Læsetid: 3 min.

Ærlig retspolitik tak!

4. august 2004

DER ER TALE OM en revolution i dansk retspolitik.
Som beskrevet i Informations sommerserie »FængselsDanmark« består det markante brud med traditionen ikke i, at politikerne taler om en skærpet retspolitik med længere straffe. Den markant nye situation er opstået, fordi et bredt flertal i Folketinget nu også er villig til at betale for de nye fængselspladser, der skal til for at virkeliggøre denne politik.
Næste år vil antallet af fængselspladser være vokset med 550 siden 2002.
Dermed er den uskrevne regel om ’strafmassen konstans’ – som kriminologerne kalder den – faldet væk. Reglen går i al sin enkelhed ud på, at uanset hvad politikerne har talt om de seneste 50 år, så har det vigtigste styrende princip for dansk retspolitik været et loft på antallet af fængselspladser på 3.800. Det styrende princip i retspolitikken har altså hverken været befolkningens retsfølelse, dybere retfærdighedsbetragtninger eller for den sags skyld resocialisering af fangerne.
Loftet var bare politisk bekvemt. Kriminologerne taler om en mangeårig ’politisk borgfred’ og om ’en stille konsensus’. Det var en ’praktisk konsekvens af et stykke forvaltningshistorie, et produkt af økonomiske og administrative beslutninger’, lyder det ligefrem.
Og hvad betyder så det?
Jo, det betyder, at statsminister Poul Schlüter i 1980’erne gerne ville tale længe om konservativ konsekvens, men ikke ville hoste op med de 1.600 kroner pr. døgn pr. indsat, som det koster at have folk siddende bag tremmer i et lukket fængsel. Så da der i begyndelsen af 1980’erne opstod kø til fængslerne, satte Schlüter-regeringen straffene ned for mindre spektakulære forbrydelser som tyveri og færdselsforseelser.
Stilfærdigt og uden at slå på tromme for den konservative inkonsekvens.
I 1990’erne praktiserede eksempelvis justitsminister Frank Jensen samme politik. Han strøg håret tilbage, satte slipset og gik på tv i den bedste sendetid med budskabet om strengere straffe for grov vold. Men det skulle jo helst heller ikke koste noget, og så fik embedsmændene i Kriminalforsorgen lov til at udvide antallet af spritbilister, der afsonede via samfundstjeneste.

SÅLEDES STRAMMEDE man over årene lidt på skruerne i toppen og råbte højt om det, mens man løsnede i bunden og holdt kæft med det. En sidegevinst var, at man med loftet blev fri for at diskutere penge. Kriminologerne har i Information beskrevet loftet på 3.800 som et nærmest ideelt bærende princip for danske retspolitik. Deres argumenter er forståelige: Loftet gav plads til, at strafliberale centralt placerede embedsmænd som direktøren for kriminalforsorgen William Rentzmann og departementschefen i Justitsministeriet Michael Lunn i samråd med eksperterne stille og roligt kunne udforme den danske retspolitik.
Loftet sikrede, at Danmark ikke hoppede med på den fængselsspiral, som skyllede ind over store dele af den vestlige verden, uanset om regeringerne var borgerlige eller ej.
Loftet sikrede også større reel tryghed i Danmark, fordi lange fængselsstraffe generelt hærder forbrydere og gør dem endnu farligere, når de kommer på fri fod.

MEN DET UNÆVNELIGE loft havde også en markant bagside. Det er aldrig blevet diskuteret åbent og ærligt. Der var jo netop tale om en ’stilfærdig konsensus’.
Den danske retspolitik savnede kort sagt demokratisk legitimitet.
Loftet førte til folkelig mistillid til den førte retspolitik. Til kriminologerne, politikerne og bureaukraterne. Denne mistillid var en medvirkende årsag til, at statsminister Anders Foghs kampagne mod eksperter og smagsdommere fik vind i sejlene.
Så selv om bruddet med traditionen trækker dansk retspolitik i en retning, der på længere sigt utvivlsomt vil føre til øget kriminalitet, så kan man af demokratiske årsager glæde sig over, at loftet er faldet væk.
Der er nu mulighed for at tage de vigtige retspolitiske diskussioner om retfærdighed, retsfølelse og resocialisering uden en usynlig bureaukratisk overdommer.
Også den væsentlige diskussion om penge kan komme frem i lyset. For det kan godt være, at befolkningen ønsker hårdere straffe. Men et nyt fængsel til 200 indsatte koster en halv milliard kroner. Hertil kommer enorme driftsomkostninger. Så spørgsmålet er nu om Folketinget hellere skal bruge penge på ungdomsuddannelser end på ungdomsfængsler?
Vil vi i Danmark have amerikanske eller britiske tilstande med en markant større del af den mandlige befolkning bag tremmer? Eller skal Folketinget igen satse på alternativer til frihedsstraf, som for eksempel indførelsen afsoning i eget hjem med elektronisk fodlænke?
Der er masser af vigtige diskussioner. Men det fører ingen vegne, at kriminologerne hæger om fortiden. I hyldesten til en dansk retspolitisk tradition, der dybest set byggede på, at befolkningen blev ført bag lyset.

je

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu