Læsetid: 11 min.

10 muntre dage

OL i München i 1972 skulle polere Vesttysklands image. Det endte med 17 dræbte. Attentatet var på forhånd i detaljer blevet forudset af en tysk ekspert, men politiet havde afvist hans teori
10. august 2004

OL
Med over 7.000 deltagere fra 121 nationer skulle de Olympiske Lege i München i 1972 slå alle rekorder og stå som den frie verdens fest. Tyske politikere havde på forhånd annonceret at ånden skulle være »de muntre lege« – »heiteren spiele« – og et opgør med de lege, Tyskland under Hitlers regime havde afholdt i 1936. Da legene sluttede 11. september 1972 var både det olympiske og det vesttyske flag på halvt. 17 var døde. 11 israelske sportsfolk. Fem palæstinensiske terrorister. Og én politimand.
Dødsfaldene er først og fremmest udtryk for den fanatisme, der drev de palæstinensiske terrorister, men også et resultat af at det tyske sikkerhedsapparat først svigtede totalt, hvorpå tysk politis forsøg på at begrænse katastrofen udløste et sandt blodbad.
Vesttyskland havde haft otte år til at forberede sig på legene. Til sammenligning gik Grækenland først efter 11. september 2001 i gang med for alvor at gardere sig mod terrorangreb på de lege, der begynder om i Athen i den kommende weekend.
Legene i München blev åbnet af den tyske præsident. Han talte optimistisk og rituelt om »fredelig sameksistens mellem folkeslagene«. Og legene blev sportsligt minderige. Og de første ti dage sågar fredelige og muntre.

Den amerikanske svømmer Mark Spitz vandt på bare otte dage syv guldmedaljer og satte syv verdensrekorder. Det er aldrig blevet overgået.
Sovjetunionen førte 49-48 over USA i den prestigefyldte basketball-finale, da der manglede 37 sekunder. USA scorede to point på straffekast og havde vundet 49-50. Troede amerikanerne. Men russerne fik tildelt endnu ét sekunds spilletid – og scorede til sejrscifrene 51-50.
Den finske politibetjent Lasse Virén faldt halvvejs gennem 10.000-meter løbet. Han rejste sig og vandt løbet i ny verdensrekord.
Den 17-årige gymnast Olga Korput fra Sovjetunionen blev så stor en stjerne, at det lokale postvæsen i Hviderusland ansatte en enkelt medarbejder alene til at sortere hendes breve.
Vesttyskland lå højt på ranglisten over medaljeslugere. Tyskerne solede sig. Ikke mindst politikerne. To gange lykkedes det Willy Brandt at få smuglet 50 røde roser ind i tysk tvs direkte interview med nationens unge og smukke kvindelige guldmedaljevindere. Det skete på trods af, at redaktionen gjorde alt for at forhindre politisk plattenslageri få måneder før valget til Bundesdagen.
I dag ligner Brandts omgåelse af sikkerheden og hans politiske selvpromovering næsten en varsel om det, der skulle ske.

Netop festrusen og den afslappede attitude var en central katalysator i hele miseren. To kvindelige postbude og en embedsmand fra det tyske postvæsen så tirsdag den 5. september på OL’s 11. dag klokken 04.30 om morgenen en gruppe mænd i træningsdragter og med sportstasker nærme sig hegnet omkring den olympiske by. De så mændene kravle over hegnet.
Men postarbejderne slog ikke alarm. De vurderede, at der var tale om glade sportsfolk, der kom sent hjem fra en våd tur i byen. Muntre sportsfolk …
Lidt før kl. 05.00 åbnede de sportsklædte mænd deres farvestrålende tasker og pakkede maskinpistolerne ud. I taskerne var også hvide ansigtsmasker. Mændene bevægede sig mod adressen Conollystrasse 31 i den olympiske by. Her boede 15 af de mandlige israelske atleter.
Kort efter hørte en årvågen tysk tv-reporter smældet af et skud. Reporteren havde haft en lang og travl nat og skulle endelig til at drage hjem. Men skuddet vækkede alligevel hans opmærksomhed.
Han tog bestik af situationen ved at kigge på en af de vagter, der stod ved en af portene til den olympiske by. Vagten var passiv. Reporteren slog efter kort betænkningstid sin iagttagelse hen. Det var nok ikke noget.
Imens døde den israelske træner Moshe Weinberg af sine skud.

Sikkerheden i München blev først og fremmest varetaget af 4.000 lokale betjente sammen med 4.000 betjente fra andre tyske delstater. Men det var ikke politiet, der havde ansvaret for OL-byen. De muntre konkurrencer i Vesttyskland skulle ikke afvikles blandt politifolk i formelle og stive uniformer. Det ville have uheldige associationer.
Vesttysklands nationale olympiske komite og den øverste politichef i München havde i stedet besluttet, at en speciel ordenstjeneste på godt 2.000 mand skulle værne om den olympiske by. Kritikere beskrev dem som »tjenere til oktoberfesten«.
Ordenskorpset var uden politimæssig bemyndigelse. De skulle først og fremmest servicere atleter og gæster. De var udstyret med blandt andet lommelygter, knallerter, radioer og megafoner – men ingen skydevåben.
Således ekviperet cirkulerede medlemmerne af ordenstjenesten rundt om den olympiske by natten igennem i letgenkendelige helblå dragter i frisk safari-look. En række gik med urets retning. En række mod. Ikke primært for at holde øje. Men for at hjælpe.
Hverken medlemmerne af ordenstjenesten eller vagterne ved de fire af de 13 indgange til den olympiske by, der havde åbent natten igennem, observerede noget opsigtsvækkende den 5. september om morgenen. Opsigtsvækkende var det ellers. Den indtrængende gruppe var den palæstinensiske organisation Sorte September.

Sorte September udspringer af den blodige september 1970, hvor Jordans Kong Hussein lod mellem 15.000 – 20.000 palæstinensere dræbe i flygtningelejre. Palæstinenserne oprettede terrorgrupper, der skulle bekæmpe jordanske og israelske interesser over hele verden.
Sorte September debuterede på terrorscenen den 28. november 1971 med en aktion mod den jordanske ministerpræsident Wasfi al-Tel. Aktionen blev gennemført ved indgangen til Hotel Sheraton i Kairo.
Sorte September rekrutterede sine medlemmer fra palæstinensiske organisationer i Syrien og Libanon – men også fra lovlige organisationer i vesten. I Vesttyskland hentede Sorte September medlemmer fra to helt åbne organisationer – Union of Palestinian Workers og General Union of Palestinian Students.
I 1972 var vurderingen, at Sorte September havde mellem 300 - 500 aktive tilhængere, der opererede i små effektive kommandogrupper.
Da gruppen var kommet ind i israelernes lejr i den olympiske by, skød de også den 32-årige bokser Josef Romano, der havde sat sig til modværge. Under hans kamp lykkedes det tre af hans kammerater at flygte. Romano døde kort efter af sine sår. Ni mandlige israelske atleter blev taget som gidsler. De blev bundet på hænder og fødder og sat på gulvet.

Klokken 05.20 blev politiet alarmeret og begyndte at strømme til den olympiske by sammen med de øverste ansvarlige for landets og legenes sikkerhed. Chefen for Vesttysklands olympiske komite forsøgte øjeblikkeligt at lægge låg på skandalen. Ingen journalister måtte komme ind i den olympiske by.
Kort efter sad de 4.000 pressefolk i pressecentret og spiste intetanende deres morgenmad. Der blev afholdt pressekonference med svømmestjernen Mark Spitz, der blandt andet blev spurgt, hvem der er verdens næstbedste svømmer.
Mark Spitz er jøde og var orienteret om, hvad der var under opsejling i den olympiske by.
Snart begyndte rygtet også at løbe blandt journalisterne. En af dem spørger Spitz, om legene skal fortsætte trods den blodige terror. Spitz afviser at kommentere.
Pressechefen understreger over for reporterne, at den olympiske fred er vigtigere end politisk fanatisme fra kyniske mordere og at den olympiske præsident Avery Brundage ønsker at legene skal fortsætte.
Andre begynder at vakle. Den canadiske lejr holder til i nummer 27, kun 20 meter fra det besatte israelske hus. Den canadiske delegationsleder forklarer, at canadierne havde frygtet for sikkerheden, men ikke havde talt højt om det. Og DDR-delegationen, der også bor op og ned af israelerne, har allerede rømmet deres hus.
Spitz nægter at forlade pressemødet uden vagter omkring sig. Den tyske OL-drøm smuldrer langsomt. Munterheden er væk.

Klokken 08.00 fremsætter Sorte September sine krav. Gruppen ønsker 200 navngivne palæstinensere i israelske fængsler frigivet og flyvemaskiner stillet til rådighed, så de kan forlade Vesttyskland med gidslerne.
Israelerne fastholder deres politik om aldrig at forhandle med palæstinensiske terrorister.
De tyske myndigheder har intet at handle med. Desperat tilbyder de den ordførende terrorist en sum penge, hvis gidslerne slippes fri. »Det handler ikke om penge eller om gidsler. Det handler om at de tilfangetagne skal sættes fri,« lyder svaret, der næppe kan komme bag på tyskerne.I løbet af formiddagen og eftermiddagen forlænger gidslerne flere gange den fastsatte tidsfrist.
Men de fastholder deres krav og tilkendegiver klart, at de vil kæmpe til det sidste. Fremstående tyske politikere tilbyder at tage gidslernes plads. Forslaget afvises forudsigeligt.
»Jeg er soldat, vi er i krig. De må forstå, at jeg ikke frygter døden,« siger den ordførende palæstinensiske terrorist på perfekt tysk.

Imens fortsætter legene. Dressurrytteren Liselott Linsendorff gennemfører sine piruetter, og den tyske tv-kommentator efterlyser kritisk lidt mere sving.
Først klokken 15.35 – da terroraktionen har varet næsten et halvt døgn – blev OL midlertidigt stoppet. Kort efter identificerede politiet lederen af terrorgruppen. Han havde studeret fem år i Vesttyskland. Han havde tilmed været ansat som bygningsingeniør på byggepladsen i den olympiske by. En anden i gruppen arbejdede i den olympiske bys kantine.
I sin systematiske planlægning minder Sorte Septembers teknik om den der blev brugt på angrebene 30 år efter i New York og Madrid. Præcis som de terrorister, der stod bag aktionen 11. september i USA, lod også palæstinenserne i Sorte September sig indskrive på universiteter i de lande, der skulle lægge jord til aktionerne. De lærte sproget og knyttede venskaber og kontakter, der senere kunne udnyttes i planlægningen af aktionerne.
Det forklarer, hvorfor postarbejderne kun talte fem ’sportsfolk’ i den gruppe der forcerede hegnet, selv om det senere viste sig, at der var otte terrorister. Flere af dem gik ubemærket ind gennem de bevogtede porte. Det er en detalje, tysk politi og efterretningsvæsen ikke har dvælet meget ved i offentligheden efterfølgende.

Sorte Septembers tilstedeværelse i Vesttyskland var varslet på forhånd. Gruppen havde allerede 6. februar 1972 – et halvt år før OL – gennemført sprængstofsangreb mod firmaet Ad. Strüver KG i Hamburg, der leverede specialudstyr til Israel. Næste morgen fandt man tæt på Køln fem myrdede jordanere.
En af de dræbte arbejdede for den vesttyske efterretningstjeneste og havde vedvarende advaret om aktivitet hos radikale palæstinensiske kredse i Vesttyskland. Sorte September tog ansvaret for aktionerne.
To dage før legene skulle begynde, meddelte den tyske efterretningstjeneste, at Interpool advarede om, at arabiske terrorister bosiddende i blandt andet Vesttyskland i september 1972 ville angribe et israelsk passagerfly. Og seks dage senere meddelte efterretningstjenesten, at fremtrædende medlemmer af den palæstinensiske befrielsesfront havde forladt Beirut med ukendt mål.
På dette tidspunkt var legene inde i deres femte dag. Der var fem dage til aktionen mod det israelske mandskab. Men ingen koblede oplysningerne til det igangværende OL og drog de nødvendige konklusioner.

Selve angrebet og dets taktik var i detaljer blevet forudset af en tysk ekspert.
»En partisangruppe kravlede klokken fem i morges over hegnet til den olympiske by. De indtrængende har besat den blok, hvor det israelske hold bor. Der er blevet meldt om skud og røg.«
Dette scenarium beskrev politipsykolog fra München Georg Sieber sidst i februar 1972, godt et halvt år før det blev til virkelighed.
Georg Sieber er ikke hvem som helst. Han var ansat som ekstern rådgiver for både politiet i München og den olympiske organisationskomité. Hans opgave var at udarbejde et helt katalog over mulige konflikter.
Hans alvorligste konklusion lød, at sportsfolk fra konfliktområder var oplagte mål for partisan- og modstandsgrupper, der ville gå efter løsepenge eller andre fordele og dermed forvandle de Olympiske Lege til en platform for politisk demonstration.
»Man må regne med kommando- og kamikazegrupper der opererer uden hensyn til egne eller andre liv,« skrev Georg Sieber lige ud.

Den ansvarlige for sikkerheden ved legene – Münchens politichef Manfred Schreiber – nedtonede Georg Siebers advarsel. Ganske vist accepterede han, at der var risiko for politisk motiverede sabotageaktioner. Men han afviste at gennemføre, hvad han kaldte for et »formelt, blindt og ufleksibelt« sikkerheds- og ordensberedskab. Han affejede ganske enkelt Georg Siebers attentatteori som »urealistisk«.
Det gjorde han som en embedsmand, der kender politikernes ønsker og holdning. Holdningen var, at legene skulle være muntre. En psykologisk brist tilsidesatte fornuften.
Teorien om attentatet – som Sieber selv så som den værst mulige situation – havde nummer 21 i kataloget. Den kom aldrig med i det materiale, sikkerhedstjenesten blev undervist efter.
Efter mødet, hvor Manfred Schreiber forklarede Georg Sieber, at hans teori var urealistisk, noterede Georg Sieber på sit papir, at politiet kun ønskede fem scenarier, der beskrev mindre alvorlige forstyrrelser af legene. Det drejede sig blandt andet om misbrug af adgangspas, slagsmål, lommetyve og demonstrationer.

Det tyske politis plan var at angribe terroristerne med skarpskytter. Det opsnusede tysk radio – og sendte historien. Den blev hørt af terroristerne, der øjeblikkeligt svarede igen med at forlange et fly stillet til rådighed, der skulle flyve terrorister og gidsler til Kairo i Egypten.
Willy Brandt forsøgte forgæves af få Egyptens leder Saddat i tale. I stedet meddelte en laverestående politiker, at Egypten ikke ønskede at blive blandet ind i sagen.
Sent på aftenen lod terroristerne sig transportere til en militærlufthavn uden for München. Det er uvidst, hvad tyskerne har sagt til terroristerne. Måske at Egypten havde accepteret at modtage terrorister og gidsler. Under alle omstændigheder var der tale om en desperat tysk manøvre uden synligt mål.
To helikoptere fløj terrorister og gidsler til lufthavnen, hvor et passagerfly ventede. Tyskerne ville skyde flest mulige terrorister, når de forlod helikopterne. Det kan ikke kaldes taktik. Det var en forhåbning om at minimere omfanget af katastrofen. Tyskerne håbede, at de øvrige gidseltagere ville overgive sig.
Intet i Sorte Septembers CV støttede håbet. Måske ville tyskerne bare have det kommende blodbad væk fra München og tv-kameraerne.

På et tidspunkt stod hele fire af de ni terrorister mellem helikopterne og passagerflyet – uden gidsler. Det var kun lykkedes tysk politi at bringe fem skarpskytter i stilling. De åbnede ild. Tre terrorister blev ramt. En døde øjeblikkeligt. Den fjerde nåede uskadt i dækning under helikopteren. Terroristerne kastede over midnat en håndgranat ind i en af helikopterne. Den eksploderede og dræbte flere af gidslerne. Der er heftig skudveksling og stillingskrig. Alt er mørkt. Terroristerne har skudt lyset i stykker og politiet har ingen erstatningslamper.
Før midnat forklarer regeringen via tv, at aktionen har været en succes. På en pressekonference i den olympiske by applauderer journalisterne indsatsen. De israelske myndigheder takker for befrielsen. Den tyske regering havde afvist at lade en israelsk kommando-styrke operere i Vesttyskland. Nu havde tyskerne vist hvorfor.
Imens sidder tyske toppolitikere og politiledelsen i et mørklagt og sønderskudt kontroltårn i lufthavnen og ved, at alt er tabt. Klokken 03.00 kommer kontrabeskeden om at alle gidsler og fem terrorister er døde. Tre terrorister har overgivet sig.

En dansk stemme sammenfatter næste dag i Münchener Abendzeitung stemningen. 25-årige Vivian Johansen:
»Alle har løjet for os hele tiden. Jeg havde på fornemmelsen, at israelerne ville dø. Alle sagde noget andet... Sandsynligvis fortsætter disse Olympiske Lege, for det handler kun om dem, ikke om de indblandede mennesker. Men legene døde i nat.«
Legene var kun afbrudt i 36 timer. Så udtalte formanden for den Olympiske Komité ordene: »The games must go on«.
Den israelske trup rejste hjem den 7. september. Siden 1976 har enkerne efter de ni sportsfolk og deres 14 børn forsøgt få den Olympiske Komite til at mindes de dræbte sportsfolk ved legenes åbning. Det nægter komiteen. Vesttyskland har afvist at udbetale erstatning. Myndighederne mener kravet blev fremsat for sent.

Kilder: Süddeutsche Zeitung 5. september 1972, www.his2rie.dk, www.detlev-mahnert.de, Politiken 22. juli 1996, Spiegel 11. september 1972, www.olympia72.de, Münchener Abendzeitung 6. september 1972

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu