnte meget forskellige samtidsromaner, har Maria Helleberg og Hanne Marie Svendsen skrevet historiske romaner, Merete Pryds Helle og Arthur Krasilnikoff har skrevet smukke, magiske romaner fjernt fra os i tid og rum, jamen, hvad gør disse unge mænd med deres fine summende computere? Bortset fra med få undtagelser at usynliggøre kvindelige forfattere i deres debatindlæg og interview?
Jeg forstår den intellektuelt utilfredse, den der aldrig får nok, aldrig kan finde lige præcis dén roman eller digtsamling, der skaber resonans i sjælen. Mange læsere – bl.a. jeg selv – har det sådan, men denne utilfredsstillede hunger kan man ikke bedrive litterært folkemord på, det er simpelthen både for selvoptaget og u-nysgerrigt. I min forståelse af læsningens dialektik er netop den åndelige rastløshed en spore til at forfine genrebevidstheden, til at søge videre, læse mere med det der i min ungdom hed et åbent sind.

Mellemkrigsårenes eksplosive eksperimenteren i avantgardismen ser jeg som allerede antydet som et epokalt fænomen. Alligevel bliver den trukket af stald igen og igen, krikken med sin dobbeltbyrde af avangardistisk smal og fed, banal mainstream.
Manglen på nysgerrighed er slående, for med de bestandige krav om eksperimenter menes der en særlig slags eksperimenter, noget allerede set, noget genkendeligt skrevet af forfattere med ry for at eksperimentere med sproget.
En tilsvarende dobbeltbyrde ligger i opdelingen af samfundsengageret litteratur og formeksperimentet. Men hvem siger, at engagementet lyder ens hver gang? Hvorfor er trangen til genkendelighed den skjulte undertekst i alle disse svadaer mod danske forfattere? Hvor er evnen til at se noget anderledes og nyt i en tilsyneladende genkendelig tekst? Og omvendt se kedsommeligheden i repetitionen af den sproglige grundforskning?
For flere år siden klagede jeg til en litteraturforsker fra RUC over, at en kontroversiel tolkning af et problem i en af mine romaner blev overset. Han svarede, at det jo kunne være, at fiktionen var så troværdig, at det blev taget som en selvfølge. Og nu funderer jeg på, om kritikerne lader sig forføre eller bare tager mainstream eller realisme for givet, fordi de ikke gider undersøge æstetikken og håndværket i en roman.
De senere år er sproget brutaliseret – typisk hakkes der mere på skolebørns sprog end på politikernes. Heller ikke forfattere holder sig tilbage – Michael Larsen og Leif Davidsen har flere gange været efter mainstream-kolleger for sammenrotning, dovenskab osv. Dette forår har jeg været forbløffet over Jens Christian Grøndahls og Iselin Hermans udtalelser om andre forfattere i forbindelse med udgivelsen af deres egne romaner. Grovheder må man leve med som forfatter, men jeg forstår ikke, at succesforfattere hakker – i mine øjne umotiveret – på kollegerne.
Hvad foregår der? Er der under regeringen Fogh grund til at pisse nye territorier af? Det ser sådan ud, for der er ikke tale om ’litterære’ fejder, men om at både kritikere og forfattere har travlt med at lægge afstand til, usynliggøre og rakke hinanden ned. Det virkelig komiske er, at det kan minde om venstrefløjen sidst i 1960’erne, hvor fornuftige, progressive organisationer og enkeltpersoner blev presset af politikere, myndigheder og venstrefløjsadmiraler, der havde kommandoen – som Norman Mailer skrev i 1968 – over lækkende robåde.

Med alt det her siger jeg ikke, at verden af i går var bedre end i dag. Den var kun anderledes. På ét plan er det godt, at der blir rusket op i vanedannelser og størknede meninger, på et andet plan aner jeg fremtidige sammenbrud forårsaget af hybris. Og den slags har aldrig været kønt.
Midt i tumulten er jeg ved at blive gammel. På en måde er det den største af alle udfordringer – dét at stirre døden i øjnene. Samtidig ligger forberedelsen til denne sidste konfrontation måske i, at gentagelserne begynder at kede mig. Alle disse unge mænd uden anden kamperfaring end cafébordets og livsstilens er i gang med en ny omgang fadermord. Ikke særlig litterært, snarere som i westerns, hvor den unge mand skal gennem sin obligatoriske rite of passage.
Det sker under en politisk højrebølge – en skærpende omstændighed – men også dét er en gentagelse. Dæmoniseringerne af de røde (kulturradikale på nudansk) og fjendebillederne (muslimerne, de fede, de ældre og rygerne) er gentagelse, hadet til kvinder (usynliggørelse eller mord, du kan selv vælge) er gentagelse, avangardismens insisteren på individualitet og dog med en opfattelse af at være det egentlige talerør på kulturens vegne – også dét er gentagelse.
Men den danske roman lever og har det godt.

*Er den danske litteratur blevet for uambitiøs? Er den litterære undergrund parkeret på en selvtilfreds sovepude? Er den litterære mainstream kompromitteret?
Information bragte torsdag den 13. maj en leder fra tidsskriftet Den Blå Port, som stillede disse spørgsmål, og fører i en serie spørgsmålene over til forfattere, litterater og andre af litteraturens aktører.
*tema.information.dk/litteraturdebat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her