Læsetid: 3 min.

ABB – Anything But Badges

Hvis Ted Kennedy vil snakke med mig, må han komme herover, siger en udmattet credidential-cruiser efter fire dage på den demokratiske partikongres
3. august 2004

Kerry indefra (III)
Som undskyldning for at tage til konventet i Boston siger jeg ja til et job, hvor jeg følger den demokratiske delegation fra South Carolina og skal forsøge at sælge så mange badges som muligt. En af de mest populære på dette års konvent lyder: ’NO C.A.R.B. (kulhydrater, red.) Diet: Cheney, Ashcroft, Rumsfeld and Bush.’ En anden favorit portrætterer Bush på besøg hos paven, som tager sig til hovedet, mens Bush siger: ’They said ’abomination’ (afskyelighed, red.), so I bombed a nation.’ Eller: ’A village in Texas is missing its idiot, ABB – Anything But Bush’, eller ’Like father like son, one term and you’re done’. Bare for at nævne få.
Jeg har aldrig før set så meget junk merchandise. Efter to dage siger jeg op. Det var vist ikke lige mig.

Konventets hellige gral
Credentials, adgangspas til messecentret, synes at være konventets hellige gral, næsten som beskrevet i Dan Browns bestseller, The Da Vinci Code: Ingen ved helt hvordan de ser ud, hvordan man får fat i dem, eller hvad de egentlig giver adgang til. I min jagt på adgang er jeg oppe imod mange tusinde andre, der ligesom jeg er taget til Boston uden at være delegeret eller på anden måde vigtig nok til at være sikret adgang til messecentret. Efter flere dages hardcore networking i Boston, stadig uden credentials, er jeg klar til at tage bussen tilbage til New York. Men heldigvis åbner Boston sine ældede arme, og jeg sikrer mig adgang til messecentret. Bussen må vente. Det samme må søvnen. Jeg snakker med andre credential-cruisere, og alle føler de sig sat tilbage til stemningen og tempoet fra deres college-tid, ikke mindst på grund af sovesalene.
Konventets politiske betydning synes mere og mere udvandet, da Kerrys og Edwards’ kandidaturer er uomtvistelige, og jeg forsøger at få det hele til at give mening.
Nogle af de store donorer og fundraisere er inviteret til konventet og bruger tiden på at pleje forretningsinteresser, i form af lobbyisme i hotelbaren på Park Plaza og Four Seasons.
Om dagen byder GAIN (Grassroot Action Institute & Network) på politiske workshops med titlerne ’For Love or Money. Fundraising’ og ’It’s Party Time: Crowd Building’, mens der afholdes pressemøder og interessegruppemøder for kvinder, latinamerikanere, afroamerikanere og homoseksuelle samt bogsigneringer af Al Franken.
Den mere uformelle snak drejer sig om, hvilke fester aftenen byder på, hvordan man kan komme ind, og hvilke kendte der vil være til stede, og om der mon er fri bar. Efter dagens taler er der et utal af fester arrangeret af Rock the Vote og College Democrats, dog kun til kl. 02, hvor Boston tænder lyset på byens barer. De mest ivrige hænger ud i baren med Ben Affleck, Leonardo DiCaprio, Jerry Springer, Howard Dean eller Michael Moore. Bands som Red Hot Chili Peppers og Black Eyed Peas, Laureen Hill og LL Cool J bakker op om Kerry og giver gratis koncerter.
Konventet vrimler med berømtheder, og man bliver hurtigt immun over for deres tilstedeværelse. Da en ven spørger mig, om han skal introducere mig til senator Ted Kennedy, som fører en samtale et par meter fra os, hører jeg mig selv svare: »Hvis Ted vil snakke, kan han komme over og hilse på.«
Det er ikke udtryk for disrespekt eller arrogance så meget som for en vis udmattelse.

Forløsning
Torsdag aften i messecentret. Jeg får en af de sidste pladser på den øverste balkon, lige under taget, hvor de røde, hvide og blå balloner hænger klar til at blive frigjort. Efter i flere dage at have bevæget mig i en tåge, kommer forløsningen, da Kerry lidt inde i talen siger: ’I accept your nomination for President of the United States.’ Jeg gribes af stemningen og som en ægte amerikansk patriot rejser jeg mig og hujer, mens jeg svinger det 1,3 meter høje Kerry-skilt i luften. Gåsehud spreder sig på mine arme. Konventet synes pludselig at opfylde alle forventninger, så efter at have knaldet tilstrækkelig mange balloner i messecentret, fortsætter jeg med Kerry-badges, skilte og balloner ud i natten, mens jeg tilslutter mig det optimistiske kor: »Hope is on the way!«

*Astrid Haug er studerende og arbejder pt. som frivillig i John Kerrys kampagne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu