Læsetid: 5 min.

Folkemord som funktionærjob

Hovedarkitekten bag folkemordet på Europas jøder under Anden Verdenskrig, Adolf Eichmann, var langt fra en utilpasset vred type, der blev nazist. Han var tværtimod en ambitiøs borgerlig, der var typisk for sin samtid. Nyt portræt af Eichmann holder liv i debatten om filosoffen Hannah Arendts analyse af af ondskaben og folkemordet
27. august 2004

Portræt
Adolf Eichmann er med rette blevet anset for at være en af de uhyrligste inkarnationer af det 20. århundredes ondskab, men under krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1946 var han noget nær ukendt. Da hans navn dukkede op i nogle af domstolens forberedende arbejdspapirer, skrev en dommer i marginen: »Hvem er han?« Eichmanns navn blev nævnt en gang af en af hans tidligere underordnede og af den tidligere lejrchef for Auschwitz, da de blev afhørt af allierede officerer, men ingen af de nazijægere, der arbejdede i Europa i den umiddelbare efterkrigstid forsøgte at finde frem til ham.
De havde aldrig hørt om ham. Og dog var dette manden, der var ansvarlig for at have sendt over to mio. jøder i døden i Auschwitz-Birkenau og andre dødslejre, og som efter at være pågrebet af israelske agenter i Argentina i 1961 af hele verden blev anset for at have været chefarkitekten bag det nazistiske folkemord, og som via filosoffen Hannah Arendts bog Eichmann i Jerusalem (1963) udløste en forbitret strid om ‘ondskabens banalitet’, som har varet ved til i dag.
Eichmann vil måske for altid forblive en lidt utydelig skikkelse – i den grad er hans livs eksakte omrids blevet udvisket af de myter og kontroverser, der omgiver ham og af hans egne løgne og undvigemanøvrer. Men Eichmann: His Life and Crimes giver os et klarere billede end nogensinde tidligere af denne for det 20. århundrede så centrale figur. I denne vægtige og øjenåbnende bog viser professor David Cesarani, hvordan Eichmann blev aktivt og direkte impliceret i folkemordet på Europas jøder.
I modsætning til en udbredt myte var Eichmann ikke en utilpasset type, som blev nazist på grund af sit nag til det etablerede. Han var tværtimod en ambitiøs borgerlig, som i mange henseender var typisk for sin samtid og sit miljø. Som Cesarani bemærker, meldte Eichmann sig først ind i Nazistpartiet, da det havde fået et gennembrud i vælgerbefolkningen og opnået respektabilitet. »Før den tid var nazister utilpassede typer – ikke Eichmann.«
Eichmann begyndte ikke som ekstremistisk antisemit. Som de fleste mennesker af samme baggrund blev hans syn på jøderne først og fremmest formet af datidens udbredte kristne antisemitisme. Men folkemorderen, som i sit argentinske eksil udtrykte ærgrelse over ikke have dræbt alle verdens jøder, var produktet af et komplekst miks af omstændigheder og personlige valg.
Da Eichmann blev medlem af den nazistiske sikkerhedstjeneste SD i 1934, var den en marginal og lidet magtfuld organisation, som ikke have nogen særlig interesse i jøder. Men allerede i 1937 havde Eichman gjort den nazistiske tvangstanke om en jødisk konspiration mod Tyskland til sin.
I 1939 spillede han en afgørende rolle i den etniske udrensning af en halv mio. polakker og jøder fra det vestlige Polen. Under Wansee-konferencen i januar 1942 (som Eichmann var med til at arrangere) var hans position som drivende kraft i folkemordet fuldt etableret. I 1944 foreslog han en »endelig løsning på det jødiske problem i Ungarn«, som omfattede tvangsdeportationen af næsten en halv mio. jøder til Auschwitz-Birkenau, hvoraf de fleste blev myrdet omgående.

Fra at have været en konventionel middelklasse-karrieremager var Eichmann blevet et amoralsk uhyre. Og hvis Cesarani ønsker at drage en lære fra denne metamorfose er det fremfor alt, at der intet uundgåeligt var ved den. »Eichmann måtte først lære sig, hvad det ville sige at være folkemorder,« skriver han og tilføjer: »Først derefter valgte han at blive en.«
Cesaranis bog er et vedholdende og til tider giftigt angreb på Hannah Arendts syn på Eichmann som blot et tandhjul i den nazistiske maskine. Arendt overværede blot de første få dage af Eichmanns vidneafhøring i Jerusalem, pointerer Cesarani, der bebrejder Arendt, at hun kun interesserede sig for Eichmann i det omfang, han kunne tjene til at underbygge hendes totalitarisme-teori. I sit skelsættende værk Det totalitære samfunds oprindelse (dansk udgave, 1979) fra 1951 skildrer Arendt den totalitære stat som et perverteret rationelt bureaukrati, hvor det personlige ansvar svinder ind til intet. Ved at lægge så stor vægt på fraværet af ansvar kommer Arendt betænkeligt nær på at acceptere Eichmanns egen undskyldningsgrund, at han »blot adlød ordrer«, da han begik sine uhyrlige forbrydelser.
Men i virkeligheden, påpeger Cesarani, var Nazityskland langt fra at være den præcist kalibrerede, velsmurte maskine, som Arendt skildrer i sin teori. Som andre totalitære stater var det i vidt omfang kaotisk og kendetegnet ved at rivaliserende magtinstanser stræbte efter ofte indbyrdes modstridende mål. Nazistiske embedsmænd havde en betydelig grad af handlefrihed, og da Eichmann erklærede, at han aldrig havde gjort andet end at udføre andres ordrer, løj han så ganske afgjort.
Men selv om Cesarani må krediteres for at dokumentere, at Eichmann uden for enhver tvivl selv var ansvarlig for det onde, han gjorde, rammer hans angreb på Arendts fremstilling af ham for mig at se fuldkommen ved siden af. Som så mange andre af Arendts kritikere, synes Cesarani at mene, at hun ved at beskrive Eichmann som banal, fratager det nazistiske Holocausts dets enestående historiske status.
Men Arendts pointe var simpelt hen den, at helt ordinære mennesker er i stand til ekstrem ondskab – et forhold, der ingenlunde betyder, at systematisk massemord er en banal foreteelse og ingenlunde anfægter, at Holocaust var en unik forbrydelse.

Tilbage står den kendsgerning, at Eichmann på ingen måde var noget bemærkelsesværdigt menneske. På sin vej op i det nazistiske hierarkis grader til at blive chefarkitekten bag historiens værste folkemord udvidste han en smålig egoisme og evne til selvforblændelse, som er universelt menneskelig. Han kan til tider have følt afsky ved de værste aspekter af sine forbrydelser, men det afholdt ham ikke fra at fortsætte.
Han tilpassede sin samvittighed til omstændighederne og i løbet af få år vænnede han sig til at betragte planlægning og gennemførelse af folkemord som noget normalt. I så henseende var Eichmann ikke forskellig fra millioner af andre aktører i Nazityskland og det besatte Europa.
Hans forbrydelser var monstrøse, men Eichmann selv var triviel. Ejendommeligt nok – i betragtning af hans hårde ord mod Arendt – er dette også Cesaranis synspunkt. Til syvende og sidst er den Eichmann, han præsenterer for os, ikke synderligt forskellig fra den karakterløse figur, som Arendt portrætterer. Grundtanken i hendes overvejelser om ’ondskabens banalitet’ er, at der ikke kræves ekstraordinære egenskaber for at begå ekstraordinære forbrydelser. Alt, hvad der kræves, er de rette konditioner og en ordinær menneskelig natur. På et tidspunkt, hvor etnisk udrensning igen er blevet et politisk instrument i dele af verden, er dette en nyttig påmindelse. Som Cesarani slutter sin konklusion – hvori han reelt tilslutter sig til kernesynspunktet i Arendts position: »Eichmann ligner mere og mere en mand af vor tid. Menigmand som folkemorder.«

*David Cesarani: Eichmann – His Life and Crimes, 458 s. 18 pund, forlaget Heinemann

*John Gray er filosof. Hans nye bog, Heresies: Against Progress and Other Illusions, udkommer til september.

*© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu