Læsetid: 2 min.

Blo’ba’

Anand helt suveræn i den brasilianske jubilæumsturnering
31. august 2004

Skak
Sao Paolo, den brasilianske storby med en bagatel af cirka 18 millioner indbyggere, har netop fejret sit 450 års jubilæum – med skåltaler, samba og skak. Blandt andet arrangerede man en gigantisk simultanforestilling, hvor 450 skakamatører (én for hvert år byen har eksisteret) var linet op for at tage kampen op mod en håndfuld professionelle mestre.
Og selveste Garry Kasparov kastede glans over foretagendet, ikke blot ved at medvirke i showet, men også ved - i sin kendte selvudslettende stil, havde vi nær sagt – at slå kraftigt på tromme for sit storværk My Great Predecessors (Mine store forgængere), som tidligere er blevet anmeldt her i Information. Kasparov holdt sig dog væk fra den skakmæssigt mest eksklusive begivenhed, nemlig en dobbeltrundet turnering, hvor tre af Brasiliens stærkeste spillere dystede mod eksverdensmester Anatolij Karpov fra Rusland, stormester Morovic Fernandez fra Chile – og inderen Viswanathan Anand, verdens p.t. stærkeste spiller – er vi nogle, der mener. Turneringens forløb bekræftede denne måske lidt vovelige opfattelse - det indiske skakfænomen gennemførte nemlig en sand massakre på resten af feltet og vandt med hele tre points forspring foran nærmeste forfølger, idet facit blev:
1. Anand, Indien, 8.5 p. 2. Morovic Fernandez, Chile, 5,5 p. 3. Leitao, Brasilien, 4.5 p. 4. Karpov, Rusland, 4 p. 5. Vescovi, Brasilien, 4 p. 6. Milos, Brasilien, 3,5 p.
Her ser vi, hvor grusomt Anand behandlede den næstbedste - han har i 6. runde hvid mod Morovic Fernandez:
1.e4 c5 2.Sf3 e6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sc6 5.Sc3 a6 6.Sxc6 bxc6 7.Ld3 d5 8.0–0 Sf6 9.Te1 Lb7 10.Lf4 Le7 11.Df3 Da5 12.a3 d4 13.e5 dxc3 14.exf6 cxb2 15.fxe7 bxa1D 16.Txa1 ...
Anand har givet en kvalitet og har med løberpar i den åbne stilling rigelig kompensation. Sort har ikke nerver til at udholde synet af den hvide bonde på e7, men det følgende træk virker mildest talt suspekt (16. - Dc5 eller måske 16. - Dd5 måtte vel forsøges):
16. - Kxe7 17.Tb1! - (han kan ikke dække løberen nu, idet 17. - Ta7 jo besvares med 18.Le3) - Lc8 18.Dg3 Kf8 19.Ld6+ Kg8 20.Le5 g6 21.Dg5 h6 22.Df6 Th7 23.Lxg6 fxg6 24.Dxg6+ Kf8 25.Ld6+ ...
Og sort opgav.
Som bekendt var skak – i modsætning til en idræt som bueskydning, der jo kræver fordybelse, koncentration og præcision – ikke repræsenteret ved de netop afsluttede olympiske lege i Athen. Skakfolket afholder i stedet deres egen olympiade, der finder sted hvert andet år, dvs. de lige år – så til oktober valfarter alverdens skakfans til Mallorca, hvor man har sat alle sejl til for at skabe et flot arrangement. Det foregår på øens store casino, et springerkast sydvest for Palma.
Det danske holds sammensætning kendes ikke for nærværende, men så vidt vides, har hverken Curt Hansen eller Lars Bo Hansen fundet plads i deres kalender til at medvirke, og et forsigtigt gæt går på, at holdet bliver næsten identisk med det, der kæmpede i slovenske Bled for to år siden. Og også i Mallorca stiller Danmark med et damehold. Det manglede da bare andet ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her