Litteratur
Det går skidt med bogsalget i Danmark. Danskerne vil ikke læse bøger og endnu mindre købe dem hos deres lokale bog-pusher.
Den sang har et kor bestående af forlag, boghandlere, litterater og forfattere sunget snart så længe, at ingen kan bebrejde den uskyldige tilhører, hvis hun efterhånden er begyndt at tro på teksten. Men det burde hun lade være med at tro på bogpessimisterne for det er ikke sandt, hvad de siger.
Faktum er nemlig, at salget af danske bøger i Danmark i de sidste fire år har ligget konstant på omkring 30 millioner styk om året. Ja, faktisk er salget af danske bøger steget fra 25 til 30 millioner styk fra 1994 og til i dag. Godt nok er der et stykke op til de 43 millioner, der blev solgt i 1980, men krisen i bogsalget synes at være en krise, der fandt sted i 1980'erne og ikke i 1990erne.
30 millioner danske bøger om året er en sjat. Det svarer til, at hver indbygger i Danmark i snit uanset alder køber en bog på dansk hveranden måned. Ikke nødvendigvis verdenslitteraturens klassikere eller den nyeste danske litteratur, for de 30 millioner inkluderer alle former for litteratur, men alligevel. Bøger på dansk er ikke så ringe synes danskerne, hvis man altså skal tro statistikken.
Det skal man dog ikke altid. Bag bogstatistikken gemmer sig da også en knag, som bog-pessimisterne kan hænge deres hatte på. For godt nok køber danskerne bøger (og måske læser de dem også), men det er faglitteratur, vi vil have. Salget af skønlitteratur skrumper derimod, på bekostning af havebøger, kogebøger, yogabøger, graviditetsbøger, osv. Tre ud fire bøger, der sælges i Danmark, er faglitteratur, og det tal stiger støt, så når ordet bogkrise skriges ud fra universtets- og forlagsvinduer i det ganske land, er det altså ikke bogen som sådan, der er i krise, men den skønlitterære bog.
En af de genrer, der har stor succes hos læserne, er biografien. Lige nu er Bill Clintons selvbiografi (på engelsk) og Karen Thisteds Det skal mærkes at vi lever om Benny Andersen og Johannes Møllehave blandt de bedst sælgende, og Joakim Garffs Kierkegaard-biografi SAK'har fået et salgs-comeback, muligvis hjulpet på vej af den nys overstået polemik.
Forlagene har ikke været sene til at opdage, at der er salg i levet liv på skrift. Det kommende efterår, hvor forlagene som sædvanligt spytter mere end halvdelen af deres udgivelser på et år ud til læserne, står i biografiens tegn. Anders Fogh Rasmussen, Mærsk McKinney Møller, Benny Andersen, Børge Mogensen, Svend Asmussen, Bille August, Anja Andersen, Holger K. Nielsen, den romerske kejser Nero, Bill Clinton (på dansk), Saddam Hussein og Henry Kissinger er blot nogle af de personer, som til efteråret bliver biograferet, mens Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Niels I. Meyer og Karen Jespersen selv har ført pennen og bestemt hvilket billede, der skal tegnes af dem.
Men hvorfor bliver biografier skrevet og trykt i tusindvis af eksemplarer og efterfølgende flået ned af boghandlernes hylder af læserne i et kolerisk tempo? Hvorfor styrer flere og flere lånere på biblioteket hen mod 99.4, hvor biografierne står placeret?
Det oplagte svar på det spørgsmål ville være det, som Hans Hauge gav i Jyllands-Posten for nylig:
»Biografier er de dannedes Se og Hør eller Kig Ind. Det er de samme interesser og den samme nyfigenhed, der tilfredsstilles,« mener lektoren fra Århus.
De er med andre ord ikke andet end en samling snagere og vindueskiggere, biografi-læserne. Et kig ind i de kendtes, de riges og de berømtes påklædningsværelse er i virkeligheden alt, hvad de vil have. Et stykke med bart og en artig afsløring eller to, serveret i en smuk og læs-værdig indpakning, og de er tilfredse.
Steffen Groth, der netop har skrevet danskspeciale om den litterære biografi, nuancerede den betragtning mere end en anelse i en kronik her i avisen for et par uger siden. Han definerede genrens store styrke som evnen til med fortællingens kunstneriske virkemidler at genoplive et afdødt menneske, »som toner frem for læseren som et åndende, sansende, tænkende og kæmpende individ.«
Biografi-læsere sætter altså pris på en god fortælling, der vibrerer af liv, og muligvis beroliget over den melding, kunne de så læse lektor på Københavns Universitet og kommende Thorkild Hansen-biograf, Poul Behrendt, udtale til Politiken for et par
uger siden at:
»Når biografier har en så stor tiltrækningskraft, så er det jo, fordi skønlitteraturen de seneste 100 år i vidt omfang har distanceret sig fra en historie, der har en begyndelse ved fødslen, et højdepunkt i manddommen og en slutning ved døden. Mange har et stærkt behov for at få sådan en historie fortalt. Biografier er underholdende, men man bliver også hensat i en tilstand af let afsky og tiltrækning.«
Med andre ord; det er faktisk skønlitteraturens egen skyld, at den er i krise. Hvis bare den kunne opføre sig ordentligt og fortælle nogle rigtige historier uden for mange dikkedarer og svinkeærinder, skulle den nok blive både købt og læst. Måske er det i virkeligheden der, den virkelige bog-krise ligger.
