Læsetid: 4 min.

’Det er cool at stemme’

P Diddy – og hvad han ellers kalder sig – er middelmådig til alt andet end at genopfinde sig selv. P.t. lokker hans nyeste (ego)trip millioner af unge til at krydse af ved Bush eller Kerry. En dag bliver han måske USA’s første sorte præsident
6. august 2004

Musik
Ringer der en klokke, hvis jeg skriver »P«, og I svarer »Diddy«?
Hvad nu hvis jeg i stedet siger »Puff«, og I siger »Daddy«?
Eller vi prøver samme koncept med »Puf-« og »-fy«? Eller »Sean« og »Combs«? »Sean« og »John«? »Bad Boy« og »C-E-O«?
Nå, det kommer faktisk også ud på ét. Mulighederne er mange, når talen falder på en af medieverdenens hurtigst voksende moguler. 34-årige Sean ’P Diddy’ Combs har været her, dér og alle vegne, siden hans flommefede kammersjuk Christopher Wallace (bedre kendt som gangstarapperen Notorious B.I.G og alter egoet Biggie Smalls) blev gennemhullet af en håndfuld dræbende kugler tilbage i 1997. Det var sidste gang, at Diddy holdt sig fra at være midtpunkt i såvel festen som balladen.
Først lavede han – under Puff Daddy-aliaset – hyldesten »I’ll Be Missing You«, der på det pinligste skamred Stings stinkende lækre klassiker »Every Breath You Take«.
Siden udgav ejeren af NYC-pladeselskabet Bad Boy Entertainment – for det havde Diddy allerede stiftet nogle år tidligere – en række platinsælgende plader, som endte med at udstille hans begrænsede evner som rimsmed og performer, men også understregede hans evner inden for storhedsvanvid og selviscenesættelse.
Da pengetanken for alvor bugnede, fik den lige et nøk ekstra med rapperens/producerens/direktørens – og nu også skyggedesignerens – lancering af sit eget tøjmærke, megasællerten Sean John.
Det sideprojekt kunne Diddy så gå og hygge sig med, når han ikke lige udgav comebackplader under nyt ’kunstner’navn, besteg popsangerinden, danserinden og skuespillerinden Jennifer Lopez (a.k.a. J-Lo) eller forsvarede sig mod sigtelser for flugtbilisme og ulovlig våbenbesiddelse ved byretten i New York.

Efter at manden med de mange navne og stillinger blev henholdsvis frikendt for de kriminelle småtterier og dumpet af J-Lo, gav han sig i kast med forberedelserne til metropolens traditionsrige maratonløb og hovedrollen i Broadway-musicalen Raisin In the Sun. Som med alt andet gennemførte Diddy, og som med alt andet (undtagen det med at promovere sig selv) gjorde han det middelmådigt. Tiden 4 timer og 15 minutter for de 42,195 kilometer er ikke just prangende – og det var teaterkritikernes superlativer heller ikke efter skuespilsdebuten.
Nu har denne Diddy så fundet sig et nyt projekt. Han vil redde november-valget og have indflydelse på, hvem der bliver USA's præsident de kommende fire år. Derfor opfordrer multimanden under sit hjemmelavede og en anelse bølleagtige slogan, »Vote Or Die«, MTV-generationen til at give sit besyv med ved stemmeurnerne om godt tre måneder. Der findes i alt 42 millioner amerikanere mellem 18 og 30 år, og dem mener Diddy nok, at han skulle være mand for at få aktiveret. Især hvis valget står mellem valg eller død.
Diddy har muligvis ret. Forleden gæstede han det ekstremt populære TRL-program på MTV, hvor han live forklarede vigtigheden af Citizen Change, som hans vælgerorganisation hedder.
»YOU can change history,« gejlede han foran det skrigende teenagepublikum, der var trukket i T-shirtsene med »Vote Or Die«-logoet på. Sponsoreret af designermærkerne Tommy Hilfiger, Ecko, Phat Farm og ... Diddys eget Sean John.
Senere i den direkte transmission omskrev han Gil Scott-Herons klassiske sangtitel fra 1970 ved simpelthen at fjerne nægtelsen not:
»The revolution will be televised,« tordnede han med sine let udstående fortænder, der tog sig ekstra ekstreme ud, når kameraet zoomede ind.
Responsen var tårer og hyl fra de stadig mere hysteriske publikummer, der tenderede en nedsmeltende masse, da også raplegenden Jay-Z entrerede programmet og opfordrede seerne til at stemme til november.
Diddy har altså held til, med egne ord, at gøre det »cool at stemme.«
Det er tragikomisk, fordi ægte pionerer fra hiphopkulturen netop har forsøgt at mobilisere de unge vælgere i årevis. Eksempelvis Russel Simmons – stifteren af Run-D.M.C.’s legendariske pladeselskab, Def Jam – der via græsrodsnetværket Hip-Hop Summit Action har registreret førstegangsvælgere i forbindelse med koncerter og workshops.
Modsat den Bush-indignerede Russel Simmons har Diddy dog ingen officielle præsidentpræferencer. Et godt bud er Kerry, fordi det netop var de manglende stemmer fra unge – især sorte unge – sofavælgere, som kostede Demokraterne sejren for snart fire år siden.
Men glatte Diddy vil selvfølgelig ikke risikere at lægge sig mere ud end højst nødvendigt med Bush. For hvem ved, hvad sådan en stodder kan bruges til engang i fremtiden? Måske planlægger han endnu et spor på sin gigantiske motorvej af en karriere. At blive USA’s første sorte præsident virker i hvert fald ikke som en utopi – allerhøjst en ond drøm – for Diddy om et årti eller halvandet. Hans tag på medierne er enormt, og i Detroit har den siddende borgme-ster bevist, at der ligger et uforløst stemmepotentiale og lurer i hiphop-retorikken.
At Diddy så har en blakket fortid og kun går for at være medium god til alt andet end at promovere sig selv, skulle næppe være nogen forhindring.
www.citizenchange.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her