Læsetid: 10 min.

Virkeligheden, der voksede

Det forekommer os, at vi endnu ikke kan forestille os det monstrøse i selve forbrydelsernes omfang. At de forbliver ubegribelige i menneskelig forstand, at de er som et fænomen hinsides kulturen, som en historisk anomali, der ikke kan sammenlignes med noget andet, og derfor aldrig for alvor vurderes og erkendes
8. juli 2004

I
Dem vi skal blive
På en snefyldt tirsdag morgen, den 20. januar 1942 samledes 15 mænd i en villa i den fashionable syd-vestlige forstad Wannsee i Berlin. Residensen hvor de mødtes, var et såkaldt gæstehus, som sædvanligvis var forbeholdt ledende inden for sikkerhedstjenesten, der var på besøg i Berlin. I en folder tilbyder stedet sig med følgende faciliteter og komfort: »Fuldstændigt renoverede gæsteværelser, et musikværelse, billardrum, et stort mødeværelse og en terrasse med udsigt over Wannsee-søen, centralvarme, varmt og koldt vand samt alle bekvemmeligheder. Huset tilbyder god mad, inklusive frokost og middag. Vin, øl og cigaretter føres.«
Den officielle titel på denne sammenkomst, der sædvanligvis omtales som Wannseekonferencen var Embedsmandskonferencen – Konferenz der Staatssekretäre. Den drejede sig om planlægningen af det man definerede som en ’løsning af det jødiske problem i Europa’. I den forbindelse frygtede arrangøren Reinhard Heydrich de største problemer med det, der er rygraden i enhver regerings administration og som i praksis vil stå for implementeringen af de politiske beslutninger: embedsværket, de højeste embedsmænd. Ikke partiaktivisterne, men karriere-embedsmændene, som man fortsat havde måttet acceptere i statens tjeneste her ni år efter naziregimets overtagelse af magten i Tyskland. Men mht. samarbejdsvilje kunne Heydrich ikke have været mere fejlagtig i sin bedømmelse af konferencen. Den forløb over al forventning.
Man diskuterede først ganske ligefremt om hvorvidt halv- og kvartjøder skulle dræbes eller steriliseres – og dernæst fulgte åbenhjertige diskussioner om de mest effektive metoder til massedrab, som sluttede med en munter enighed blandt deltagerne. ’Den endelige løsning’, som den kom til at hedde, blev hilst med en usædvanlig entusiasme, selv blandt de højeste embedsmænd, der ellers var kendt for at være tilbageholdende over for de mere radikale elementer blandt nazisterne.
Der var kun enkelte forbehold over for de logistiske problemer ved massedrab i så stor skala. Men i det hele taget deltog embedsværket aktivt med konstruktive forslag til løsningen af dette aspekt ved implementeringen af jødedrabet. Mødet i sig selv varede ikke mere end en time til halvanden. Derefter blev der serveret drinks og frokost. Så samledes lederne, paverne i Det Tredje Rige, Heydrich og Müller og folk fra SS samt sekretæren for konferencen Adolf Eichmann, ved kaminen, hvor der blev røget og drukket cognac. Men man snakkede nu ikke forretninger længere, hyggede sig bare. Man slappede af efter en lang dags arbejde.
Deltagerne havde berørt komplicerede logistiske og juridiske problemer i fællesskab. F.eks. havde man betænkt, at der måtte drages omsorg for det forhold, at jøderne først måtte gøres statsløse, så ingen stat med rette kunne gøre krav på at ville kende deres skæbne, og man havde sørget for, at den stat hvori de befandt sig i det nazibesatte Europa, kunne konfiskere deres ejendom.
Dette sidste aspekt blev det overladt til Finansministeriet og Rigsbanken at tage sig af. Derimod blev det pålagt Transportministeriet at drage omsorg for at køreplanerne for deportationstogene rundt om i Europa ikke forstyrrede køreplanerne for militær- og civiltransport.
Da Eichmann blev indhentet af sin fortid ved retssagen mod ham i Jerusalem i 1961, kendte man forløbet af Wannseekonferencen, idet noterne derfra var blevet fundet i marts måned 1947, knap to år efter naziregimets sammenbrud, i forbindelse med at man indsamlede materiale til Nürnberg-domstolen. De var forståeligt nok klassificerede som »Geheime Reichssache«.
Mønstret for folkemordet på muslimerne i Bosnien blev kendt allerede medens det foregik, takket være journalister som Ed Vuillamy og Roy Gutman og blev systematisk underbygget med rapporten fra FN’s ekspertkommission under ledelse af Cherif Bassouni i 1994. Rapporten, som er en analyse og sammenfatning af empirisk indsamlet materiale, tegnede et rædselsvækkende systematisk billede af, hvad man kunne iagttage af overgreb, mord, massevoldtægter og fordrivelser og frarøvelse af ejendom fra civile. Men selve planen for denne kampagne er endnu ikke kommet for dagens lys, selv om de fantastiske referater fra »Parlamentet i Pale« stærkt indikerer at den har foreligget.
Og ligesom man næppe i dag kan færdes på en tysk hovedbanegård uden at se for sit indre blik hvor på rangerterrænet jødetoget med østlig destination holdt og ventede, så kan man i dag ikke køre ud ad motorvejen fra Beograd mod Nis uden at se for sig, at her parkerede lastbilerne med våbentransporterne til den endelige løsning på problemet med de bosniske muslimer. Også dette folkemord, som det tysk-nazistiske, har krævet sin logistik og sin strategi, når forbrydelser skulle udføres i så stor skala med den effektivitet, som var betingelsen for at indfri affolkningen af store landområder med henblik på atskabe et Storserbien. Hverken i Nazityskland eller under Milosevic opstod koncentrationslejrene spontant, og mord- og fordrivelseskampagnerne blev heller ikke udløst af enkelte lederes tilfældige indfald eller blodtørstige civilpersoner.
I vores egen fortidsforvaltning af det serbiske Holocaust mod de bosniske muslimer befinder vi os tidsmæssigt på det punkt, hvor massedrabets planlægning er ved at komme for dagens lys, og hvor vi får indblik i de kulturelle og politiske analyser, som måtte ligge til grund for at man valgte at gribe til de midler man gjorde, for at sikre dets størst mulige effektivitet. Vores undersøgelser af dette massedrab, som de europæiske institutioner valgte at være vidne til vil, ligesom behandlingen af drabet på de europæiske jøder, bestemme vores arv og hvem vi skal blive.

II
Private og offentlige sjæle
Hannah Arendt reflekterer over Eichmanns samvittighed: Vidner fortæller, at Adolf Eichmann ikke var nogen ’landsknægtenatur’, at han bl.a. altid talte høfligt til de tysktalende jødiske funktionærer, som han samarbejdede med i forbindelse med ’den endelige løsning på det jødiske problem i Europa’.
Han var ikke en type, der ønskede at undslippe til et sted, »hvor de ti bud ikke gælder, og en mand kan føle tørst«. Han troede derimod, ifølge vidner, på succes og på det såkaldte ’gode samfund’, som han kendte det. Vi må formode der dermed menes retsstaten – i en eller anden form, demokratisk eller ej.
Hans troskab over for Hitler tillagde han karakteristisk nok ikke det faktum, at han ideologisk var overbevist om det rigtige i alt hvad Føreren stod for, men derimod det forhold, at denne var steget op fra korporal til leder af et 80 millioner stort folk. Det var derfor Eichmann vidste, at han skulle underkaste sig ham. Momir Nikolic, skolelæreren, der organiserede sorteringen og transporten af muslimerne fra Srebrenica til deres henrettelse uden for byen ligner skuffende en Eichmann.
At Eichmann selv bevidnede hvordan et helt samfund med dyd og begejstring også underkastede sig Føreren, gav ham ingen anledning til samvittighedskvaler, ganske påfaldende, når man betænker de planer som nazisterne stod for at implementere, og som Eichmann selv var en ondartet detalje i som den endelige løsnings centrale bogholder. Han havde ingen grund til at lytte til sin ’indre stemme’ og komme i tvivl om sine gerninger. Ikke fordi han ikke havde en sådan stemme, men fordi hans samvittighed talte med den samme stemme som det respektable samfund. Der var, hævdede Eichmann, ingen andre stemmer at lytte til.
Efter nazismens sammenbrud hævdede flere, som havde bestridt administrative og politiske poster i det Tredje Rige, at de ganske vist altid havde levet i en slags ’indre emigration’, at de hele tiden på et indre, mentalt plan havde været imod regimet.
F.eks. hævdede Gauleiter Arthur Greiser ved en polsk domstol i 1946, at de forbrydelser han havde begået i Polen under den nazistiske besættelse decideret var udført af hans ’offentlige sjæl’. Hans ’private sjæl’ havde altid været imod dem. Retten tog imidlertid ikke hensyn til denne subtile distinktion.
Ligeledes er det heller ikke muligt for eftertiden at vide om der reelt har været nogen forskel mellem offentlige og private sjæle, om der virkelig har været en sondring mellem hvad man har gjort og hvad ens samvittighed tilsagde én, der var det rigtige og det sande. Man har levet i en ’indre emigration’ og har derfor i sagens natur ikke tilkendegivet denne sondring for nogen.
Lad os begrænse problematikken, når vi her beskæftiger os med folkemordet i Bosnien. Lad os ikke diskutere skyld for krigens udbrud, ej heller skyld i forhold til mobiliseringen af den kulturelle og politiske spænding eller promovering af had-ideologi. Lad os bare spørge, hvordan man accepterede massakren ved Srebrenica, hvor 7.000 civile mænd og drenge systematisk blev dræbt, hvordan man accepterede folkemordspolitikken i Bosnien, der indebar en systematisk mord- , rov- og fordrivelseskampagne? Svarene behøver for vores skyld ingen ledsagende undskyldninger, end ikke anger – vi har i Hadets anatomi og i Krigens scenografi talt med mænd, der stod bag udformningen af denne politik. Vi har også talt med en tidligere minister under Milosevic, Aleksandar Tijanic, der hævder, at han altid var imod Milosevic. Han levede i en indre emigration – kun hans offentlige sjæl var informationsminister.
Vi er blot nysgerrige, i første række, for at komme til en forståelse, for at kunne klarlægge de menneskelige årsager i vores søgen efter viden. Vi har det ligesom den unge muslim på et møde på Københavns Universitet, hvor vi deltog som talere på en konference om Srebrenica. Han var selv fra denne by, undslap den som barn da massakren indtraf i sommeren 1995, og han spurgte ærligt undrende forsamlingen; »Jeg vil gerne vide hvorfor I europæere lod os dø, hvorfor I overlod os til vores mordere? Jeg spørger uden bebrejdelse, for nu er jeg bare nysgerrig. Jeg lever i Europa, jeg bor i Danmark, jeg har det godt, jeg er glad for de muligheder, jeg har fået i dette land. Men jeg har endnu ikke forstået hvorfor I kunne lade os dø? Var det fordi vi er muslimer eller er der en anden grund? Jeg vil bare gerne forstå jeres handlinger.«
Til stede ved mødet var repræsentanter for diverse såkaldte ’fredsforskningsinstitutter’, der under krigen havde bistået Milosevic-regimet med at lægge et røgslør ud for Serbiens militære intervention i forbindelse med folkemordskampagnen i Bosnien ved at påstå, at det der foregik var et rent bosnisk anliggende som Serbien ikke var involveret i. Ingen af dem svarede på den unge muslims spørgsmål. Ingen af dem fortalte om hvorvidt deres private sjæle havde været imod, hvad deres offentlige sjæle havde udført.

III
Virkeligheden, der voksede
Til trods for at vi som forfattere til Hadets anatomi og Krigens scenografi har talt med mange ofre for forbrydelserne i Bosnien, og at vi opfatter os selv som helt almindelige, tænkende og følende mennesker, så forekommer det os alligevel at være et spørgsmål, om vi forståelsesmæssigt overhovedet er på højde med den virkelighed, som folkemordet indebærer.
Vi tænker ikke kun på de lidelser, som øjenvidner har berettet for os. Erindringerne om kvinden Jasmina fra Mostar, der som medlem af en undersøgelseskommission står ved en losseplads, hvor hun fortæller, at hun håber på at finde ligene af sine myrdede børn, indprenter sig for altid i bevidstheden. Bonden Semso fra Biljani, der står ved en klippespalte, hvor ligene af hans børn og hans hustru blev smidt ned af deres mordere, og som beder om, at nogen må fortælle hans historie i verden, var med til at få os til at forstå det vigtige i at skrive disse bøger.
Alligevel forekommer det os, at vi endnu ikke kan forestille os det monstrøse i selve forbrydelsernes omfang. At de forbliver ubegribelige i menneskelig forstand, at de er som et fænomen hinsides kulturen, som en historisk anomali, der ikke kan sammenlignes med noget andet, og derfor aldrig for alvor vurderes og erkendes. Når vi hører om RAM-planen for udryddelsen og fordrivelsen af et helt folk i Europa, så forekommer det os, at vi er som emotionelle og kognitive analfabeter der, når de præsenteres for alt for store tekster, ganske enkelt ikke kan gøre sig klart, at det rent faktisk er tekster de har foran sig.
Vi har talt med nogle af disse mennesker, som formodentlig er arkitekterne bag disse ubegribelige planer for folkemordet. Historikeren Milorad Ekmecic ryster på hovedet og smiler, når han siger, at han ikke, hvis han var os, ville tage disse rygter om en udryddelsesplan seriøst. Filosoffen Mihajlo Markovic vil ikke høre om nogen plan, men i stedet forklare os, at den systematiske udryddelse og fordrivelse skyldes en grusomhed, der er forårsaget af nedarvede egenskaber hos bjergfolk på disse egne i Bosnien. De forsøger hver for sig at forklare os, at vi ikke har nogen tekster foran os. De er begge to venlige gamle mænd, og i øjeblikke kunne det slå os, når vi talte med dem, at det hele var en drøm, at de virkelig havde ret, at de var ligesom os, og at de på en måde med deres forsikringer ville beskytte os mod en virkelighed, der voksede.

*Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Krigens scenografi, 398 s. 299 kr. Forlag: Lindhardt & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu