Læsetid: 4 min.

Fårekyllingens historie

Med sin sejr i det olympiske landevejscykelløb opskrev Paolo Bettini både sin egen og løbets prestige
16. august 2004

OL-cykling
»Nu er jeg trådt ind i historien,« sagde Paolo Bettini, efter at han i smeltende varme på vejene rundt om Akropolis havde vundet olympisk guld i landevejscykling.
Noget underligt noget at sige for en mand, der to gange i træk har vundet cyklisternes World Cup, og som med seks sejre i World Cup-løb vel er den af de aktive ryttere, der har vundet flest klassikersejre. Skulle en mand som han ikke forlængst have indskrevet sig i historien? Jo, cykelsportens historie, men den olympiske historie er åbenbart særlig, og mere vigtig, hvis man skal pejle efter Bettinis umiddelbare reaktion, og det på trods af, at det blot er tredje gang, at de professionelle deltager ved et OL.
Da det skete første gang – i Atlanta 1996 – var der blandt ryttere og i medier diskussion af det olympiske landevejsløbs prestige i forhold til VM og de hundredår gamle klassiske endagesløb. Den herskende holdning var, at det var et meget vigtigt løb, men så heller ikke andet. Indtil det blev kørt. At schweizeren Pascal Richard vandt i en gyserspurt foran sin udbrudsmakker Rolf Sørensen gav løbet øjeblikkelig prestige, for de to var indiskutabelt blandt tidens stærkeste. Og Sørensens reaktion var sigende for de forskellige traditioner i et cykelløb og i en olympisk kappestrid. Han var forbandet og bitter over at have tabt et cykelløb, for i et sådant tæller andenpladser ikke, men han er senere blevet glad og stolt over at have vundet den sølvmedalje, som i den olympiske tradition og historie tæller stort.
Det er nok Lance Armstrong, der har givet OL-landevejsløbet størst prestige – ved ikke at vinde det. Hans kræftsygdom forhindrede ham i at deltage i Atlanta, men i 2000 i Sydney satsede han efter to Tour de France-sejre hårdt på at vinde OL-guld. Fordi Tour de France for de fleste amerikanere var noget ret ukendt, man tullede rundt med ovre i Europa, mens en olympisk guldmedalje vidste man, hvad var. Så derfor – skriver Armstrong i sin bog »Hvert sekund tæller« – ville han vinde i Sydney for at skrive sig selv, Tour de France og cykelsporten ind i amerikanernes bevidsthed.

Taktisk brøler
Armstrong havde Tour-formen i benene, men en taktisk brøler sendte ham uden for afgørelsen. Han og hans folk i ledsagebilen opdagede for sent, at et udbrud var kørt med de tre holdkammerater og nære venner fra Telekom, tyskerne Jan Ullrich og Andreas Klöden og kazakken Vinokourov. Med Ullrich som vinder delte de medaljerne, som de var venner til, og sådan som deres arbejdsgivers interesser dikterede det. Sådan tørnede cykelsportens sædvaner endnu engang sammen med olympiske idealer og tradition, men løbet fik yderligere prestige ved, at Armstrong for en gang skyld blev banket af sin ærkerival fra Tour de France, og den fes også ind i USA.
Med Paolo Bettinis sejr i lørdags blev OL-løbet rykket endnu et nyk opad i prestige. Han var storfavorit, og det eneste, der ikke talte for ham på forhånd, var en lille tvivl om rutens hårdhed. 224 km. på en 13 km lang rundstrækning med en stejl, men kort bakke at passere 17 gange. Ikke uoverkommeligt for rigtigt mange. Men varmen, løbets længde og de mange passager af bakken gjorde ruten nøjagtigt så hård, som Bettini havde brug for, og med først et prøvende ryk på bakken og på næstsidste omgang et afgørende, viste han sig som feltets suverænt stærkeste. Kun den 24-årige portugiser Sergio Paulinho kunne følge ham til mål, men aldrig true ham.
Cykelløb får prestige af dem, der vinder dem. To etapesejre i det nyligt overståede Portugal Rundt havde løftet Paulinho en anelse fra de helt ukendtes rækker, men havde han vundet, havde sensationen også nedsat OL-løbets prestige for professionelle. Og det sammen kan man sige om Axel Merckx, der flåede sig fri af feltet og på mellemhånd sikrede sig en tredjeplads, der i ethvert andet cykelløb ville have været hurtigt glemt. Nu var det en bronzemedalje, og for den berømte Eddys søn var det en præstation, som måske tæller mere end hans få sejre og giver ham selvstændigt liv i idrætshistorien i forhold til faderen. En rigtig lille smuk historie.

Høj og Hamburger
Det olympiske landevejsløb køres af nationale fem-mandshold. For få ryttere til at kontrollere et løb, hvilket tyskerne viste. En meget tidlig offensiv fremtvang ikke den ønskede splittelse, og så var kræfterne brugt og spildt. Det danske hold havde Frank Høj og Bo Hamburger som spidskandidater, og begge holdt sig vågent og aggressivt til. Frank Høj blev otte efter også at have deltaget i et prisværdigt udbrudsforsøg i finalen, men havde ikke svar på Bettinis sidste offensiv. Det italienske hold, som udelukkende bestod af håndplukkede folk til støtte for Bettini kørte taktisk perfekt. Den unge Filippo Pozzato var udset til at være vinder-bud, hvis kaptajnen skulle fejle, men det gjorde Il Grillo ikke. Fårekyllingen, som den under 60 kilo lette lille mand kaldes, skrev både sig selv og det olympiske landevejsløb større.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her