Læsetid: 3 min.

Æv

To af de tre mest imødesete film på CIFF skuffer
26. august 2004

Filmfestival
Uden for konkurrencen på Copenhagen International Film Festival er der især tre film, jeg har glædet mig til at se. Stephen Frys Evelyn Waugh-filmatisering, Bright Young Things, Jan Kounens tegneseriebaserede western, Blueberry og Michael Winterbottoms scifi-drama Code 46. Ingen af de tre film får tilsyneladende dansk biografpremiere, og festivalen er derfor eneste chance for at se dem i en biograf.
Jeg har ikke noget intimt forhold til Evelyn Waugh, ud over at jeg er stor fan af tv-versionen af hans monumentale Gensyn med Brideshead. Men Stephen Fry kender jeg fra flere bøger og har nydt i utallige film- og tv-roller, hvor hans flamboyante personlighed har fået lov til at folde sig ud.
Bright Young Things, Frys instruktørdebut, der fik en lidt ublid medfart af de britiske anmeldere, er præcis, hvad jeg ville forvente fra Frys hånd: Vittig, tempofyldt, kulørt, bidsk og dekadent – både indholdet og de sug-gestive billeder af unge mennesker, der taler, drikker og horer sig gennem et på overfladen uforpligtende liv i 30’ernes swinging London, lige inden Anden Verdenskrig rammer dem som en forfærdelig omgang tømmermænd.

Noget værre rod
Meget i filmen har Fry naturligvis hentet fra Waughs roman, Vile Bodies, men skal man tro kritikken, har Fry, på både godt og ondt, lavet sin helt egen fortolkning af det populære forlæg – alt efter hvem man læser, er instruktøren skiftevis for trofast og ikke trofast nok over for Waugh.
I centrum af den underholdende film står den aspirerende forfatter og journalist Adam (Stephen Campbell Moore) og hans forlovede, Nina (Emily Mortimer), og rundt om parret danser og svanser en broget flok af letlevende mænd og kvinder, politikere, aristokrater, majorer og sladderbladsjournalister.
Fry har befolket Bright Young Things med mange dygtige skuespillere, og de yder allesammen en solid indsats. Men Fry synes at have svært ved at finde kernen i historien – er det en kærlighedsfilm eller et generationsportræt – og den fremstår noget rodet.
Helt kikset er derimod Jan Kounens Blueberry – faktisk er den tæt på at være et makværk af den slags, der bedst lader sig sammenligne med et grimt biluheld. Man burde passere gaden, men ikke kan lade være med at blive stående og glo.
Instruktøren, der gav den etablerede filmverden en fuckfinger med sin brutale debutfilm, Doberman, – blandt andet lod han hovedpersonen tørre sig i røven med et nummer af Cahiers du Cinema – har taget udgangspunkt i Charlier og Girauds respekterede westerntegneserie om løjtnant Mike S. Blueberry.
Men så stopper også al lighed med den Blueberry, vi kender. Åbenbart forsøger Kounen at forene de to væsensforskellige sider af tegneren Girauds talent, den detaljemættede, ekspressive steg fra Blueberry og Girauds alter ego, Moebius’ noget mere stiliserede og syrede udtryk.

Kuriøst indslag
Resultatet er en film, der hverken er det ene eller det andet, og som plotmæssigt ikke hænger sammen eller overhovedet er spændende. Det begynder med enden. Blueberry (Vincent Cassel) tror, at han skal dø og tænker tilbage på sit liv, fra han som ung og grøn ankom til det vilde vesten og måtte lære det hele på den hårde måde.
Han voksede op i en familie af shamaner, og da fremmede trænger ind på indianernes hellige område, er det Blueberry, der må forlade jobbet som marshall i en lille by og tage kampen op under indflydelse af et kraftigt indiansk hallucinogen.
Den sidste halve time af Blueberry er ét langt syretrip, som sikkert ville have vakt jubel i de glade 70’ere, hvor alle som bekendt var konstant skæve. I dag virker sekvensen bare som flot, men overflødig computergejl i en film, der indimellem prøver at være vittig, men som oftest bare er ufrivilligt morsom.
Så er der trods alt lidt mere at hente i den produktive engelske instruktør Michael Winterbottoms stilfærdige scifi-film Code 46, som tilmed er elegant fotograferet af danske Marcel Zyskind. Filmen foregår i en ikke nærmere defineret fremtid, hvor hovedsproget er engelsk iblandet stumper af fransk, spansk og kinesisk, verden er opdelt i store byer og et wasteland udenfor, og menneskets kærlighed og fri vilje ligger i lommen på etaten.
Tim Robbins og Samantha Morton spiller to mennesker, der forelsker sig på tværs af systemet og må sande, at det gør man ikke ustraffet. Handlingsmæssigt er Code 46 en blanding af andre, mere betydelige scifi-film, især Gattaca, Fahrenheit 451 og Blade Runner, men den er alt for uartikuleret fortalt og fænger ikke. På trods af stærkt spil af både Morton og Robbins, er Winterbottoms film derfor ikke andet end et kuriøst indslag i en insteressant instruktørs alsidige karriere.

*www.copenhagenfilmfestival.com

*Mere om CIFF på tema.information.dk/ciff2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu