Læsetid: 8 min.

Drømmen brister

Lene Falgreen Larsen har været indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov ni gange på fem år. Hun er skizofren, uddannet jurist og lever af førtidspension. Men hun drømmer stadig om at bruge sin uddannelse, derfor overvejer hun at flytte til København, hvor jobmulighederne er større
25. august 2004

Afsnit 5
Lene har grublet over flytteplanerne siden hun blev udskrevet den 12. juni 2003. Personalet mente, hun skulle lave skemaer over alle sine aktiviteter, så hun ikke så let blev stresset og overvældet af tankemylder. Deres projekt synes Lene er stressende, derfor udtænker hun sit eget; at flytte til København hvor hun lettere kan finde et spændende arbejde. Hun føler, det er Guds dybere mening, hun skal flytte.
Alligevel er hun kommet i tvivl.
Hvis hun flytter, skal hun lære at finde vej med busserne derovre, finde en ny bolig og nye venner.
Dømmen brister, for hun ved, at flytningen vil være en større forandring, end hun kan tåle.
Tiende indlæggelse kommer meget hurtigere, end hun havde frygtet.
Lørdag den femte juli 2003 møder Lene igen op i skadestuen på Psykiatrisk Hospital i Risskov og bliver indlagt.
Hun fortæller, at hendes tanker er kaotiske, og at hun har tænkt meget på at flytte til København, men nu er kommet voldsomt i tvivl.
Lenes psykiater, Aksel Bertelsen, synes, hun er røget ud og ind for mange gange på for kort tid. Han mener, der vil være fornuft i at tilbyde Lene en længere indlæggelse. Målet er, at give hende ro til at få det så godt, at hun kan klare sig uden indlæggelser.
Lange indlæggelser er ikke noget, ret mange får tilbudt. På den afdeling Aksel Bertelsen er tilknyttet, er der 16 sengepladser, og kun en eller to af dem kan han tilbyde en patient i længere tid, hvis han vurderer, patienten vil have gavn af det.
Lene er glad for tilbuddet. Hun har tillid til Aksel Bertelsen.
I begyndelsen af september flytter Lenes afsnit, S4, til en nyrenoveret bygning. Hun bryder sig ikke om at flytte, og ved indgangen til den renoverede bygning står der seks skulpturer i menneske-størrelse. Hun er bange for dem. De udsender farlige stråler, føler hun. Og på afdelingen har hun en fornemmelse af, at der er små rovdyr i hjørnerne. Det er bestemt ikke nogen rar forandring.

Lene begyndte at gå hos en kropsterapeut under sin niende indlæggelse. Hos hende skal Lene sidde og bøje og strække fingrene foran sig i et minut. Hvis hun får en impuls om at stoppe, før tiden er gået, må hun gerne gøre det.
»Det kan enhver da holde til,« tænker Lene. For øvelsen er ikke svær.
Inden minuttet er gået, får hun lyst til at stoppe. Terapeuten fortæller, at meningen med øvelsen er, at Lene lærer at mærke, hvilke signaler kroppen sender. Når Lene får lyst til at stoppe, skal hun gøre det.
Enhver kan holde ud, men det handler om at finde ud af, hvad man har lyst til.
At der er forskel på, hvad Lene kan holde til, og hvad hun har lyst til, har hun ikke bemærket før.
Hun holder til meget. For meget, har Kirsten og Jens Vestergaard tit tænkt. De synes, hun brænder sit lys i begge ender. Da hun boede til leje hos dem, cyklede hun altid de ti kilometer fra Lystrup til Århus, når hun skulle noget i byen, og hun løb flere gange om ugen.
Siden har hun lavet frivilligt arbejde for et utal af foreninger. Hun har givet juridiske råd til medlemmerne af Foreningen af Psykiatribrugere, FAP, og til Joan-Søstrene. Været med til at udvikle hvordan brugerne skal inddrages i evaluering af psykiatrien. Hun har siddet i bestyrelsen for den kiosk, foreningen FAP er med til at drive på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Og hjulpet med at reparere tøj i Kirkens Korshærs butik på Nørre Allé i Århus.
Lene er ved at lære, at når hun tager nye opgaver ind i kalenderen, må en af de andre ryge ud. Ellers får hun hurtigt for travlt, for hun finder hele tiden på nye ting, hun har lyst til at lave, og så har hun meget sværere ved at vælge aktiviteter fra igen.
Lene bruger også tid på sine veninder. Lene en af de bedste, man kan snakke med, hvis man har det svært, synes veninderne Jane, Margit og Ingerlise. Lene er god til at lytte og til at se tingene fra flere sider. De bruger hende også, hvis de har juridiske spørgsmål, og Jane trak på Lenes viden, da hun skulle finde de rigtige paragraffer i Socialfag på pædagogseminariet.
Lene er ganske enkelt fantastisk til at hjælpe andre, synes veninderne.
I oktober 2003 får Lene et brev, som puster nyt liv til drømmen om at arbejde som jurist: »Socialministeriet vil gerne forsøge at tilbyde dig en ansættelse på særlige vilkår, da vi synes, du har en god profil og mange kompetencer, vi vil kunne bruge her i Socialministeriet,« står der i brevet.
»Det er for vanvittigt,« tænker Lene. »Jeg er indlagt på Psykiatrisk Hospital og bliver headhuntet til en stilling i ministeriet.«
I juni sendte Lene på opfordring sit CV til en kvindelig ansat i ministeriet, som hun mødte på en konference for frivillige. Nærmest lidt for sjov.
I tre dage leger hun med tanken og forestiller sig selv i jobbet som jurist. Men et job betyder, at hun er tilbage på arbejdsmarkedets betingelser. Med alt hvad det indebærer af udvikling, omrokering, nye chefer og kolleger.
»Der kan ske 100.000 ting,« tænker Lene. »Hvad gør jeg, hvis det ikke går?H Så har hun ikke længere sin førtidspension at falde tilbage på.
Efter en uge svarer hun, at hun er meget glad for deres tilbud, men ikke ser sig i stand til at bestride jobbet. Forandringen vil være mere, end hun kan klare.
Stemmer hører Lene stadig. Hun oplever, at hun kan føre dialog med Guds stemme i tankerne, når hun beder. Dialogen kan hun lukke op og af for, som det passer hende. I løbet af dagen kan hun høre andre stemmer, men dem kalder hun ikke for Guds. Nogle af hendes tanker kommer som stemmer, det er forvirrende, så derfor er hun kun åben for Guds stemme i bøn.
De hjælpende stemmer er blevet nedtonet meget. Lene føler ikke længere, hun har brug for dem på samme måde. Når hun er fuldt optaget af et eller andet, kan stemmerne komme igen og fortælle, hvad hun skal gøre, eller kommentere det, hun er i gang med. Så forstyrrer de.
I løbet af den sidste indlæggelse har hun opdaget, at stemmerne netop kommer, når hun er stresset. Derfor er hun begyndt at bruge stemmerne som et advarselssignal om, at hun skal slappe af.
Da Lene bliver udskrevet for tiende gang, den fjerde december 2003, har hun inviteret to veninder til at komme og fejre udskrivelsen med hende. Margit, som Lene kender fra Pinsekirken, er klar over, at Lene har været indlagt i længere tid denne gang, men er alligevel lidt overrasket, for Lene har ikke fejret udskrivelserne før.
Lene har det godt. Margit har med årene lært at læse hendes kropssprog. Hvis Lene har det dårligt, sidder hun meget uroligt, kniber øjnene sammen og rynker panden.
Både Margit og Ingerlise, som Lene kender fra sit frivillige arbejde ved Joan-Søstrene, har gaver med. Ingerlise har også nogle juridiske spørgsmål fra arbejdet, hun gerne vil have Lene til at hjælpe med. Lene er god til at hjælpe, synes Ingerlise, for hun er kvik i hovedet og forstår hurtigt essensen af problemerne. Og så er hun et sødt menneske, der har hjerte for andre. Det sætter Ingerlise stor pris på.

Dagen efter udskrivelsen tvivler Lene på, at det bliver hendes sidste indlæggelse. Hun tør ikke sætte det som mål, for så bliver det et stort nederlag, hvis hun bliver indlagt igen. Hun vil ikke lave for mange aftaler, men lære at turde sige, at der er nogle ting, hun ikke kan magte, fordi hun er syg.
Hun vil også lære at holde ferie, når hun trænger til det. Måske bare leje en hytte på Blommehaven Camping, som ligger i skoven syd for Århus, så hun kan give sig selv fritid. Det virker mere normalt, end at blive indlagt på psykiatrisk hospital, når man har brug for at slappe af, synes hun.
Hun vil også gerne tilbage til sine rødder i Frelsens Hær. Ikke fordi der er noget galt med Pinsekirken eller de folk, der kommer der, men kirkens fokus på følelser passer ikke til hende. Hun har brug for noget stabilt, stille og roligt.
Søndag den 22. februar 2004 trækker Lene atter i sin gamle uniform. Under gudstjenesten i Frælsens Hærs Kirke i Klostergade midt i Århus aflægger hun vidnesbyrd om sit forhold til Gud, og underskriver på ny Soldatererklæringen, om at hun vil vise Kristus lydighed og holde sig fra tobak, alkohol, pornografi, okkultisme og alt andet, som kan slavebinde sjæl og legeme.
Langfredag skal Lene til Frelsens Hærs stævne i Horsens. Dagene før og efter er hun på vandretur langs Hærvejen. Alene. I de år, hvor hun havde det dårligst, gik hun også lange ture for at få styr på tankerne. Nu tænker hun over, hvor hun går, og nyder naturen og sporten ved at gå.
Hun har det bedre, end hun har haft længe. For første gang føler hun sig godt tilpas hjemme i sin lejlighed. Hidtil har hun følt, at hun sad og »groede til« i den. Hun drømmer ikke længere om at arbejde som jurist. For jura rummer altid problemer og menneske-skæbner, der er kommet i klemme. Det er mere end Lene kan klare, har hun erkendt. Nu tør hun godt lægge jurist-drømmen på hylden, selvom hendes anden identitet som sindslidende er mere negativ.
Dannelsen i uddannelsen har hun stadig, uanset om hun arbejder som jurist eller bruger tiden på kreative sysler i stedet.
Lene er blevet glad for at have tid til at være kreativ. De sidste 10-15 år har hun ønsket sig en rød kjole. Nu skal den sys. Stoffet er allerede købt i dyre domme og Lenes mor, Hanne-Jytte, har lovet at komme og hjælpe, så Lene kan få kjolen på, når hun skal til bryllup.

*De tidligere afsnit af denne serie blev bragt 14., 18., 20., og 24. august. Dette femte afsnit er det sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu