Alt gik efter bogen ved søndagens valg i Tjetjenien. Kremls mand, Alu Alkhanov, blev valgt med næsten 75 procent af de afgivne stemmer. 80 procent mødte op ved urnerne. Og der er ikke afsløret snyd eller fejl ved valgkampen eller optællingen. Det fastslog de eneste tilstedeværende udenlandske valgobservatører, som var fra de tidligere sovjetrepublikkers sammenslutning SNG og fra Den Arabiske Liga.
Hverken SNG eller Ligaen er imidlertid organisationer med udpræget forstand på demokratiske valg, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
Flere uafhængige russiske menneskerettighedsorganisationer bl.a. Memorial og Helsinki-gruppen siger da også det stik modsatte. Både de og en række journalister, der var til stede i søndags, beretter om snyd og censur, ensidig mediedækning ved et valg, der foregik i en atmosfære af angst for både myndigheder og oprørere. Og tilmed efter terrorsprængningerne af de to russiske fly i sidste uge.
OSCE havde nogle repræsentanter i Tjetjenien i en anden anledning, men de var ikke officielle observatører og offentliggør ikke nogen rapport om, hvilken bog valget kørte efter.
Men en drejebog har der været, og den er desværre ved at være alt for velkendt i det tidligere Sovjetunionen. Gamle vaner fra den kommunistiske fortid med skindemokrati og fupvalg er ved at få overtaget over de nytillærte demokratiske procedurer. Fra Hviderusland og Ukraine til Turkmenistan og Tadsjikistan og i skræmmende grad nu også i russiske provinser og altså republikken Tjetjenien. Og folk gider ikke engang protestere.
Ifølge mange meningsmålinger er befolkningerne i mange af de tidligere sovjetrepublikker totalt uden illusioner om, at demokrati er en brugbar og endda fordelagtig styreform for dem. Og de får da heller ikke megen hjælp fra de gamle demokratier i Vesten. Spørgsmålet om demokrati, valg, frie medier, fred i Tjetjenien bliver med garanti slet ikke diskuteret i sortehavsbyen Sotji i dag, hvor præsident Vladimir Putin holder et uformelt topmøde med sine gode venner Jaques Chirac og Gerhard Schröder. Det havde ellers været en god lejlighed til at få en lille snak om at danne fælles front mod det omsiggribende anslag mod demokratiet i terrorbekæmpelsens hellige navn.
Men det centrale emne bliver formentlig snarere bekæmpelse af terror, der hvor den truer olieinteresserne. Og Putin vil som sædvanlig benytte lejligheden til at få støtte til sin linje i Tjetjenien, der går ud på at få kampen mod de tjetjenske oprørere internationalt anerkendt som kamp mod international terrorisme.
De tre statsledere kunne ellers nok trænge til en diskussion med efterfølgende skrivning af drejebog for fred og demokrati. De har jo uden sammenligning iøvrigt alle problemer. Frankrig med baskere og i de tidligere afrikanske kolonier, bla. Algeriet. Putin i Tjetjenien og en række tidligere sovjetkolonier. Og Schröder har en østtysk befolkning, der længes tilbage til en tryg og stabil fortid under en partidiktators sikre styre. Chirac kunne måske lære Putin noget om, hvordan man, som De Gaulle i sin tid gjorde i Frankrig, opbygger en stærk statsmagt efter en stor økonomisk og social nedtur og samtidig får oprettet et demokrati på ruinerne af diktaturet.
Men i stedet udtrykte Chirac før sin afrejse til Sotji som iøvrigt blev forsinket af, at irakere har taget franske gidsler fuld støtte til Putin uden, som det franske dagblad Liberation skriver, at skele til den russiske præsidents totalitære tilbøjeligheder.
De tre vil ikke skrive nogen drejebog for en fredelig, demokratisk udvikling af Kaukasus, Centralasien, eller for den sags skyld andre steder, som Afrika eller Mellemøsten.
De vil i stedet være enige om at vende det blinde øje til Tjetjeniens endeløse lidelser. Imens har Tjetjenien fået en ny leder, som kun meget Kreml-tro kommentatorer tror på vil kunne rette op på situationen i republikken.
Som en russisk kommentator skrev i går: »Det her er ikke De Olympiske Lege, for her er alt forudbestemt. Det her er ikke De Olympiske Lege, hvor det er vigtigst blot at være med. Her er det sejren, det drejer sig om«.
