Læsetid 12 min.

Doping og det andet synspunkt

Politikerne slår syv kors for sig, når de taler mod doping. Atleterne taler indbyrdes om det på en anden måde – som en faktor, de må leve med i realiteternes verden. Idrætsforskeren Verner Møller udreder her en række moralsk-filosofiske aspekter
20. august 2004

Verner Møller, hvad ser du som den centrale problemstilling omkring doping lige nu?
»At vi ikke aner, hvordan vi skal gribe den an, og at det er helt vanvittigt, sådan som det politisk gribes an.«
– Hvordan vanvittigt? Brian Mikkelsen har gjort en masse for at stoppe det.
»Brian Mikkelsen har som andre politikere rundt om i verden sat sig i en total vindersituation. Han siger: »Jeg går imod doping. Vi skal gøre alt for at bekæmpe doping«. Men hvem kan gå ind og sige: »Nej, det er jeg uenig med dig i. Selvfølgelig skal vi fremme doping«. Det kan man ikke. Altså begynder man fuldstændig hovedløst at jagte atleterne uden at tænke på konsekvenserne.«
– Vel også fordi, det er snyd?
»En del af det at dyrke sport implicerer også det at forsøge at snyde. Det hører i en eller anden forstand med. Det ved sportsfolk. Hvis vi kan filme os til et straffespark, så gør vi det, og når de andre gør det, bliver vi jo ikke så moralsk forargede, at så gider vi ikke være med mere. I stedet prøver vi at filme os til et straffespark oppe i den anden ende. Nuvel, uden regler ville det ende i kluddermor.
Men det, der driver sportsfolk, er viljen til sejr. Det gør, at nogle gider træne meget mere end andre, og at vi får noget, vi gider betale for at se på. Så ser
atleterne sig om og får øje på nogle idrætspsykologer, som med mental træning kan give dem en fordel. Jamen, dem, der bruger sådan en, det er jo snyd, ikke?
– Men dog fuldt lovligt!
»Hvad der er lovligt og ulovligt, er arbitrært. Hvor der er mulighed for at vinde en fordel, om så ved snyd, gør vi det. Vi vil vinde og ikke nødvendigvis på fair vis. Faktisk kan der ligge en fordelagtig kalkulation i at snyde.«
– Men derfra og til at stikke sig med en sprøjte?
»I dag kan vi ikke optimere præstationerne mere via træning, men så er der på markedet probate midler, noget medicin, som kan fremme din præstation. Det ligger som en stærk fristelse. Så indføres der en spilleregel om en hæmokritværdi og en test, som er til at forvalte. Det er bare ikke godt nok for omverdenen, som vil, at atleterne skal være fuldstændig økologisk rene. Det med doping må slet ikke være der.«
– Er det ikke ok?
»Først kan man spørge: Hvorfor er du og jeg så optaget af, hvad de må og
ikke må, når de selv har en kultur, hvori man får tingene til at køre til alles tilfredshed. Det er et synspunkt, man godt kunne indtage: At det er op til dem selv. De har deres organisationer, UCI og DCU, osv. Hvis vi så finder ud af, at det ikke er godt, folk risikerer at dø, og sporten mister seerinteressen, så vil disse organer lave reglerne, så det ikke sker.«
– Alligevel kan atleterne vel blive presset af en ond sportsdirektør?
»Ham kan det internationale forbund jo ikke blive presset af. Men det, du peger på, er, at det er synd for de atleterne, der helst ikke vil dopes. Du melder dig som far for den atlet og påtager dig en formynderrolle. Det er jeg skeptisk overfor. Man må skelne mellem dopingtvang og dopingbrug. Tvang kan vi alle med en håndbevægelse tage afstand fra. Det at man i Østeuropa gav børn ’vitaminpiller’ – de anede ikke, at de blev dopet.
Det har man givet til børn, hunde og heste, og i alle de tilfælde bør man her tage afstand, for de kan ikke sige fra. Når man taler om myndige mennesker, synes jeg, man må sige, at de har en ret til at forvalte deres eget liv.
– Som når andre mennesker tager en sovepille?
»Det kan man jo gøre, hvis man vil. Også alkohol.«
– Hvad er så alternativet til indblanding oppefra?
»At sporten kan regulere det selv. Den bliver aldrig fuldstændig ren. Fri-stelsen vil blive benyttet, og jo mere restriktive, vi bliver med overvågning og kontrol… ja, det minder lidt om alko-holforbuddet i USA, som gav en fan-
tastisk forretning til Al Capone. Lige præcis med det renhedshysteri, er vi ved at lave et wild west derude. Ingen tør tale sammen for at få det organiseret på en hensigtsmæssig måde. Atleterne taler om det, men ellers er kommunikationen hørt op. I virkeligheden driver man det mafiøse i vejret på den her måde.«
– Er det lige almindeligt i alle sportsgrene?
»Det, man kan konstatere, er, at der, hvor man begynder at lede efter det, der finder man det også. Det havde aldrig været i fodbold… indtil man begyndte at lede efter det. Der har vi det også lidt dobbelt, for hvis Brian eller Michael Laudrup havde ondt og stillede op på en smertestillende sprøjte – sådan set en præstationsfremmende foranstaltning – så var han en helt, der ofrede sig for sagen. Men bloddoping var sådan noget, nyrepatienter fik, epo og den slags. De lå der og fik nåle i armen som ved intravenøs føde. Det var da også for slemt...«
– Og ulækkert?
»Ja, for når det ikke er noget, vi selv kan lide, så vil vi ikke have, at andre gør det. Ligesom vi heller ikke synes om dem, der spiser kakerlakker.«
– Ved siden af en slags spejdermoral ligger et andet synspunkt og murrer i sportsverdenen?
»Ja. Dem, der bebor den kultur, ved udmærket, hvordan den skal virke. Så kommer der nye ting udefra. Det kan være deres kommunikationsudstyr eller nye cykelstyr, og noget vil de godt være med til og andet siger de fra over for, fordi det ødelægger sporten.«
– Er det, du ønsker, sammenligneligt med advokat- og pressenævn, som skal holde justits i egne rækker?
»Det tror jeg da. Pointen er, at kulturer er meget gode til at opretholde sig selv. Dem, der står uden for, kigger på de andre som fremmede, og dem, der ikke lever op til vores værdier vil vi gerne lave om på. Men de kulturer, vi har været ovre for at hjælpe, har vi kvalt.«
– På globalt plan?
»Jamen, det har vi da. Nu skal vi med vores gud ud at missionere. Hvorved de oprindelig folk taber deres identitet og evne til at forvalte sig selv. Men det gik egentlig meget godt, før vi begyndte at blande os. Det til trods for, at de røg kokablade og hyggede sig med det – fra sæson til sæson, fra generation til generation.«
– Er det dit private synspunkt, at vi ikke skal lovgive om doping?
»Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det bedste, man kan gør, er, at lade sporten forvalte sig selv.«
– Risikoen for at blive forsøgsmark for medicinalindustrien vel i den grad til stede så?
»Nej, så er det sporten, der inviterer medicinen ind, hvis den synes, den skal ind.«
– I racersport er det vel Ferrari, der siger, at nu skal den nyeste model afprøves?
»Men her er det så, jeg har tillid til, at det internationale forbund vil sige, at det ikke er det, sporten drejer sig om. Her drejer det sig om at køre cykelløb. Den vil inddæmme det, ligesom man inddæmmede epo-brugen. Ingen atleter har jo lyst til at slå sig selv ihjel. Derfor er det vigtigt, at de lærer et stof at kende. Da epo kom frem i 1990 eller deromkring, var der 18 hollændere og belgiere, der døde over et par år. Helt unge ryttere, som selv sad og eksperimenterede med det. Først så man det ikke som en dopingssag, men som gådefulde dødsfald. Så tilknyttede man læger til cykelholdene. Siden har der ikke været dødsfald af det. Pantani, siger man, døde af doping. Nej, han døde af misbrug af kokain.
– Hvor langt tilbage har man kendt doping?
»Det går tilbage til antikken, hvor man brugte svampe og alkaloide stof-
fer. Grundlæggende kan man sige, at det første forbud bliver sat af Gud, da han forbød Adam og Eva at spise af frugterne fra kundskabens træ. De ville forbedre deres præstation, så de kunne skelne mellem godt og ondt. Det kostede ganske vist nogle år af evigheden.
Vi lever ikke helt så længe efter det, men jeg vil hævde, at tilværelsen er blevet interessantere af det via den menneskelige stræben efter viden og vished.
Lad os føre parallellen videre til Team Danmark, der varetager vores olympiske håb. Man siger: »For at komme ind i vores paradis og få støtte, så er det vigtigt at være udopet, ellers ryger du ud af vores paradis. Men de er sådan set mere »onde« end Vorherre selv, for samtidig siger de, at hvis du ikke præsterer internationale, konkurrencedygtige resultater, så får du heller ikke støtte.« Det ville svare til, hvis Gud dengang havde sagt, at »hvis I ikke er nogenlunde lige så gode som mig til at skelne mellem godt og ondt, så ryger I også ud.« Det sætter atleterne i en svær situation, for som den svagere part går de ud og spiller med – samtidig med, at de skal sige, at de hader doping og går ind for livstidsudelukkelse.
Tag eksemplet med svømmeren Mette Jacobsen, der var aktiv mod doping, og hvor det måske var lægens skyld. Hvis man skulle have fulgt nogles anbefaling, havde hun været færdig som svømmer. I viljen til renhed er vi på nippet til at blive fuldstændig unuancerede og give ’dødsstraf’ til uskyldige for små forseelser.
– Hvad er historisk set de største dopingskandaler eller -sager?
»I 1896 har du det første doping-dødsfald. Cykelrytteren Arthur Linton bliver fuldstændig udmattet, og sportsdirektøren siger: »Tag det her. Det er sådan en slags trylledrik.« Han blev helt frisk og kørte ind på en fjerdeplads, hvorpå han døde. Så dør Knud Enemark i 1960, og Tom Simpson i 1967.«
– Er det noget, vi tror, eller noget, vi ved, at de døde af doping?
»Vi ved, at Simpson døde med amfetamin i kroppen. Men så vidt jeg ved, ligger der ikke et lægeligt bevis i et arkiv, og i begge tilfælde har varmen formentlig spillet en rolle.
Med tv’s fremkomst blev problemet synligt, og Europarådet tog initiativ til dopingbekæmpelse.
Så satte Ben Johnson verdensrekord i 100 meter-løb ved OL i Seoul – og blev taget for anabolske steroider. Man fandt ud af, at problemet var widespread i atletikken. Toeren Carl Lewis sagde bagefter, at af dem, der kæmpede på fair vilkår, »var jeg den bedste. Det gør mig ondt for Ben«. Siden blev både han og treeren taget for doping. Alt taler for, at ingen i den finale var rene. Johnson var blot så uheldig at blive taget.
Hver gang, der siden har været et tilfælde, har man ladet som om, det var enestående og dermed opnået en syndebukeffekt. Ud med Johnson, der siden har været outcast til trods for, at ingen kan tage fra ham, at han var verdens hurtigste. Men ham kunne vi hænge ud, og han var oven i købet mere sort end de andre.
– Men vel hellere, set fra politikeres synspunkt, lave nogle for hårde end nogle for bløde regler?
»Det er populisme, og det er jo sørgeligt… Interessant nok er det tilladt at drøne ned ad bjergskråningerne, skønt det er sindssygt farligt og har kostet dødsfald. Eksploderer dit dæk i varmen, så kan du ikke styre, og det er med 100 km i timen.
Så kom den store store skandale i 1998, der gjorde op med løgnen. Vi kunne ikke længere hylle os i den illusion, at der var tale om enkelttilfælde, brådne kar. Rytterne var systematisk dopede. Så gjorde vi cykelsporten til et enkeltstående tilfælde, sportens paria. Lige nu er der en kæmpeskandale kørende i USA inden for atletik, hvor en masse betydende atleter er røget i gyngen, fordi man er begyndt at teste for et stof, de ikke lige troede, man testede for. I italiensk fodbold kører der en sag mod Juventus. Man kan sammenligne med narko, men med den forskel, at i idræt bekæmper man brugeren. En håbløs måde at bekæmpe det på.
– Fremtidens teknologiske perspektiv?
»Cykelsporten fødes med opfindelsen af en maskine. Den tidlige modernitet var præget af en stor grad af fremskridtsoptimisme. Man havde en forestilling om at kunne udrydde alle sygdomme. Videnskaben skulle bane vejen, og var det medicinsk tilvirket, var det sikkert godt. Vi satte konkurrencer op, hvor cyklen kørte mod heste og vandt. En fantastisk bevidsthedsrevolution.
Vi troede på medicin helt frem til 60’erne, og den gjorde mange gode ting. Så kom thalidomidkatastrofen, og man opdager bivirkningerne. Men kommer der et stof, der kan forbedre
hukommelsen med f. eks. ti procent uden bivirkninger, hvorfor skulle vi så synes, det er sørgeligt? Hvis vi rent genetisk kan få en iltoptagelse forbedret med 25 procent, hvorfor skulle vi så afstå fra det?«
– Vi og politikerne kan jo synes, at også det er for ulækkert?
»Det er en irrationel angst for modernitet, du braldrer ud med.«
– Vil man i fremtiden kunne få ben-forlængere, ligesom man har stråforkortere?
»Vi har jo allerede nu nogle mærkelige scenarier foran os. Hvis man får et barn som har en lidt lavstammet vækst, så vil man gerne have, at det barn klare sig godt ude i livet. Altså vælger du det væksthormon, der notorisk foreligger, og som også gør, du ingen dværge ser mere. I stedet for 1,40 m kan du medicinere, så sådan en gut bliver 1,90 m. Må han deltage i de olympiske lege som basketballspiller? Har han snydt sig til det, eller er han blevet medicinsk hjulpet? Det er da et paradoks.
På samme måde kan jeg ikke forestille mig, at nogen i meget lang tid vil være imod at få en bedre hukommelse eller tænkeevne, hvis det bliver muligt.
Derimod vil vi nok ikke ønske en helt anden identitet. Hvis du vågner en morgen og tænker: »Jeg er Foucault, jeg skriver fantastiske bøger«. Så vil du måske synes, det kunne være sjovt for en dag, men her vil du nok foretrække at kende dig selv i kontinuiteten. Derfor ser du heller ikke i dag, at der i elitesport bliver tilvirket monstre, som da de blev tilvirket udefra jævnfør de østtyske damer, der havde en kæmpe clitoris, en stemme så dyb som Pavarottis, skæg og brede skuldre som Schwarzenegger. Dem ser vi ikke mere. Atleter i dag er smukke. De vil gerne præsentere sig ordentligt. Tvangsdopingen forsvandt med murens fald.
Apropos de østeuropæiske kvinder, så blev de på en pressekonference spurgt ud om deres dybe stemmer, og en af dem svarede: Det her er ikke en sangkonkurrence. Vi er i hvert fald ikke kommet for at synge…«
– Andre fremtidsperspektiver?
»Politikerne kunne beslutte, at de ikke længere vil støtte eliteidræt, når det peger i retning af overmedicinering – og i stedet give midlerne til kunst og kultur. Vi ville så nu nok få det problem, at når vi begyndte at kigge vores kunstnere efter i sømmene, så ville de nok heller ikke være de bedste forbilleder. Mange af dem lever jo sådan set småsnusket og skidt og har et misbrug af både det ene og det andet, som er over gennemsnittet af befolkningen.«

FAKTA
Verner Møller
*»Doping and public policy«, hedder en international antologi, som udkommer inden for det næste par uger på Syddansk Universitets forlag. Den rummer bidrag af de største navne inden for den humanistiske dopingforskning bl.a. den kontroversielle italienske ekspert Alessandro Donati og den texanske forsker John Hoberman samt danskeren Verner Møller. De to distnævnte har redigeret bogen.
*Verner Møller var som elitespiller med til flere gange at vinde Danmarksmesterskabet i håndbold for Kolding i årene 1983-93. I dag er han idrætsforsker ved Institut for Idræt og Klinisk Biomekanik med hjemsted i Odense. Han udgav i 1999 bogen »Dopingdjævelen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu