Læsetid: 3 min.

Connie

4. august 2004

VELKOMMEN HJEM, Connie! Sådan hujede de plakater, som hastigt forsamlede medlemmer af Konservativ Ungdom svingede på Amalienborg Slotsplads i mandags. Jovist, ved regeringsrokaden er det den nyudnævnte konservative miljøminister, Connie Hedegaard, der stjæler forestillingen. Ikke bare på Slotspladsen, men hele mediemanegen rundt. Hun er den eneste af de nyudnævnte, som oppositionen føler sig nødsaget til at sige nydeligt om.
I et Konservativt Folkeparti plaget af talentmangel er det noget af drømmeprinsesse, partileder Bendt Bendtsen har tryllet frem. Her er hendes dyder:
*Hun er en slags ung i politik, 43 år
*Hun har tung christiansborgsk erfaring, var medlem af Folketinget 1984-90, de sidste to år – under Poul Schlüters VKR-regering – sit partis politiske ordfører
*Hendes 14-årige fravær fra politik har holdt hende på afstand af de giftige indre konservative stridigheder
*Som tv-journalist har hun givet den anstændige borgerlighed et ansigt. Og det er ikke bare image, for hun er kompetent, lyttende, indlevet og kontant. Tilmed et venligt menneske.

JAMEN, SÅ SKULLE alle jo være glade. Mnjaee, mislyde har allerede sneget sig ind. På lederplads i det for tiden gumpetungt borgerlige Berlingske knirkede det i går: »Hvis der er murren i den konservative gruppe over Connie Hedegaards overraskende comeback til den politiske scene, er det mere end forståeligt.«
Mere end forståeligt? Jo, lyder avisens forklaring: »Udnævnelse af Hedegaard kan dårligt ses som andet end Bendt Bendtsens forsøg på – til skuffelse for blandt andre Brian Mikkelsen og Lene Espersen – at finde sin afløser uden for folketingsgruppen, og mon ikke Hedegaard snart optræder i en sikker kreds?«
De grimme Berlingske anelser om et konservativt paladskup kan finde bekræftelse i Politiken, der oplyser, at den sikre konservative Køge-kreds stadig henligger ledig, efter at Gitte Seebergs har fundet ly i EU-Parlamentet.
Skal vi gætte på, at ikke alle i den konservative folketingsgrupper krydser fingre for, at det må gå Connie Hedegaard godt i Miljøministeriet.

SKIDT DA MED det, kan nogle sige. Efter Hans Chr. Schmidt ville selv Kulsoen lyse op i miljølandskabet.
Men nej, så nemt er det ikke. Selvsagt vil Connie Hedegaard bringe en anden stil end Schmidts lurendrejeri ind i embedet. I praktisk dansk politik er det imidlertid sådan, at ændring i tingenes bestående tilstand kræver begge regeringspartiers indforståelse. Da Venstre efter regeringsdannelsen gik løs med økse og Lomborg på miljøet, forholdt De Konservative sig apatiske. Som om de aldrig selv havde haft en miljøpolitik og en miljøminister Per Stig Møller.
Nu har Venstre raset ud i splitning og nedhugning af miljøet. En konservativ minister kan ikke genopbygge det uden Venstres medvirken. Kan den forventes? I går i Politiken siger V-formanden for Folketingets miljøudvalg, Schmidts værre halvdel Eyvind Vesselbo:
»Regeringen har vedtaget en miljøpolitik, og den vil køre videre.«
Forstår du den, Connie? Meningen vil i hvert fald gå op for dig, når du:
*Skal udmønte VKO-forliget om ny kommunal struktur i lovforslag. Natur- og miljøbeskyttelsen bliver mere formel end reel, når den fremover ligger i kommunernes hule hånd. Tror du, Connie, at Løkke er villig til at ændre i det?
*Skal prøve at få Danmark op af EU’s dumpeklasse og i den lederrolle, landet engang spillede. Tror du, Connie, at regeringens V-ministre vil give dig råderum – og støtte?
*Skal prøve at skaffe bevillinger og personale, efter at Fogh, Thor Pedersen og Schmidt har skåret dybere end til benet. Vil stats- og finansministeren nu hjælpe deres nye konservative kollega? Hvad tror du, Connie? Og hvor hjælpsom tror du, den konservative folketingsgruppe vil være?
Connie Hedegaard er også forhåbningen om et konservativt parti som den borgerlige anstændigheds samlingspunkt. Andre fremtrædende konservative – fra John Christmas Møller i 1920’erne, 30’erne og 40’erne, Poul Møller i 1950’erne og 60’erne og Haunstrup Clemmensen i 1970’erne – har søgt den socialt ansvarlige midterlinje. De er endt med at måtte erkende, at det, de ville gøre partiet til, ønskede partiet ikke at være.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu