Læsetid: 5 min.

Al-Sadr er resultatet af en fejlslagen politik

Den unge Moqtada al-Sadr har en mangelfuld religiøs baggrund, og var primært kendt på grund af sin berømte far. Men så gik amerikanerne til angreb
19. august 2004

Blålys
Det startede som en sag om censur, da de amerikanske besættelsesmyndigheder den 28. marts 2003 lukkede Moqtada al-Sadrs avis, al-Hawzah, fordi de mente, at den opildnede til vold. Her små fem måneder senere er al-Sadr blevet amerikanernes og den irakiske overgangsregerings største hovedpine. For hver dag der går med amerikanske soldater og kampvogne i den hellige by Najaf, des mere populær synes den oprørske præst at blive blandt især unge, irakiske mænd, og des mindre bliver ministerpræsident Iyad Allawis legitimitet i almindelige irakeres øjne.
Det ironiske ved hele situationen, mener redaktør ved den libanesiske avis Daily Star Rami G. Khouri, er, at Moqtada al-Sadr indtil avislukningen ikke havde nogen nævneværdig støtte uden for de shiamuslimske slumkvarterer.
»Moqtada al-Sadr har aldrig opnået den prestige, som hans familie havde på grund af dens store religiøse lederskab i Irak. Han er Paul Bremers opfindelse, nu centrum for hele verdens opmærksomhed, alene fordi forfejlet amerikansk politik har løftet ham og hans bevægelse op til den position,« skriver Khouri.

Ung leder
Moqtada al-Sadr er i begyndelsen af 30’erne – en ualmindelig ung alder at indtage en religiøs, autoritativ rolle på i et samfund, hvor alder og længden af religiøse studier traditionelt er det som bestemmer, hvem der når helt til top i de religiøse rækker.
Faktisk er Moqtada al-Sadr ikke engang færdiguddannet fra det religiøse Hawza-seminarium i Najaf, og han mangler fuldstændigt de talegaver, som må forventes af en præst, mener journalisten Hazem al-Amin, som tidligere på året mødte Moqtada al-Sadr i Najaf.
»Sætningerne, han udtaler, er klodsede og ufærdige og mangler overbevisningens styrke – næppe hvad man kunne forvente af en mand, for hvem det talte ord er hans levevej (...) Som offentlig taler kommer han ikke på niveau med selv den gennemsnitligt uddannede iraker,« skriver al-Amin i den egyptiske avis al-Ahram.
Han peger også på, at Moqtadas forvirrede udtryk ikke kun handler om måden, hvorpå han taler, men også om indholdet: »Det ene øjeblik råber han op om hellig krig mod amerikanerne, det næste annoncerer han, at han er parat til at forhandle om en våbenhvile.«

God stamtavle
Hvad Moqtada al-Sadr ikke har i munden, har han til gengæld i familien. Som søn af en af Iraks mest respekterede, religiøse autoriteter, Mohammad Sadeq al-Sadr, som sammen med sine to ældste sønner blev dræbt af Saddam Husseins agenter i 1999, har han ganske enkelt arvet en gruppe loyale tilhængere.
»De er alle (i al-Sadr-familien, red.) født til at blive martyrer. Al-Sadr-familiens stamtræ er et revolutionært stamtræ. Og vi deler den samme vision: at få en ordentlig islamisk regering til Irak,« siger Emmad Sejad, der var med i et kortvarigt oprør i kølvandet på drabet på Mohammad Sadeq al-Sadr og nu er med i Mehdi-militsen.
Ligesom faren, Mohammad, begyndte sin offentlige karriere den dag, hans fætter – den højt respekterede shiamuslimske tænker Al-Sayyid Mohammed Baqir al-Sadr – blev henrettet af Saddam Hussein i 1980, tog Moqtada al-Sadr i en alder af 25 år over efter sin far. Og det var fra den magtbase, faren havde opbygget – et netværk af velgørende organisationer – at Moqtada al-Sadr stadfæstede og udbyggede sin magt blandt de fattigste irakere umiddelbart efter Bagdads fald sidste forår.
Hans tilhængere patruljerede i de kaotiske dage gaderne i Sadr City – opkaldt efter faren og omdøbt fra Saddam City – og distribuerede mad, og Moqtada al-Sadr selv markerede sig ved at begynde at prædike ved fredagsbønnerne samt ved at udgive avisen al-Hawzah. Hans budskab var fra starten, at amerikanerne skulle forlade Irak. I juli måned 2003 etablerede han Mehdi-militsen, officielt for at beskytte Iraks helligdomme, som menes at tælle ca. 10.000 mand.
Det er især »de unge og desperate shiitter i de irakiske byers slumkvarterer, som ikke har oplevet nogen fremgang i levestandard efter befrielsen«, som melder sig, siger Dr. Toby Dodge, en Irak-ekspert fra Warwick Universitetet, til BBC.
En af de første til at melde sig i juli sidste år var 29-årige Kathem Rissan:
»Jeg er ikke sikker på, hvad hærens mål er, eller hvornår den vil kæmpe, men jeg vil følge Sadrs ordrer,« sagde den unge frivillige ifølge Financial Times.

Intellektuel kerne
Ifølge The Guardian består gruppens intellektuelle kerne af en stor gruppe unge præstestuderende i 20’erne og i starten af 30’erne, som alle studerede ved Hawza-seminariet i Najaf. Modsat den ældre og mere bredt respekterede shiamuslimske storayatollah Sistani mener al-Sadr og hans folk ikke, at religion og politik bør adskilles. Tværtimod går de ind for indførelsen af et præstestyre som det iranske.
Ifølge iagttagere er hovedparten af den irakiske befolkning imidlertid uenig i al-Sadrs tanker. Alligevel har han formået at få tusinder af shiamuslimer til at vandre til Najaf for at beskytte sig med deres egne kroppe. Han har fået højtstående politikere i Basra og omegn til at kræve løsrivelse fra centralstyret i Bagdad. Og han har – på trods af at han nægtede at deltage – fuldstændig domineret dagsordenen på den irakiske Nationalkongres. Redaktør Rami G. Khouri mener, at den amerikanske strategi med at sætte hårdt mod hårdt er den altovervejende grund til, at det er lykkedes al-Sadr at skabe så megen ravage:
»Denne temmelig perifere og jævne, unge præst kunne kun samle bred støtte, efter at Bremer slog ned på ham (...). Som den kender af byen han er, udnyttede Sadr den amerikanske hårdhændethed til at ramme ind i den dybe følelse af krænkelse, som definerer millioner af umyndiggjorte og marginaliserede unge mænd over alt i Irak og i resten af den arabiske verden,« skriver Rami G. Khouri, som roser den irakiske Nationalkongres for at sende en forhandlingsdelegation afsted til Najaf.
»Konferencens deltagere forstod instinktivt det, som de mere militært tænkende folk i Washington og i Allawi-regeringen ikke havde forstået: Moqtada al-Sadrs bevægelse er først og fremmest et udtryk for en generel forurettethed over udenlandsk besættelse og over de ikke-folkevalgte, autokratiske, arabiske regeringers hårdhændethed. Det er et politisk og følelsesmæssigt fænomen og ikke et militært eller religiøst problem.«
Samme forklaring på den unge præstestuderendes popularitet giver en af al-Sadrs tilhængere: »Moqtada al-Sadr har på en offentlig måde udtrykt, på en modig måde, smerten i irakernes hjerter,« siger den 30-årige præstestuderende sheik Qais al-Qazali til The Guardian.
Ali al-Ubudi, som beskriver sig selv som en uafhængig, shiamuslimsk studerende, mener, at Moqtada al-Sadr har formået at tale til skammen over den svage irakiske modstand under invasionen, som mange irakiske mænd føler: »Moqtada bliver nu set som manden, som reddede shiitternes omdømme. Vi kan ikke længere anses for de føjelige masser, som bød den amerikanske besættelse velkommen,« siger al-Ubudi til Reuters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu