Læsetid: 4 min.

Dødsulykker og sommervarme

Tv er straks på pletten og tv-journalisterne stiller vanvittig intelligente spørgsmål, så som: Hvordan har du det lige nu? Hvordan føles det at få at vide, at din søn er død?
14. august 2004

København
Der har været mange dødsulykker denne sommer. Sidste år var det overfald på småpiger, i år er det dødsulykker. Først busulykken i Tyskland, så et polterabendselskab på fire, der omkom.
Da min far døde i togulykken ved Sorø i 1988, var det mig, der prøvede at finde ham og til sidst identificerede ham i Slagelse kapel. Hele dagen kørte jeg rundt på politistationer og hospitaler i området, en ulykke af en vis størrelse skaber kaos med hensyn til hvem, der er blevet kørt hvorhen og af hvem. Det var uden sammenligning den værste dag i mit liv, og det var utrolig stressende ikke at kunne få besked. Politi henviste politi, den ene hospital henviste til det næste, sygeplejersker anede ikke deres levende råd, holdt oplysninger tilbage. Jeg fik besked om ulykken om formiddagen, og jeg fandt først min far sent om eftermiddagen.
I løbet af dagen blev jeg opsøgt af en journalist, og jeg kan huske, at jeg havde mest lyst til at pande ham ned. Det var mig totalt ubegribeligt, at man kunne være så ufølsom, at man kunne møve sig ind på folk, der i bogstaveligste forstand er ved at gå op i limningen – bare for at kunne skrive en saftig katastrofehistorie til avisen dagen efter. Det er muligt, at det er mig, der er sart, men jeg oplevede det som dybt krænkende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været i dag: Så havde tv sikkert insisteret på at se mig bryde sammen for åben skærm. Så havde jeg oveni alt det andet, været nødt til at diskutere med et helt tv-hold.

Ugen før min far døde, døde min veninde fra skoletiden, eller rettere: Hun blev slået ihjel. Når jeg fortæller om det, virker det så absurd, at det næsten ikke er til at tro. I 1987 havde min veninde og jeg været i Nicaragua for at plukke kaffe, og der var Anne, som hun hed, faldet for en af disse lækre sandinister med pandebånd om hovedet og håndgranater surret fast til brystet. Vi havde deltaget i en international kaffebrigade i bjergene. I seks uger havde vi sammen med 150 andre unge mennesker fra hele verden været oppe hver morgen klokken fem for i daggryet at råbe anti-amerikanske slagord. Dagen lang havde vi stået med hænderne inde i kaffebuske, der af og til også gemte på slanger og giftlarver. Kontraerne var stadig aktive, de kom myldrende ind over grænsen fra Honduras. Det var derfor, at vi var organiseret militært i kvadriller og pelotoner. Jeg var i lejrledelsen og gik i fuld alvor og diskuterede forsvar med en række Che Guevara-kloner. Og Anne blev forelsket.

Da hun året efter vendte tilbage til Nicaragua, var romancen var vist ikke længere så hot. Anne tog til hovedstaden Managua, hvor hun sammen med en anden veninde var inde at se en baseballkamp. På vej hjem blev de overfaldet. Anne gik i grønt militærtøj, det var det mest praktiske, når man skulle op i bjergene, og derfor har overfaldmændene nok misforstået situationen. Da hun rakte ind efter sin mavepung, har de sikkert troet, at hun rakte ind efter et våben. Og så skød de. Og dræbte hende. Dengang var det stadig Daniel Ortega, der var præsident, og før Annes lig blev balsameret og fløjet til Danmark, blev der afholdt en mindehøjtidelighed, hvor han var til stede.
Den veninde, der havde været sammen med Anne under overfaldet, var for rystet til at sige noget, så derfor blev det mig, der til begravelsen holdt tale på vennernes vegne. Jeg ringede hver dag til min far, der var den eneste, der havde en smule snor i mig, de fleste var jo med god grund mest bekymrede for Annes forældre. I ugen op til begravelsen var jeg dog temmelig bekymret for, hvordan jeg skulle få holdt den tale. Jeg var bange for at besvime, kaste op, forsvinde fra jordens overfalde i en sky af angst. Men jeg fik holdt talen, og bagefter var jeg så lettet, som jeg aldrig havde følt mig før.
Begravelsen blev holdt om lørdagen, om søndagen tog jeg ned til min far som boede i Skælskør. Mandag morgen var det så, at min mor ringede og sagde, at der havde været en togulykke i Sorø, og at min far ikke var mødt på arbejde. Det hele startede forfra. Ny begravelse, ny tale. Hvor kræfterne kom fra, ved jeg ikke. Men jeg ved, at der ikke er noget mere følsomt end et menneske i chok. Man skal være forsigtig, når man er sammen med det menneske. Man skal ikke tvære en kameralinse ud i hovedet på det.
Der er en lang række andre ting, man heller ikke skal gøre. Men det må blive en anden klumme.

weekend@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her