Læsetid: 5 min.

Verdensmusikken som politisk baghyler

Mødet mellem den amerikanske komponist Philip Glass og den gambianske historiefortæller Fuday Muso Susa er meget smukt, jo da, men også dybt politisk
22. juli 2004

Koncert
»Yes, it’s fucking political. Everything’s political.«
Sådan sang de i Skunk Anansie for år tilbage. Og sådan tænker man i dag, når man sidder på række 15 og ser den amerikanske komponist Philip Glass give den gas sammen med sin gambianske kollega Fuday Musa Suso.
Årsagen er jo lige til – der står en ’neger’ og en ’hvid’ på scenen. Det er ’Den tredje verden’ og ’Den vestlige verden’, der mødes. Det er altså slet ikke mennesker eller kultur, der mødes, men derimod forestillinger om mennesker og kultur, der mødes.
Tanken bliver understreget af, at musikken, vi sidder og hører, er fra en 15 år gammel, men topmoderne, faktisk post-moderne, iscenesættelse af den franske surrealist Jean Genets (1910-1986) stykke, der på engelsk er kommet til at hedde The Screens. Provoen Genet legede med forestillingerne om menneskelig identitet gennem hele sit liv ved at iscenesætte sig selv som for eksempel fængselsfange, bøsse og prostitueret. Og hans værk kulminerede netop i The Screens. Faktisk var stykket så opsigtsvækkende, at gendarmeriet måtte udkommanderes, første gang det blev sat op i Paris.
The Screens er et teaterstykke, der oprindeligt var tænkt som en kommentar til krigen i Algeriet (1954-1963). Men fundamentalt var stykket også en vild leg med form og indhold. I Paris blev det for eksempel sat op med over 100 skuespillere på en kæmpestor lagdelt scene, hvor folk rendte rundt mellem hinanden. Med krigen som baggrund handler stykket om forholdet mellem en mor og hendes søn.
Går man mere i dybden, viser Genet sig som en sand moderne kulturtænker. Genet peger nemlig i hele sit værk på den ustabilitet, der knytter sig til vores identitetsbegreber. For hvad er det nu, det er at være ’fransk’ eller at være ’afrikaner’? Hvad er det nu, det vil sige at være ’bøsse’ eller ’heteroseksuel’ eller måske ligefrem ’normal’?
Diskussionen af disse tanker leder direkte ind i den postmoderne identitetstænkning, som man måske finder bedst etableret og diskuteret netop i den forskning, der tager udgangspunkt i bøssers problemer med at blive accepteret som... ’bøsser’?
Queer theory, som tænkningen kaldes, handlede oprindeligt om at være queer – ’skæv’, det vil sige afviger, det vil sige bøsse – men den udviklede sig hurtigt til snarere at diskutere, hvad det skæve overhovedet er set i forhold til det uskæve. Hvad er det normale, og hvad er det unormale? Eller som ved aftenens koncert, hvor spørgsmålet bliver: Hvad er det vestlige? Hvad er det afrikanske? Eller som integrationsministeren – og søreme nu også Socialdemokratiet – kunne tilføje: Hvad er det egentlig at være ’fremmed’? Hvad er det at være ’dansk’?
Publikum i foyeren i MusikTeatret Albertslund tirsdag aften er med til at understrege forestillingen om verdensmusik. Diversiteten er tårnhøj – alle er tilsyneladende skæve enere. Men verdensmusik er faktisk en helt forkert genrebetegnelse her.

Møde det levende
De, der kender Philip Glass, har nok svært ved at se ham som en nødhjælpsarbejder med guitar. Glass er det stik modsatte. Han er amerikaner, han er avantgarde, han er teoretisk og faktisk mere verdensfjern end verdensmusik. Men går man hans værker igennem, kan man godt se, hvorfor han tænder på Suso. Han har nemlig altid elsket mødet, hybriden, den identitetsmæssige udfordring.
Den bagvedliggende årsag er blandt andet, at Philip Glass er erklæret buddhist, og den religion er noget, han tager meget alvorligt. Han praktiserer derfor sin buddhismes pluralisme igennem sin musiks favntag med alverden.
Komponisten Glass, der er mest kendt under den komplet misvisende betegnelse ’minimalist’ og som monoman gentagelsesjunkie, har i gennem tiderne arbejdet sammen med filminstruktører og teaterfolk, med popmusikere og country’n’western-sangere og med dokumentarister. Han har lavet musik sammen digteren Allen Ginsberg. Han har arbejdet sammen med sine musikalske venner i Kronos Quartet og med sit musikalske forbillede, den indiske sitarspiller Ravi Shankar. Han har lavet operaer på aramæisk, på sanskrit og på ’matematisk’, hvor librettoen mest var tal, når den da ikke var taget ud af notesbøger, der tilhørte en skizofren patient.
Han har en passion for at lade sin overstrukturerede musik møde det organiske, det menneskelige, det levende. Eller, kunne man sige, det individuelle, det, der har identitet, den uerstattelige væren.

Musikkens eget liv
Kora, belengo, kalimba, kutiro, junkuran, shekere, balafon, dundungo, tamo og dousongoni. Alene navnene på de traditionelle afrikanske instrumenter, som gambianeren Fuday Musa Suso spiller på, er til overflod spektakulært enestående. Han er – udover at være musiker og komponist – også traditionel griot. Det er en historiefortæller i Mandingo-traditionen. Suso er officiel bærer af sit folks identitet.
Scenen fortæller med dens udstillede instrumenter om en meget sammensat aften. Glass selv er fraværende ved det klassiske flygel. Suso sidder ikke ved den afrikanske kora og den knirkende afrikansk violin, han hovedsageligt skal spille på. Jon Gibsons tværfløjte står og venter spændt. Shane Shanahans utallige instrumenter – »he plays on anything he can get his hands on,« som Glass siger lidt efter – er for en tid uden ejermand.
Scenografien ligner ikke noget fra den oprindelige opsætning af The Screens, men i baggrunden er der faktisk netop én symbolsk skærm, der løbende skifter farve, ligesom ens bevidsthed modererer sig i takt med, at koncerten modulerer musikkens udtryk. Da de fire musikere kommer på scenen tænker man, at var det ikke for den formelle ramme, ville man aldrig gætte på, at de fire mænd overhovedet kunne spille smuk musik sammen.
Glass er i løbesko, habitbukser og sort rullekravetrøje. Fuday Musa Suso er i storternede gevandter. Shane Shanahan liger en musikpædagog i flade sko og grøn
sweater. Og Jon Gibson ligner en raffineret jazzmusiker i grå trøje og bukser med pressefolder.
»Musikken har sit eget liv, den har udviklet sig meget siden vi skrev The Screens. Men vi kalder den stadig sådan,« forklarer Glass.
Kort efter snurrer koraen, som er et kalabas-instrument med 19 strenge, hvis forside er prydet med perler, der tilsammen meget sigende danner indskriften WWW.FMSUSO.COM.
Verden er en landsby, i dagens anledning en afrikansk landsby. Og musikken er én lang meditation. Båret af lige dele hård, tænkt, matematisk struktur og lige dele organisk, naturlig, følt indlevelse.
Igennem »The Call«, »Waiting«, »African Promenade«, »The Ropes«, »Night Dance«, »Tea Time«, »New Combo, Outerlude«, »Meeting Marlowe«, »NY Twilight«, »Suso’s Song«, »Philip’s Song«, »Spring Waterfall«, »Nanya Music« og »Cloud Music« danser en dyb humanisme frem. En humanisme, der helt enkelt hylder det menneskelige liv. Alle vegne. På alle måder.
Efter koncerten er der stående, hårdtslående bifald. Og kvartetten kvitterer med at spille første nummer, »The Call«, igen.
Dermed er ringen sluttet. Så ringen kan begynde igen.

*Philip Glass & Fuday Musa Suso Ensemble: The Screens. Opført som en del af FOOLS 25. MusikTeatret Albertslund. Tirsdag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu