Læsetid: 6 min.

Flinke til hundetræning

’Nu er vi blevet flinkere til at gå til hundetræning,’ sagde damen i Radioavisen i DR’s nye livsstilskollektiviserende vamle vi-tonart der efterhånden har blæst den sidste rest af kritisk journalistik ud af hovedet på medarbejderne. Hundetræning! Den vil vi huske længe, også hvis vi ikke har hund, men kun en selvdød guldfisk i en gammel pispotte
21. august 2004

’Nu er vi blevet flinkere til at gå til hundetræning,’ sagde damen i Radioavisen i DR’s
nye livsstilskollektiviserende vamle vi-tonart der efterhånden har blæst den sidste rest af kritisk journalistik ud af hovedet på medarbejderne. Hundetræning! Den vil vi huske længe, også hvis vi ikke har hund, men kun en selvdød guldfisk i en gammel pispotte

Intermetzo
Nu til noget helt andet. Poul Schlüter var god til at lancere udtryk der i lange tider blev hængende i den politiske retorik. »Trække på samme hammel« var et af dem, hvor Schlüter udtalte hammel med gammelkøbenhavnsk a som i cigaretmærket Camel, skønt han er fra Sønderjylland. Eller ikke skønt, men fordi han er fra Haderslev og blandede dialekten med rigsdansk. Når Schlüter således sagde »Vi skal stå sammen i Danmark«. Så lød – og lyder det da heldigvis endnu hvis han da stadig siger sådan noget vås – hans a i ’sammen’ som det lød når en nabo til Ritt Bjerregaards familie på Vesterbro udtalte Dan i Danmark med lavkøbenhavnsk fladt a; og Danmark lyder i den tidligere statsministers fonetiske udgave som Darnmarrk.
Langtidsholdbar var Schlüters snusfornuftige udtryk om for eksempel finansloven og mere komplicerede fænomener. Så hed det, at tingene nu var på plads; som om det havde været noget rod, der omsider pænt og sirligt var anbragt på hylderne i parcelhusets bryggers. Schlüter fandt også på den med uanmeldt kasseeftersyn, som han ville foretage efter magtovertagelsen fra, underforstået, de socialdemokratiske ødselhoveder som pr. definition ikke havde rent mel i posen, men fiflede. Det rene vås. Er der noget, der er gennemsigtigt, er det finansloven, især mindretalsregeringers som Ankers. Men udtrykket gik rent ind.

Mindre heldig var Schlüter med at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Denne guddommelige ordsveske var den daværende statsminister overmodig eller uforsigtig nok eller sjusket i sin tilsynspligt til at smutte ud fra Folketingets talerstol. Udtalelsen førte i realiteten til hans tvungne afgang, da Tamil-rapporten havde vist, at der var fejet ikke så lidt ind under alle forhåndenværende tæpper, og at Schlüter, der ellers var dygtig, burde have grebet ind. Erik Ninn-Hansen, partiets dengang enestående strongman der sammen med afdøde og temmelig frygtindgydende landsretssagfører Kristian Mogensen sad godt og tungt på flæsket og partiets pengekasse, havde som justitsminister forvaltet sit og andres pund så horribelt, at den første rigsretssag siden Alberti blev en realitet.
Den tidligere så magtfulde minister, grå partiexcellence, nestor og formand for Folketinget blev fundet skyldig efter anklagen. Man kan sige at Schlüter væltede på grund af alt det, der i den anledning var fejet ind under tæppet. Få måneder før Ninn-Hansens fald bedyrede Hans Engell
i tv i en diskussion mellem ham selv og klummisten – at der ikke var noget at komme efter, den nuværende statsministers yndlingsudtryk, når kritik blot antydes – at Ninn-Hansens samvittighed var ren som en nyskuret barnerumpe, og at alle der havde angrebet den gamle hædersmand ville fortryde det. Vi skulle bare vente og se!

Den snak i Eleva2ren, var det vist, har Engell sikkert fortrængt, men også han blev jo som medlem af det statsministerbærende partis top trukket med i faldet, der banede vejen for Nyrups og Jelveds gode år i det efterfølgende årti.
Såfremt Ninn-Hansen ikke siden var blevet dømt, kunne Schlüters ind-under-gulvtæppe-fejning være indgået blandt politikersprogets faste udtryk, ét en hvilken som helst minister til alle tider ville kunne bruge, så såre han eller hun med større eller mindre ret måtte føle sig trådt for nær. Nu kan man dårligt sige sætningen uden at tænke på Schlüters svipser og Ninn-Hansens
bizarre opfattelse af lov og moral. Men faktisk er Fogh Rasmussen et godt eksempel på en politiker der med held har fejet noget ind under gulvtæppet, efter at han i sin tid som skatteminister lavede kreativ bogføring og groft vildledte Folketinget, og som konsekvens heraf aldrig burde have været statsminister i Danmark, men blev det alligevel. Her er udtrykket meget præcist. Noget ligger og ligefrem lugter under gulvtæppet. Det er ikke spor rart.

Det værste ved gode slagkraftige politiske udtryk er at de ofte adopteres af pressens folk, ikke mindst de elektroniske, hvor mindre sprogbevidste journalister skamrider smarte talemåder, flader dem ud til flovsere og frem for noget ikke forholder sig kritisk til disses ofte indbyggede propagandistiske hensigt.
’Noget for noget’ er det rene vås, som var godt på vej til at blive hængende, ligesom vi her i klummen sidste gang påviste at statsministerens lalleglade ligegyldighed som kongruent med begrebet tolerance, kun kan hævdes af en kyniker eller et dybt uvidende menneske uden dannelse eller en blanding af det hele. Denne lalleglade ligegyldighed lig med tolerance, som statsministeren selvfølgelig ikke langede over disken for at man skulle glemme det igen, slår nu næppe an hos andre end Foghs beundrende halehæng i Dansk Folkeparti, som både hader tolerance og oplysning. Fine folk finder altid sammen.
Et andet i realiteten betydningstomt politikerudtryk som efterhånden er slået fast med damphammer er: ’at gå ind i noget’. Ikke ind i en dør eller i en lygtepæl, men ind i en sag eller et problem eller et påstået problem. En journalist rejser et spørgsmål i en af morgenradioaviserne, ofte på baggrund af en undersøgelse der i pinagtig mangel af endnu mere livsstilsstof har stået i en af morgenaviserne. For at slippe for at bringe udenrigsnyheder på prioriteret plads, kører de så historien a la: Behovet for børns tandrensning nord for Limfjorden trænger sig på i følge en ny undersøgelse. Det har vist sig at børn der har haft bøjle på tænderne, kan udvikle fodsved, hvis de går på efterløn, når de er 60. Det må vi have en minister til at kommentere! Hallo, hallo, hr./fru minister, spørge, spørge, spørge: Jo, svarer ministeren for bøjler på tænderne: Det er vi skam opmærksomme på i ministeriet og har været det længe, hvis det viser sig at færre tandbøjler kan fastholde de store årgange på arbejdsmarkedet 10 år længere, såfremt en mere behersket tandretning gennemføres i hele landet, og så de ældre til den tid ikke stinker af fodsved, så vil jeg alvorligt overveje at gå ind og lovgive på området; men bøjler på tænderne skal privatiseres og uden tilskud fra de sammenlagte kommuner og de nedlagte amter, for det er vigtigt, at folk selv tager ansvaret for sig selv og deres tandbøjler og fodsved. Tak, tak, tak, tusind tak – folkene radioen er begyndt at sige tusind tak til dem, de interviewer, uanset hvad disse svarer – tusind tak, hr./fru minister, og ha’ en fortsat god dag.
Og hvad siger Dansk Folkeparti? Jo, siger Dansk Folkeparti, vi vil nu afvente ministerens svar, men vi er parate til at gå ind og forlange tvangsbøjler på muslimske piger, der går med tørklæde, ellers skal de ud og også deres forældre og bedsteforældre og onkler og tanter, ud med dem, det vil vi gå ind og se på. Tak, tak tak, tusind tak, Dansk Folkeparti.

Og næste historie: Vi drikker for meget rød sodavand, og det kan skade sædkvaliteten i Hobro; ministeren for skadet sædkvalitet i Hobro vil nu gå ind og se på det, og hvis det viser sig at sædproduktionen ikke kan privatiseres yderligere, går vi også ind og ser på dét, og går ind og får højnet kvaliteten uden at berøre skattestoppet, og derfor går vi ind og skærer andre steder, hvis vi ikke kan gå ind og få kommunerne til at gå ind se, om vi sammen skal gå ind og forhandle om udflytning af Statens Sædkontrol, som lige så godt, når man går ind og vurderer lidt på det, kunne ligge i Lemvig. Det vil vi gå ind og se på. Tak, tak, tusind tak minister.
Og vi skal have mere solskin og kongerøgelse, og ih, hvor har vi det dejligt, sådan som de alle sammen, morgen efter morgen, går ind og ser på det hele for os. Det lyder som et øf fra gamle dage, når praktiske gris, dengang livet var enkelt og overskueligt, med tømmerblyanten bag øret og krølle på halen byggede sit forstandige hus af gule mursten. Vi ordner ikke en skid ved lalleglad, tom tolerant snak og kritiske spørgsmål til os selv og andre. Vi må gå ind og se på det og skabe håndfast handling. Mishandling. Det går vi ind for. Noget for noget. Og vi er da i det mindste blevet flinkere til at gå til hundetræning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her