Læsetid: 6 min.

Video killed the radio star

I midt-80’erne sejrede poppen ad helvede til og ved hjælp af MTV, digital teknologi og ublu higen efter opstigen i det sociale hierarki reduceredes rock til vinduespynt og dens sjæl blev skyllet ud med det parfumerede badevand
17. juli 2004

Tabt generation?
»We’ll drift though it all, it’s the modern age/ Take care of it all,
these debts are paid«
Joy Division, ’These Days’ (1980)

Hele den bevægelse af engagement i retning mod noget, der både var bedre og mere virkeligt end den eksisterende kvælende småborgerlighed, startede efter afslutningen på Anden Verdenskrig med bebop, noir-film og eksistentialisme, fortsatte op gennem 50’erne med
rock’n’roll, borgerrettighedsbevægelser og beat-litteratur og kulminerede med 60’ernes højkonjunktur, protestbevægelser og et anarkistisk, multifacetteret ungdomsoprør, for så at polariseres totalt i 70’ernes gennempolitiserede atmosfære af lige dele rabiat marxisme, kvindefrigørelse, fede film – Scorcese! Fassbinder! Osv.
Og så lige en økonomiske røvtur efter oliekrisen i ’73. Alt det kom til et grinding halt omkring 1980, hvor enhver tanke om revolte mod det bestående løb ud i sandet, efterhånden som de gamle oprørere kørte træt, og der ikke stod andet end en lille håndfuld BZ’ere klar til at tage over.
Et af de børn, der blev skyllet ud med badevandet, da en ny generation skiftede samfundsengagementet ud med ukritisk accept af de kapitalistiske markedskræfter og satte deres penge på sport, underholdning, rusmidler og pop, var rockmusikken. Såmænd. Ikke at der ikke stadigvæk blev spillet rockmusik, den lød nu bare præcis som den komsumvare, den samtykkende var blevet reduceret til. Hvor de tre foregående årtiers rockmusik havde besiddet indtil flere dimensioner udover de rent musikalske og underholdningsmæssige, blev disse nu endemål i sig selv. Rock for rockens skyld, så at sige. Som Prince, en af årtiets helt store stjerner – de andre giganter hed Michael Jackson, Madonna, Bruce Springsteen og Whitney Houston, remember? – sang i sit gennembrudshit fra ’79: »Let’s party like it’s 1999...« Den undergangsfølelse, der reelt var til stede i skyggen af våbenkapløb og afsindig statsmandsretorik, fik mange af de i perioden tilstedeværende til at te sig som Nero og hans kreds, mens Rom stod i flammer; og som én, der tog godt for sig af retterne, må det medgives, at vi havde det sjovt, når vi altså ikke havde det forfærdeligt. Men god rockmusik? Ikke så det gjorde noget.

Tomt konsumprodukt
Ja, der var vitterligt et tidspunkt i midt-80’erne, hvor det føltes som om rocken var død. Nej, om igen – der var et tidspunkt i midt-80’erne, hvor det føltes som om rockens ånd var død. For der blev skam sprøjtet masser af rockmusik ud – eller snarere: ’rockmusik’. Det både lignede og lugtede som rock, men var som tommelfingerregel similivare, et tomt konsumprodukt, en sjælløs vare, der blev stanget over disken for at give nå-generationen en fornemmelse af at have deres egen identitet. Hej hov, råber en 35-årig nu ude fra kulissen, hvad er nu den af? Der blev sgu da lavet masser af fed musik i 80’erne.
Og det er rigtigt nok. Laber musik, lækkert lavet og melodisk indbydende. Slidstærk pop, sågar: Prefab Sprout, f.eks. The The. Depeche Mode m.fl. Men én af grundene – hvis ikke selve grunden – til at en sjat fans hægede om Sort Sol, var, at de fremstod som de sidste af deres slags på dansk jord. Altså den der i nogens øjne nok patetiske holdning at rock’n’roll er værd at dø for. For rockens oprørske potentiale blev skyllet ud med indsættelsen af trojkaen Reagan, Thatcher og Schlüter, mens ironi blev tidens løsen. Og så den der holdning, at bare det lød godt, var det også pr. definition godt. Derfor styrede Anne, Sanne & Lis, Tøsedrengene, News, Rocazino og Nanna på dansk jord og selv prægnante navne som f.eks. The Poets og Gangway lød ikke ligefrem som en bombe under systemet. Intet under at mange vendte sig mod verdensmusikken.

Sur røv kompetence
Tre vigtige ting, der hændte musikbranchen i 80’erne, underminerede alle rocken: Lanceringen af MTV – verdens første 24 timers musikkanal – flyttede fokus fra det
auditive til det visuelle. Digitaliseringen af såvel indspilnings- som afspilningsgrej gav en perfektionistisk, men også steril klang, der lå milevidt fra, hvordan (rock-)musik faktisk lyder og føles, kulminerende med compact discens triste ankomst. Og så fremkomsten af the hiphop-nation, der gjorde op med musikkens harmoniske og melodiske grundlag til fordel for respektløse rappere, der behændigt stjal
rockens rebelfakkel, hvis ikke de som den hvide trio Beastie Boys simpelthen parrede rappen med rock. Deres Licenced To Ill-lp fra ’86 var nok det års vigtigste plade, hvad enten man nu bryder sig om det eller ej.
Rock blev et acceptabelt karrierevalg, præget af håndværksmæssig kunnen, melodisk flair og sur røv kompetence. To ord til tvivleren: Bryan Adams! Okay? Vil du have to til? Okay: Bon Jovi. To af de overhovedet mest populære navne i midt-80’erne. Ikke sært at selvmordsstatistikken toppede netop da. Tak for Nick Cave og Einstürzende Neubauten, uden hvilke... Thi enhver, der er gammel nok til at huske arrangementet ’Rock For Afrika’, som blev afholdt i Fælledparken sensommeren 1985 og beamet ud til samtlige tv-apparater i det ganske land, vil vide, at de eneste, der ikke stank til himlen blandt landets dengang største stjerner, netop var... Sort Sol. Og dem, der holdt sig vågne – det var ikke så svært, for speed var den tids svar på vitaminpillen – hin julinat i ’85 for at bevidne den verdensomspændende tv-transmission af velgørenhedsarrangementet Live Aid (hvis primære funktion var at dulme megarige rockstjerners dårlige samvittighed over hungersnøden i Afrika), vil huske, at det eneste rockøjeblik opstod, da de tre ringvrag Bob Dylan, Keith Richards og Ron Wood ud på natten gik plakat på for at massakrere et par af førstnævntes sange. Det var ikke kønt, men dog en slags
rock’n’roll oven på den flok føntørrede vatnisser, der var gået forud.
Årtiet kom ellers ikke ringe fra start; efterdønningerne af den rene punk, der bragede igennem i 1976-77, hed industrial, subversiv disco, hardcore, technopop, no wave, electronica, neo-psychedelia m.m., samlet under paraplybetegnelsen post-punk; en kort overgang i perioden 1977-81 var alt tilladt. Men scenen imploderede – presset af den langt mere kommercielt indladende New Pop (Duran Duran, Culture Club, Eurythmics m.fl.) – omkring 1982-83 uden at være nået ud over en snæver kreds. Årtiet endte nu heller ikke så dårligt, thi med house, ecstasy, rave-fester og den elektroniske scenes uimponerede gør-det-selv guerilla-taktikker kan det nok være, at
rockens ånd genvaktes omkring 1988 – og revitaliserede i processen genren selv, med den Manchester-scenens Happy Mondays og Stone Roses som spydspidser, der pegede frem mod 1990’ernes grasserende, men inspirerende crossover af snart sagt alt mellem himmel og jord. Mens amerikanske navne som Sonic Youth og Pixies brændte hul i firmamentet med en hæsblæsende fuck-you-rock’n’roll, der forvarslede 90’ernes grunge-eksplosion.

Opgivelse på forhånd
Mærkeligt, egentlig, at der så opstod et så gabende hul i midten af årtiet. Et hul, som The Smiths vist forsøgte at udfylde, men hallo! Selv om The Smiths var ganske gode på deres egen skæve britiske facon, var de altså hverken Elvis, Beatles, Stones, Dylan, Stooges, Bowie eller Sex Pistols. Men det blev de altså for den del af generationen, der ikke ville opgive de storslåede drømme om det totale verdensherredømme, som altid ligger gemt i den bedste rock. Men symptomatisk nok forblev The Smiths på et alternativt pladeselskab hele vejen igennem – de hverken ville eller kunne få relevans for det store massepublikum, men forblev elitære til den bitre ende. De vendte verden ryggen. De havde nok i sig selv. De havde set to-tre generationer rockmusikere løbe panden mod muren. Og konstateret, at det var muren, der holdt. De skulle ikke have noget klinket på dén led. De havde opgivet på forhånd. Og koncentrerede sig derfor om at lave musik. En ofte smuk og gedign rockmusik. Og Morrissey var aldrig mindre end en rockpoet af karat, tankevækkende, provokerende, anderledes. Men farlig sådan som Dylan var det, Bowie var det, Johnny Rotten var det? Not on your life.
Og tro mig – der var grundlæggende en hel del mere Samantha Fox, Sheena Easton og Bananarama på spil i ’85-’86, end man sådan bryder sig om at tænke på – og er der mon nogen, der kan huske hvor stor Tina Turner var? Hvor store Dire Straits var? Eller Wham!? Så wake me up before you go-go, damn it!

SERIE
Tabt generation?
*»Glem dem mellem 35 og 45«, har Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil sagt. »Udskriv dem af Danmarkshistorien. Det er helt grotesk, at man har en hel generation, der bare ikke er der. De eksisterer ikke i den offentlige sfære.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu