Læsetid: 3 min.

Afrikansk Union af gode viljer

Afrikanske præsidenter taler varmt om at standse overgreb i Darfur, men de lider af impotens. EU-lande nøler med militærhjælp
21. august 2004

Analyse
På mandag sætter repræsentanter for regimet i Sudan og oprørere i provinsen Darfur sig ved et bord i Nigerias hovedstad, Abuja. Efter at ca. 50.000 mennesker har mistet livet og en million drevet på flugt, vil parterne forhandle. Desværre rejser forhandlerne næppe hjem med en aftale, for Sudans styre er ikke for alvor under pres.
FN’s Sikkerhedsråd har givet Sudans regering en frist frem til den 29. august til at få afvæbnet den bloddryppende Janjaweed-milits og sørge for de internt fordrevnes sikkerhed. Hvis regeringen ikke skærer sin forlængede arm (læs Janjaweed-militsen) af, vil Sikkerhedsrådet indføre ikke nærmere specificerede økonomiske og politiske sanktioner. Det store problem for Sikkerhedsrådet er imidlertid, at det kniber gevaldigt med folk til at holde øje med den sudanske regerings gøren og laden i Darfur.
Tidligere i denne uge sagde FN’s specialudsending til Sudan, Jan Pronk, at »vi kan teste (hvad der foregår, red.) med vores egne folk, men vi har ikke nok. Der er brug for mange flere observatører.«
Signalet er, at de nuværende 120 observatører fra Den Afrikanske Union (AU) er alt for få til et område på størrelse med Frankrig. Pronk efterlyser »tusindvis« af observatører og soldater.
I skrivende stund har AU været i stand til at mønstre 150 soldater fra Rwanda til beskyttelse af observatørerne – yderligere 150 kommer måske til fra Nigeria her i weekenden. Men der er langt til den styrke på 2.000, som AU har tilbudt.

Materiel mangler
Viljen blandt de afrikanske ledere til at standse volden i Darfur er ellers klart til stede. Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo, siger, at »AU skal indfri ønskerne fra befolkningen i Darfur.« Rwandas præsident, Paul Kagame, understreger, at soldaterne fra Rwanda i modsætning til f.eks. FN-soldater i Congo ikke bare vil forsvare sig selv mod angreb, men også »beskytte civile, hvis de er i fare.« Altså ikke noget med at lade fordrevne i stikken, hvis Janjaweed angriber dem.
De to præsidenters beslutsomme og håndfaste står i kontrast til, hvad AU rent faktisk kan stille op.
En sag om transport af soldater fra Rwanda udstiller unionens magtesløshed. I begyndelsen af juli accepterede Sudans præsident, Omar al-Bashir, at AU måtte indsætte 300 soldater i Darfur. Men AU manglede et fly til at transportere de 150 soldater fra Rwandas hovedstad, Kigali, til Darfur. AU bad EU’s formandsland, Holland, om at stå for flytransporten.
Planen var, at de rwandiske soldater skulle indsættes i slutningen af juli. Men først efter AU havde lagt stor diplomatisk pres på hollænderne og gennemført en række forhandlinger, indfriede Holland den 15. august ønsket om transport.
Sagen viser, at de store forhåbninger – om stærke, fællesafrikanske styrker udtrykt i forbindelse med beslutningen om AU’s Sikkerhedsråd for to år siden – på mange måder ligger i lommen på de rige lande. Her er der – Danmark inkluderet – godt nok voksende velvilje over for støtte til afrikanske sikkerhedsoperationer. Men tusinder vil være døde i Sudan, før velviljen er omsat til virkelighed.

Grund til dårlig søvn
USA’s præsident Bush og Storbritanniens premierminister Blair er under pres fra eksempelvis religiøse ledere i deres politiske bagland for at sende soldater til Darfur. Men blandt andet opgaverne i Irak og dårlige erfaringer fra Somalia gør, at de to lande ikke skal have klinket noget.
Hvide soldater fra andre lande skal man heller ikke forvente at se i Darfur. Frankrig vil efter alt at dømme ikke beordre sine soldater i Chad ind over grænsen til Sudan.
De forfulgte i Darfur må sætte deres lid til et slapt AU og sabelraslen fra FN’s Sikkerhedsråd. Det er forståeligt, hvis nogle af flygtningene sover dårligt om natten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her