Læsetid: 5 min.

En bombe under familien

Krigen slår til mod en konfliktramt dansk familie i Susanne Biers på mange måder mesterlige og dybt alvorlige ’Brødre’
27. august 2004

Ny film
Dansk film er faretruende nær ved at få en ny mester-instruktør. Faretruende, for er man først blevet mester, kan det kun gå tilbage. Men i disse år er det lige det modsatte, der sker for Susanne Bier. Med en enkelt undtagelse (den svenske Livet er en slager) er hendes senere film, kulminerende i Elsker dig for evigt og nu Brødre, blevet bedre og bedre – sikrere kontrollerede, psykologisk mere dybtgravende og fra start til slut uomgængeligt intense.
Ikke mindst den emotionelle styrke er påfaldende. Bier har en særlig evne til at bringe tilskueren i følelsesmæssig øjenhøjde med sine personer, så man suges ind i en kontinuérlig nærkontakt. Intimiteten er hendes sfære. Brødre holdt mig i en skruestik fra sin bedragerisk stilfærdige indledning til en tredieakt, der flænser de tre hovedpersoners følelsesliv op på en næsten ubærlig måde. Scene for scene rammer plet med den blanding af lethed og skarphed, af upåfaldende præcision i alle detaljer, der afslører – ja, netop mesteren.

Det store skift
Brødre ligner mange af Biers tidligere film ved sin kærligt-kritiske fokusering på familien, men denne gang bringes noget afgørende nyt ind: det danske militær-engagement i internationale konflikter og de deraf følgende tragedier.
»Filmen handler om det paradigme-skift, der er sket i vores samfund. En erkendelse af, at krig og terror også bor her, og at vi ikke længere er et lille beskyttet univers,« skriver instruktøren i en lille programindledning. Og det er netop sammenkædningen af danske værdier – familielivet på godt og ondt – med den fremmede rædsel, som giver filmen en uventet resonans.
Hvor langt kan en moralsk retlinet dansk major (Ulrich Thomsen) drives ud i barbariet? Og hvordan kan han genoptage sit gamle familieliv med erfaringer, der er så frygtelige, at han har al mulig grund til at skjule dem?
Vores viden om krigens brutalisering af vestlige soldater er større nu, end da Brødre blev optaget for et lille års tid siden, og den indsigt formindsker bestemt ikke filmens virkning. Men den moralske udfordring, der ligger i Brødres historie, er almen. Den handler dybest set om smerten ved at opleve den ultimative skændsel – og vilkårerne for at overleve den. – »Er du død igen?« spørger en af Michaels små døtre, da han er vendt hjem og et øjeblik lægger sig helt stille med lukkede øjne på sengen sammen med familien, i et forgæves forsøg på at blive sig selv. Nej, for man kan jo ikke dø flere gange. Eller kan man?

Tallet to
Fortællingen i Brødre glider frem med suveræn naturlighed, men er stramt konstrueret efter et dualistisk princip. To brødres historier spejler sig i hinanden. I centrum har vi den stærke, velafbalancerede Michael, der er en slags broder-vogter for det svage sorte får Jannik (Nikolaj Lie Kaas), som netop har afsonet en dom for bankrøveri.
Begge kommer de i et dybt anfægtende skyld-forhold til en kvinde, og begge håndterer skydevåben på en måde, der kan blive fatal. For den ene går det frem i takt med, at det går tilbage for den anden. Begge forældre prøver lukke øjnene for brødrenes problemer, men det gør Michaels to småpiger ikke. Den ene er blond og ligetil, den anden mørk og kompliceret. Og ja – måske kan man dø to gange.
I historiens emotionelle centrum står eneren – Michaels kone Sarah (Connie Nielsen), lidt af et vidunder af varme og sødmefuldhed. Et portræt domineret af en så traditionelt smuk, blid kvindelighed, at det næsten virker som en provokation. På et indflettet drømme-plan, hvor alt er forenklet natur, erklærer Michael hende sin kærlighed – her er måske hans indre redningsplanke. Kun hun kan genoplive ham fra hans anden død. Det feminine ses i hvert fald som livets basalværdi, adskilt fra de våbenbærende og krigførende mænd.

Opløst familie
Sådan er grund-skemaet, men tro ikke, at dramaet bliver tørt af at være artistisk stringent. Hjulpet af manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensens fremragende replikker, der sjældent har været mere mundret ladede (hvilket siger en del!) orkestrerer Bier sine scener, så de rummer tilsyneladende modstridende tonearter: humor, ømhed, grusomhed – alt i genkendelig hverdags-klædedragt.
Hele det underliggende familiedrama – med Nikolaj Lie Kaas’ impulsive kvajpande, der gang på gang ydmyges af Bent Mejdings hjælpeløse patriark, med Solbjørg Højfeldts neurotisk fortrængende mor, og med to småpiger i et virtuost håndteret samspil med de øvrige – hele dette kontrastrige menageri levendegøres med stor og befriende galgenhumoristisk indsigt.
Her er små, næsten henkastede scener, der bliver bevægende ved deres skæve vinkel – som når Højfeldts mor i sin sorg sidder og fumler med at bringe orden i sønnens pladesamling eller Mejdings far efter en begravelse drikker sig fuld, opfører sig utilgiveligt overfor Kaas og degraderes til bilens bagsæde.
Pointen er, at dette borgerskab i eminent grad mangler redskaber til at klare katastrofen. Vi er et land i krig, men først og fremmest med os selv.
Thomsen i verdensklasse
Det er næsten trivielt at gentage det om en god dansk film, alligevel må det siges: spillet er godt, af og til i verdensklasse.
Ulrich Thomsen er i mine øjne endnu bedre end i Arven, denne gang i en vanskelig rolle, fordi major Michael basalt er så regulær, sympatisk en fyr, og det er jo ikke så spændende. Men her er samtidig en farlig understrøm – og en forvandling gennenmført med en ulidelig indre smerte, der rent ud hypnotiserer. Nikolaj Lie Kaas får med charme det forvoksede, sårbare problembarn frem i Jannik og er især god i en scene, hvor han fortæller om sin kontakt med en kvindelig bankfunktionær. Den internationale stjerne Connie Nielsen, her lutter mælk og honning, underspiller sympatisk den lidt svagere skrevne kvindehovedrolle, mens Paw Henriksen tegner sin angst-bedøvede krigsfange rystende hudløst. Han er forrygende talentfuld!
Det samme er fotografen Morten Søborg, der her finder frem til en modereret håndholdt kameraføring, som forener ekstrem smidighed med en fin vekslen mellem nærbilleder og totaler. Og med sine lidt rå, rødbrune farvetoner skaber en velgørende soberhed, der langt fra udelukker det stemningsfulde. Klipningen er passende suggestiv og skaber antydninger af telepati mellem personer på tusindvis af kilometers afstand af hinanden. I selve filmsproget udtrykkes det, at det fjerne er kommet nær på os.
Kun den lidt for følelsesfulde underlægningsmusik holder ikke standarden, og man kan anholde et par sandsynlighedsbrist – eller i hvert fald forklaringshuller – i historien (Michaels mirakuløse overlevelse, den senere skrigende mangel på psykologhjælp). Og det virker som en fejl-casting at placere Niels Olsens kære, kendte komikeransigt som Michaels militære overordnede.
Men det er mindre overflade-sandsynlighed end følelsesrealisme, Susanne Bier søger, når hun lægger sin bombe under den danske familie. I indkredsningen af personernes relationer overbeviser historien i hver meter, på en måde, der gør Brødre til en af de væsentligste danske film fra de senere år.

*Brødre. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. Dansk (Grand, Dagmar, Empire, Palladium, Palads, CinemaX)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her