Efter oliefesten
George Monbiot ved godt, at nogle vil forlange ham henvist til en sindssygeanstalt, når han siger det, men han gør det alligevel:
»Med henblik på landbruget er det klogeste, politikerne kan gøre, at begynde at investere kraftigt i at avle heste og genuddanne nogle mennesker til at håndtere dem. Heste æder ikke fossilt brændsel, derfor får vi brug for dem igen.«
Den britiske forsker, forfatter og samfundsdebattør George Monbiot er en af dem, der forudser store og formentlig konfliktfyldte forandringer, men i et længere tidsperspektiv ikke nødvendigvis til det værre, når den billige olie slipper op.
Fredagens meldinger om nye olieprisstigninger i New York de højeste priser i 21 år, i London de højeste i 14 år understøtter varslerne om, at dagene med olie til under 30 dollar pr. tønde aldrig kommer tilbage. En række uafhængige olieeksperter forudser, at produktionen af billig olie topper i løbet af de allernærmeste år, hvis ikke den allerede er toppet, og at det globale samfunds strid om de tilbageværende reserver bliver stadig mere intens og ondartet.
»Det er rimeligt at sige, at den billige olies æra er ovre,« mener George Monbiot, p.t. gæsteprofessor i planlægning ved Oxford
Brookes University og internationalt kendt for bl.a. sine faste kommentarer i det britiske dagblad The Guardian.
»Olien forsvinder ikke. Men de tilbageværende lagre bliver stadig vanskeligere at udvinde og derfor stadig dyrere. Uanset hvilke energikilder vi fremover baserer os på, vil vi aldrig igen komme til at nyde godt af så billig energi. Og det ændrer alt, for den gældende økonomis kompleksitet bygger på adgangen til billig olie,« siger Monbiot.
»Selv hvis vi skulle få held til at introducere en hel vifte af alternative energikilder, vil vi være nødt til at reducere økonomiens kompleksitet. Der hersker en næsten religiøs tro på teknologien som redskab til at løse alle problemer. Forlad jer på teknologien, hedder det, som det før hed forlad jer på Gud. Når vi siger sådan, glemmer vi nogle af de basale fysiske realiteter, som har karakteriseret olie-æraen, nemlig at olien er utrolig energitæt, ufattelig billig og overordentlig let at udvinde. Der findes ikke noget magen til.«
Hvad med bilerne?
Monbiot forudser de største udfordringer i transportsektoren og i landbruget.
»Vi kan fremstille elektrisk strøm på mange måder og fra mange kilder, men til transport har vi brug for en meget energitæt kilde, for man kan ikke køre rundt med en kæmpe last af energiråstoffer. Det skal også være let brændbart og relativt billigt, hvis vi skal opretholde vort nuværende transportsystem.«
»Der tales med stor entusiasme om brint og brændselsceller, men hvordan producerer man brinten? Skal det ske ved elektrolyse, skal der produceres meget mere elektricitet. At producere de aktuelle mængder el er muligt de næste 50 år, indtil gassen løber ud globalt, men hvis vi skulle øge elproduktionen massivt for at holde alle bilerne på vejene, så vil gassen blive opbrugt meget hurtigere, og vi bliver nødt til at skifte til atomkraft eller kul.«
Ingen af delene kan George Monbiot anbefale.
»Atomkraften indebærer at udskifte én form for uansvarlighed med en anden samt at sende uansvarlighederne videre til de kommende generationer,« siger han med henvisning til atomkraftens fortsat uløste radioaktive affaldsproblem.
»Skifter man til kul, får man et endog større klimaproblem, end vi skaber i øjeblikket, for kul er mere kulstof- og dermed CO2-tæt end gas og olie, og kul er også på andre måder et meget miljøbelastende brændsel. Med kul går vi fra asken
i ilden hvad angår global opvarmning.«
»Folk siger, vi kan lave brint med el produceret af vedvarende energikilder. Vind og sol kan erstatte en del af vor nuværende energiproduktion, men hvis elproduktion skal fordobles eller firedobles for at skaffe brint til den globalt voksende bilpark, så bliver bidraget fra vind og sol en dråbe i havet,« mener George Monbiot.
Noget af brændstofbehovet til bilerne kunne dækkes af biodiesel fremstillet af raps eller andre afgrøder?
»Problemet er dels, at man får meget lidt energi tilbage i forhold til den mængde, man putter ind. Ved produktion af diesel fra raps foretager du et input på én energi-enhed og får måske halvanden tilbage. Med olie er forholdet nærmere 100. Det er altså dyrt og ikke en effektiv måde at lave motorbrændstof på. Men det største problem er pladsen. Jeg har lavet en overslagsberegning over det areal, der skal bruges for at forsyne de britiske privatbiler med biodiesel fra raps. Det vil kræve et dyrkbart areal på Englands størrelse. Altså komplet umuligt. Jeg er miljøforkæmper, men jeg er blevet aktivist mod biodiesel, for går vi den vej, vil verden snart skulle vælge mellem at føde biler eller føde mennesker.«
Ifølge Monbiot er der lidt større energieffektivitet ved at lave biodiesel af træ, men det er stadig ikke godt nok. Arealkravet er stadig enormt, mener han.
Monbiot betvivler ikke, at olieselskaber, bilproducenter og andre vil fortsætte udviklingen af brintbiler og biler, der kører på biodiesel, for hver især at opnå størst mulig del af det kommende marked. Men disse individuelle markedsaktørers nyttige aktiviteter indebærer jo
ikke, at det voksende globale behov i transportsektoren også kan dækkes. Det tror Monbiot ikke, det kan.
»Vi har levet på fossil energi og dermed på lånt tid, og den lånte tid er ved at løbe ud,« siger han.
Omstillingen
»For mig er det eneste fornuftige at gøre økonomien mindre kompleks. Tag landbruget: Vi må gå i gang med en omstilling, så vi ikke får fødevaremangel eller vanvittige prisstigninger på mad, fordi landbruget løber tør for brændstof.«
Det er her, Monbiot nævner forslaget om at investere i heste som fremtidens trækkraft i det britiske landbrug.
»Mindst lige så påtrængende er det at reducere de nødvendige transportafstande, redesigne vores byer ved at bringe mennesker tættere på deres arbejde, indrette skattesystemet så det favoriserer korte rejser frem for lange, give bedre muligheder for fodgængere og
cyklister end for privatbiler.«
»Men vi er i et dilemma: Alle disse ting er mulige, hvis vi gør dem nu, hvor energien er relativt billig, men de bliver meget vanskelige, hvis vi venter til energien er blevet dyr. At ændre byer handler jo om hård infrastrukturel design, som kræver megen energi. Venter vi for længe, bliver det prohibitivt dyrt, fordi energiregningen er steget.«
»Problemet er, at politik i vore dage er reaktiv, den handler om at reagere, når det er for sent eller næsten for sent. Ingen politiker har i dag lyst til at gå til sine vælgere og sige: Vi er nødt til at omdesigne
byen, I kan ikke længere køre bil, som I vil, I må bo tættere på jeres arbejde, vi må stoppe de billige flyvninger osv. Det vil de ikke sige.«
Siger du, at tingene ikke vil ændre sig, før Florida ligger på Atlanterhavets bund, eller Golfstrømmen er gået i stå?
»Vi har to selvstændige, men forbundne problemer. Det ene er olieudtømning, det andet er klimaændringer. Med olien kan krisen med stor sandsynlighed blive akut, fordi vi har en økonomi, der ikke kan opretholdes, når den billige olie er borte. Enten falder økonomien bare fra hinanden, eller også klarer vi at skrue ned og omstrukturere. Det sidste er for mig at se den eneste mulighed.«
»Det er så fristende at sige, at det ene problem nok løser det andet. At en afsked med den billige olie vil bremse klimaændringerne. Men problemet er tidsfaktoren. Klimaproblemet rummer denne store forsinkelse, der betyder, at verden stadig vil blive varmere om 40 år, selv hvis vi forlader olieøkonomien og stopper udledningerne af CO2 nu. Netop den sammenhæng er den værste, man kan komme ud for i
politik, hvor der altid reageres kortsigtet.«
Du siger, at vi må skrue ned for økonomien. Og så siger du ikke mere. Hvad er måden at gøre det på?
»Den grundlæggende vanskelighed er, at der aldrig er nogen, der er gået til kamp for økonomisk nedgang. Ingen er gået på gaden for at råbe Vi kræver mindre, vi kræver mindre. Folk fører altid kampagner for at få mere af noget. Det har på en måde ændret sig med miljøarbejdet, hvor folk i en vis forstand kræver mindre det er bare oftest nogle andre, der skal begrænse sig forurenende virksomheder, bilister i byerne osv. Men der er en kim til at forstå, hvordan det globale system fungerer og sige: Der er altså grundlæggende fysiske grænser for vor eksistens, og hvis vi bevæger os hinsides disse grænser, så kompromitterer vi vore chancer for eksistens i fremtiden.«
»Den erkendelse er en forandringskraft, der i dag måske optager fem-ti procent af menneskeheden. Hvis det bliver en forandringskraft for f.eks. 50 procent, så eksisterer der en mulighed for at komme ud af det rod, vi er i.«
Oprør
Tror du andre lande eller kulturer end Vesten er bedre rustet til at omstille sig til andre værdier og en anden livsform?
»To kategorier af lande vil blive mindre berørt i de tidlige faser af en krise: Dels de meget rige lande, som vil være i stand til at betale for den meget dyre olie. De vil godt nok få økonomisk nedgang og stigende arbejdsløshed, men de vil kunne betale. Og dels de meget fattige lande, som endnu ikke er olie-afhængige. De vil være de mindst berørte. Men alle landene i midten vil komme i store vanskeligheder. Allerede nu betaler Indien dobbelt så meget for en tønde olie som USA, fordi landet ikke har samme købekraft som USA. Indien og Kina og alle andre lande, der er i en aktiv udviklingsfase, vil få meget alvorlige problemer, fordi de bygger på samme energiintensive model som os.«
George Monbiot forudser, at en global oliesult vil give alvorlige spændinger mellem den fattige og den rige verden og mellem fattige og rige mennesker i den vestlige verden. Han sammenligner med udviklingen forud for den franske revolution og siger, at dette kan ses som en slags prærevolutionær
situation. Måske det samme som Pentagon omtaler som optakten til ressourcekrige og -oprør.
»Selv om jeg ikke ser frem til det for det kan blive meget ubehageligt for frygtelig mange mennesker så kan der muligvis komme noget godt ud af det.«
Men der kan blive to slags oprør: Fra dem der kræver del i vores privilegerede livsstil, men måske også fra dem, der lever efter andre værdier og modsætter sig en materialistisk, natur- og menneskeudnyttende økonomi? Dem er der formentlig nogle hundrede millioner af i Indiens landsbyer.
»Ja, men der er også en tredje mulighed og netop i Indien kan den tænkes: Et oprør, som man må kalde fascistisk,« siger Monbiot med henvisning til den fundamentalistiske, højrenationale del af hinduismen, der har paralleller i islamisk fundamentalisme og i fremmedfjendsk højreorientering i
Europa. Alle strømninger der næres af angst for det globaliserede samfunds trusler mod en traditionel livsform og faste værdier.
»I tider med stor global ustabilitet og recession, kan alle mulige monstre dukke op,« siger Monbiot.
Men du finder det uundgåeligt med en eller anden form for meget dramatiske begivenheder som konsekvens af, at den billige olies æra hører op?
»Ja, det gør jeg.«
Skal man kalde dig optimist eller pessimist?
»Det kommer an på, hvilken dag, du spørger mig,« siger George Monbiot.
*Den billige olie er ved at slippe op, og verden må omstille sig til en fremtid, hvor energien bliver dyrere og kommer fra andre kilder. Læs tidligere artikler i Informations serie
Efter oliefesten på tema.information.dk/oliefesten
FAKTA
George Monbiot
*George Monbiot er forfatter til bl.a. bestselleren The Age of Consent: a manifesto for a new world order. Han skriver en fast ugentlig kommentar i The Guardian, har undervist ved britiske universiteter i bl.a. miljøvidenskab og filosofi og forsker p.t. i global miljøpolitik og planlægning. Monbiot har brugt en årrække på at rejse i Sydamerika, Afrika og Asien for at samle viden om globaliseringens virkning på lokale samfund. Monbiot har bl.a. modtaget United Nations Global 500 Award for sit arbejde
