Læsetid: 3 min.

Drengehamlet

Thure Lindhardt er både den yngste og den allerældste Hamlet nogensinde
7. august 2004

Teater
Thure Lindhardt er formodentlig den mest drengede Hamlet, som nogensinde har tvivlet omkring mellem Kronborgs mure. Hans lyse strandhår matcher hans smalle overkrop som hos en ubekymret dreng i klitterne ved Helsingørs nordstrand. Hans øjne syner blåere end blå, hans hænder er tynde af bare iver, og hans stemme har den lyse, hidsige klang, som normalt viskes ud efter de 17.
Alligevel virker den 29-årige Thure Lindhardt som den allerældste Hamlet nogensinde. Hans ansigt og hænder har en gennemsigtighed, som traditionelt ville signalere veghed og handlingslammelse, men som i denne instruktion giver hans figur noget dødningeagtigt. Lige fra den allerførste scene, hvor han møder sin genfærdsfar, spejler dødsblegheden sig i ham. Og hans stemme røber en smertelig, skolet erfaring, der er langt ældre end ham selv.

Krigszoom
Instruktøren Lars Romann Engel, der sidste år skabte en begavet og sanselig sceneversion af Herman Bangs Les Quatre Diables på Hofteatret, har flyttet fokus i sin Hamlet.
Shakespeares tragedie tolkes traditionelt ud fra rædslen over, at en begavet og følsom mand tvinges til at gå til grunde på grund af andres magtliderlighed. Men Lars Romann Engel har flyttet rædslen – fra sorgen over en mands tragiske skæbne til afmagten over for menneskets drift mod at kriges. (Som han siger i programmet: »’Hamlet’ er en direkte parallel til dagens Danmark, der også er i krig.«)
Lyset zoomer ind på både synlige og usynlige lig – fra dronninger og hofsnoge til tusinder af soldater. Til sidst bøjer lysstanderne mod jorden som for at dække over den krig, der tilsyneladende ikke kan standses. Og Lars Romann Engel sakser både kynisme og humanisme fra Heiner Müllers Hamletmaschine fra 1977 – i Nina Davidsens skarpe oversættelse – så Shakespeare får pacifisme-ping-pong.

Elskovssvigt
Men Hamlets bestræbelser som krigsfornægter reducerer ham her som elsker. Thure Lindhardts eksistentielle voldsafvisning bliver så intellektuelt solskinsforladt, at han aldrig røber nogen forelskelse hamre i kroppen, når han står over for Ophelia. Han er desperat over at skulle støde hende fra sig, ja, men afvisningen virker kun som endnu et krisetegn.
Næ, hvis Thure Lindhardts Hamlet elsker nogen, så er det mor – Ulla Henningsens femme fatale i hoftesnæver hørdejlighed med lynlåse de behændigste steder. Hun er godt nok dullet op, så Barbie-make-up’en er ved at slette hendes vidunderlige kinder og de beske rynker om munden.
Men sanserne hos en Ulla Henningsen kan ikke holdes nede… Og når læbestiften tværer ud i kærligheden til Hamlet-sønnen, vælger denne Gertrud at spille naiv over for både sin søn og sin morder-elsker og dermed udskyde sammenbruddet så længe som muligt. Og som Dronninge-raneren Claudius matcher Henrik Jandorf hende flot med en nedlægningstrang, der ikke kan skjules bag hverken milibukser eller mørkt fanatismehår. Liderlighed og magt er lige kronisk.

Utopi-Ophelia
Ophelia kommer aldrig med i feltet. Laura Drasbæk spiller hende godt nok som en moderne pige med humor og selvstændigt kropssprog – lykkeligvis usentimentalt. Men hendes replikker hakker over, som om instruktøren ikke har kunnet placere hende i Hamlets virkelighed, men kun i en illusionsslutning med en utopi om en bedre fremtid.
Men da har tre timers spil trættet livet – og illusionerne – ud af denne ’Hamlet’. Til gengæld har øjet vænnet sig til den fascinerende, maltrakterede slotsruin, som scenografen Catia Hauberg Engel har skabt i slotsgården – forvredne stykker magtbyggeri til lyden af en omstyrtet epoke.
Imens svirrer svalerne tæt om det magtselvsikre, nylagte kobbertag på Kronborgs tårne: Der er stadig krige at holde udkig efter. Og der er stadig krige at kommentere.
Det gør selvfølgelig også skuespillertruppen, alias Zlatko Buric. Han mimer mordet på Hamlets far – mimer, uden et ord, bare med sine to sjaskehænder og håret strøget bagud. Folk skreg af grin, men latteren var af den slags, der rev gamle sår op. For her var sådan set hele essensen af tragedien: En fem minutters nådesløs udgave af Hamlet.
I andre somre efter denne, i somre med andre Hamlet’er, er det måske netop Zlatko Burics no-mercy ætsetolkning, vi vil huske fra krigsåret 2004. Sammen med billedet af Thure Lindhardts fosterblege alderdomsyngling med rønt-genøjnene rettet mod mor. Den mor, der pludselig forstod, at hendes søn bare ville blive endnu et lig på slagmarken.

*’Hamlet – en afhopper uden land’. Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Henning Krabbe efter Edvard Lembcke. Bearbejdelse: Instruktøren Lars Romann Engel og dramaturgen Hermann Schmid. Scenografi: Catia Hauberg Engel. Lys: Kisser Rosenquist. Musik: Øivind Weingaarde. Kronborg til 21. aug.
www.hamletsommer.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her