Læsetid: 5 min.

Æblekvindens nye sang

Man bør ikke undervurdere en frugtplantage som stormetafor og politisk faktor. Kort sagt: Ritt Bjerregaard er bardus tilbage i brændpunktet
20. august 2004

Portræt
I teaterverdenen har man et teknisk greb, som kaldes deus ex machina. Hvis handlingen træder vande, eller en konflikt synes uløselig, indføres sent i stykket en ny person, som sætter skub i tingene og løser problemet. I tidligere tiders teater, kunne det være en græsk gud, der helt konkret blev hejst ned fra snoreloftet, men i moderne dramatik (og roman) regnes det for et lidt billigt trick, men dog plausibelt, hvis ellers det fungerer.
Som sådan en deus ex machina kom Ritt Bjerregaard bardus og uventet ned midt i den københavnske, socialdemokratiske kamp om, hvem der skal afløse Jens Kramer Mikkelsen og være overborgmesterkandidat. Ritz, ratssch, filiong-gong-gong, tag den, Larsen-Jensen, Berndtson, Hækkerup, Rudai-zky, og hvad I ellers hedder.
Stor ballade i ’familien,’ men hvordan var det nu, det gik med Mogens Lykketoft, da han meldte sig som kandidat til statsministerposten? Frustration og raseri i den ene ende af partiet, opbakning i den anden og – ikke mindst – erkendelse af, at de andre kandidater har for lidt pondus, for små navne, til at de for alvor kan udgøre en trussel for modparten (sig navnet: Pind) i en valgkamp.
En kærkommen anledning for medierne anledning til at drage Ritt Bjerregaards meriter frem, og de er mange – fra hun som medlem af den såkaldte kaffeklub af unge, socialdemokratiske folketingsmedlemmer avancerede til en undervisningsminister, der i satiriske tegninger blev fremstillet med pisk i lak og læder og omtalt som Skole-Ritt. En stor Bastian, som med stram frisure gav skolebørnene og de andre politikere af spanskrøret.

Det fik en brat ende, da hun blev fyret af Anker Jørgensen, fordi hun havde lejet sig ind i en suite på det eksklusive Hotel Ritz på Place Vendome i Paris. Ritz, der er kendt for i tidens løb at have huset folk af Hemingways og prinsesse Dianas status. Selv mente Ritt, hotellet var et godt udgangsposition for lobbyisme frem for et mere ydmygt hotel.
Med rank ryg fastholdt hun sit og tog sin straf, mens det ganske land diskuterede, om det var en rigtig tåre, der i afskedens stund havde vist sig på hendes kind.
Det huede heller ikke Socialdemokratiet og Ekstra Bladet og mange andre, at hun på et tidspunkt havde fingre i en stor, rimeligt billig lejlighed på Vesterbro. Pamperi som sædvanlig i de kredse, ikke? Også her stod hun fast på det, hun opfattede som sin ret.
Det interessante er, at Ritt Bjerregaard er kommet sejrrig ud af al modgang. Formelt har hun fået ret i de to nævnte sager. Der var i det mindste ikke noget kriminelt i det. Og en stor belønning fik hun, da hun blev udnævnt til miljøkommissær i Bruxelles, selvom det også sås som en bekvem landsforvisning.
Straks blev der ballade, da Ritt Bjerregaard kom for skade at sige sandheden: At Europaparlamentet ikke er »et rigtigt parlament«. Nu var det hende, der stod til strambuks.
Så fulgte sagen med dagbogen, som hun skrev for at vise en ny åbenhed om politik og person. Hun blev tvunget til at holde den tilbage, men så trådte Politikens nyudnævnte chefredaktør, Tøger Seidenfaden, i karakter og udgav den uden videre som særsektion i sin avis. En folkelig ’bestseller,’ som siden vist kun er overgået af Dyne-Larsens erindringer.
»EU’s sataniske vers,« kaldte Jyllands-Postens skribent Lasse Ellegaard den senere i en kommentar.
Til gengæld tog hun kegler, da hun trods brækkede hofter efter fald fra en stige dukkede op til politiske topmøder i kørestol.

Er Ritt folkelig? Umiddelbart nej. Hendes tilknappede ansigt og den stramme frisure sender signal om en kontrolfreak. Isdronning er hun blevet kaldt gentagne gange. Ikke desto mindre blev hun stemmemagnet i sin fynske Otterup-kreds, og en nylig offentliggjort meningsanalyse i gratisavisen Urban viste, at 30 procent af københavnerne bakker op om hende som partiets egnede borgmesterkandidat – langt mere end de nærmeste konkurrenter, der alle fik under 10.
Dette til trods for, at der den seneste uge har været frit skud på politikeren, der har måttet høre for magtbrynde, bjergsomhed og for sin alder. Hun er en mumie, skrev en menig læser Hans Jacobsen fra Linnésgade i København – noget uelskværdigt – i Ekstra Bladet (men ville stemme på hende alligevel) Samme blad var på pletten med at gennemgå hendes løn- og pensionistindtægter, som da også var store.
Færre har artiklerne om hendes politiske resultater og meriter været, hvor man – enig eller uenig – kunne pege på love for folkeskolen og de erhvervsfaglige grunduddannelser, enhedsskolen, krav om mere samfunds-relevans i forskningen, opstramning af forholdene på RUC, kritik af automatik i velfærdsstatens udbetalinger, kritik af landbrugets miljøforurening
o. m. a.
Folkeligheden ligger på et helt andet plan, som hun har haft en indbygget sans for. Hos mange vælgere vækker det også respekt, at man ikke lader sig rive om kuld af folkestemninger og mediestorme. Samtidig har hun spillet dygtigt på feminismen, ikke så meget med banale ord som med sit eksempel. En chik, velekviperet, moderne kvinde, der kan lægge de mandlige, politiske modstandere ned i de verbale slagsmål. Sædvanligvis slår hun ikke på, at hun er kvinde, og heller ikke på, at hun er datter af en snedker og opvokset under beskedne kår på Vesterbro. Hun har valgt at lægge al arbejderromantik og ligemageri bag sig. Ligesom hun har valgt det at få børn fra, fordi hun ikke mener det er foreneligt med et politisk engagement på topniveau. (Privat er hun til morgengymnastik og læsning af litteratur (Einar Már Gudmunsson)).

En ofte luftet opfattelse går ud på, at Ritt Bjerregaard er mere brandstifter end brandmajor. Dertil grådig, beregnende og aflægs. Men mennesker, der kender hende godt, taler om hendes intelligens, humor og generøsitet. Så forskelligt kan et mediemenneske opfattes.
Modsat den opfattelse, at hun er vanskelig at samarbejde med, står den, at hun tværtom er god til kompromiser, er ordholdende, og har den for politikere sjældne egenskab, at hun altid siger, hvad hun mener.
Og så har hun sin økologiske æbleplantage i Kirke Eskildstrup på Sjælland, som man ikke skal undervurdere som politisk faktor og stor-metafor.
Nu går hun efter Danmarks svar på The Big Apple, som New York kaldes. Om hun får det pæne lille æble, som København er, ned i sin kurv, bestemmer vælgerne, men uden chance er hun bestemt ikke, når menig læser Steen Flemming Jørgensen forleden følte sig kaldet til at gribe pennen og i sin avis, Jyllands-Posten, skrev: »Bravo, Ritt, du er lige den overborgmester, København har brug for«.

FAKTA
*Jytte Ritt Bjerregaard
(F. 1941). Realeksamen, Christianshavns Gymnasium, 1958.
Lærereksamen, Emdrupborg, 1964.
Byrådsmedlem i Odense 1970-73.
Undervisningsminister 1973 og 1975-78.
Tildelt Dansk Kvindesamfunds Tildepris 1979.
Socialminister 1979-81.
Miljøkommissær ved EU 1995-99.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her