Læsetid: 3 min.

Egoistiske og selvfede

Folkeskolen stod for skud – både fra Johannes Riis og Karen Jespersen – da Gyldendal i går holdt sin årlig reception
27. august 2004

I byen
Hvis man har en hemmelig drøm om at blive Se & Hør-journalist, så er den årlige reception i Gyldendals gård et godt sted at begynde f.eks. med en sætning som »jeg løb lige ind i…« eller »fordybet i samtale stod…«
Altså: Jeg løb lige ind i Morten Sabroe, journalist og forfatter, der for nylig opskræmte venstrefløjen ved i sin avis at skrive hårdt op mod Michael Moores nye film.
– Hvorfor gjorde du det? Du har vel næppe været forudindtaget imod ham…
»Jo, jeg var. Jeg brød mig meget lidt om hans første film, Bowling for Columbine, og Fahrenheit 9/11 kunne jeg næsten ikke holde ud at se. Den holder ikke vand. Hvis man klipper to sandheder sammen, som det sker, kan det blive en løgn. Moore snyder og manipulerer, og netop det kan muligvis give bagslag.«
Jeg løb derefter ind i Hanne-Vibeke Holst, der engang blev fotograferet sammen med Ronaldo, begge er goodwill-ambassadører for FN.
– Har du haft noget i ovnen?
»Ja, en interviewbog. Jeg har været rundt i verden og talt med kvinder, både kendte og ukendte, som jeg har fundet frem til gennem lokale FN-kontorer.«
– Hvem gjorde mest indtryk?
»F.eks. den nicaraguanske dommer Juana Mendez, en forrygende fortæller, der som barn måtte kæmpe for at komme i skole, senere blev sandinist og nu er gift med en italiensk solidaritetsarbejder.«
– Har hun selv skrevet bøger også?
»Nej, hun har kun magtet at skrive under på domme. Alle kvinder, jeg talte med, brugte udtrykket ’Da jeg blev vred…’ Så det er bogens titel.«

Bordeaux og Pink
Hanne-Vibeke Holst taler videre, og det må vi også (videre altså). Nu løb jeg ind i min egen svigerindes søster, Nya Guldberg, der lige er blevet bogagent. Hun stod fordybet i samtale med Trine Sick, der driver agenturet Licht og Burr, som har Steven King og Jean Auel i ’stald‘, men også Laila Ingrid Rasmussen, hvis nye bog Stjernerne, de venter sig meget af.
Fordybet stod også Gyldendal-redaktøren, Birthe Melgaard (lang bordeaux og pink sjal i råsilke), og Marlene Nedergaard, hvis kærlighedsroman Rose Stjernfeldts elskede er den første siden debut’en i 1988. »Man skal kun skrive, når man har noget at skrive om,« forklarede hun.

Bag rampelyset
Jeg løb også lige ind i skuespilleren Holger Juul Hansen, der sagde: »Jeg sad i en kreds af kolleger over et par natsjusser, hvor vi fortalte historier. En af de yngre sagde, jeg burde skrive det ned. Det er blevet til bogen Bag rampelyset.« Holger Juul fortalte nu – stærkt opfordret – om dengang, han i tv-serien Matador blev populær hos kvinde-seerne, men da han så var Maud utro med bankassistenten Ulla, traf han en dame på Madvigs Allé, der vredt sagde: »Det havde jeg ikke ventet af Dem!« Han fortæller gerne om Matadortiden, for »Vi skal ikke være storsnudede over det, vi laver.«
Fordybet i samtale (med os) stod Lars Bonnevie. Han har oversat en bog fra fransk, Kærlighed uden modstand, om en gymnasielærer, der under besættelsen gemmer – og udnytter – en jøde, mens søsteren elsker med en SS-mand. »Den handler også om den luskethed, der kommer frem i en tilspidset situation,« begyndte han, da forfatteren Arthur Krasilnikoff kom til og erindrede os om den engelske maler Turner, der havde en plan om et ældrehjem for forfattere. Arthur efterlyste en seniorpolitik i Danmark, der også omfatter tandpleje for ældre forfattere. Måske mente han, der er for lidt bid i romanerne?
Jeg løb nu lige ind i Karen Jespersen, der udsender Karen – en personlig historie om sin opvækst i et arbejderkvarter, sin tid som rødstrømpe og senere minister og også kommer ind på fællesskab i Danmark, der er i fare for at smuldre. »Socialdemokraterne bør bygge på det fællesskab, der var i 50’ erne« sagde hun.
– Hvordan konkret?
»Det skal komme frem i de holdninger ved prøver og discipliner, der er i folkeskolen, og man skal ikke opdrage børnene til små egoister.«
Bid var der i usædvanlig grad i det kulturbærende forlags litterære direktør, Johannes Riis, der også i sin vittige tale efterlyste mere fællesskab og kritiserede forældre til skolebørn for at gå for højt op i ’deres egen lille Hassans’ ve og vel, så de bliver »egoistiske, selvfede narcissister«. Medierne fik en omgang for »skrabud og leflende klingklang« over for kongehuset, og fodbolden var kun fællesskab, indtil vi tabte i kvartfinalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her