Bogudgivelse
NEW YORK Omkring middagstid uden for Barnes & Nobles boghandel i Rockefeller Centret i New York bugter der sig en lang kø fra 48.
Street ved Fifth Avenue og hele vejen ned til Avenue of the Americas.
Et ældre par standser op ud for butikken. »Hvad sker der,« spørger den lille, nærsynede kone. Hun får øje på plakaten i vinduet.
»Er det Tommy Franks, som er på besøg i dag?« Den pensionerede general smiler tilbage til hende fra plakaten, men gør ikke tegn til at ville signere sin selvbiografi.
»Det er Pamela Anderson,« svarer hendes okse af en mand, der er et hoved højere end sin kone. Han råber, som om han er halvdøv. Konen kigger uforstående på ham. »Pamela Anderson,« gentager hun højt nok til, at de forbipasserende vender sig om.
»Ja hende med de vidunderlige store bryster,« forklarer han og tegner en cirkel i luften med sine hænder, så man aner konturerne af to kæmpe vandmeloner.
»Hun er berømt.« Der er stadig ingen reaktion fra konen. I pressekøen er temperamentet ved at koge over, da en nyankommen journalist springer over køen. »Hey!« råber en af fotograferne til en synlig stresset koordinator fra butikken.
»Lad ham ikke få pladsen foran. Vi var de første. Du skal ikke gå der over, kammerat,« advarer han. Varmen og fugten fjerner den sidste rest af tolerance og tålmodighed. Dette er New York, en by, som i løbet af et splitsekund koger over. Et uoverlagt ord eller en mindre forsinkelse er nok til at udløse et skybrud af fornærmelser. En by, som aldrig sover, må nødvendigvis være irritabel, og den uudholdelige fugtighed gør bare det hele værre.
Det er en vigtig dag for Pamela. Hun er lige debuteret med sin første roman, Star. Selv en skuespiller som Anderson, der er respekteret for sin alsidighed, sin beskedenhed, sine enestående fortolkninger af udfordrende roller, må være nervøs for den kritiske reaktion på sin første bog. Er det lykkedes for hende at overføre de talenter hun udfoldede som CJ i Baywatch til en anden kunstgenre? Kan den succes hun oplevede med sin film Barb Wire blive overtrumfet af hendes evner på det litterære område? Tør man drømme om Pulitzer-prisen? Prix Goncourt?
Brysterne
Endelig stiger humøret. Anderson er ankommet, og en stor mængde spærrer for trafikken. Pamela og hendes følge stiger ud af en limousine. Politiet skubber folk tilbage, da de forsøger at trænge frem mod deres drømmeobjekt. Hun vender sig om, lyser op i et smil og forsvinder i en sky af platinblondt hår. Da pressen endelig bliver lukket ind i folden, sørger de ansatte i Barnes & Noble for ro og orden. De, som har blå adgangskort, får først lov til at gå forbi afspærringen; fotograferne får fem minutter til at tage billeder af forfatteren, der er klædt i en skrigende pink rygløs top, der matcher hendes håndtaske (og de lakerede tånegle).
Hendes ghost writer, Eric Shaw Quinn, sidder ved siden af hende. Men der er ingen, som virker særligt interesserede i ham, selv om han har ydet sit bidrag til den nye litterære sensation. På et tidspunkt stiller Anderson sig op og holder drillende et eksemplar af romanen op foran Quinns ansigt. 20 fotografiapparater blitzer løs og tager billeder af den hovedløse mand, der tilsyneladende tager det i godt humør. Måske ved han, at der i ethvert stort partnerskab Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, Dean Martin og Jerry Lewis altid er én, som søgelyset er rettet mest mod, uanset hvor uretfærdigt det end kan synes.
Jeg får meget bestemt at vide, at Anderson ikke giver interviews. Endelig bliver det vores tur til at komme forbi afspærringen. Da jeg ikke har mulighed for at komme til at tale med hende, prøver jeg at iagttage hende på så tæt hold som muligt.
Hendes make-up er smurt på i et tykt lag, hun har mere opstoppertud, end man forestiller sig, og et påtaget smil bliver hængende på hendes læber. Selv om det ikke er særligt høfligt, bliver jeg mere og mere optaget af hendes bryster. Det er måske ikke så uhøfligt alligevel, i betragtning af, hvor berømt hun er blevet takket være dem. Man kunne jo bare smugkigge; hvis man undlod at gøre det, ville det være lige som at tage til Egypten uden at se pyramiderne, eller til Paris uden at tage et smut forbi Louvre. Ved gud, hvor er de dejlige! Men de er ikke specielt sexede. De ser lidt for hårde ud, og man kan sikkert ikke hvile sit hoved på dem.
Min favorit dildo
Uden for er folk ved at stimle sammen igen for at få et glimt af Anderson på vej ud. Hendes limousine er forsinket, men den berømte bodyguard Chuck Zito kommer slentrende ud, og laver sjov med folk. Chuck er også skuespiller og tidligere præsident for Hells Angels i New York. Han er også lige debuteret som forfatter, og hans selvbiografiske Street Justice har inspireret til en kommende tv-serie af samme navn. En ufiks kvinde med lyst blondt hår lige som Pamela kommer ud.
»Hej Pam!« råber en sjov fyr og bliver med det samme belønnet med mængdens høje latter. Folk er glade for at stå og vente på noget, som de kun lige får et glimt af. Da Anderson er væk, retter opmærksomheden sig mod Zito, som tager af sted i en Corvette Stingray fra 1960erne, der er pyntet med Batman- mærkater.
Star indeholder nogle mindeværdige linjer. Tidligt i bogen har Star, »en underlig følelse af at mangle noget, lige som den følelse man har, når man står og kigger ind i køleskabet, uden at være rigtig sulten, men samtidig ude af stand til at løsrive sig. Følelsen af, at det måske er der denne gang, lige bag ketchupen og de syltede rødbeder.«
En af hendes tidligere kærester beskrives som »den måske ikke mest opfindsomme elsker, men som min favorit dildo, der kunne blive ved og ved, indtil hun var tilfredsstillet.« En anmelder skriver om hendes bog: »Jeg blev rørt over hendes evne til på så træffende vis at viderebringe et så ærligt og inspirerende portræt. Fire ud af fem stjerner yder ikke retfærdighed til bogens næsten poetiske kvaliteter.«
Min mening? Jeg er sikker på, at bogen nok skal vinde Pulitzerprisen. Helt afgjort.
*Pamela Anderson: Star, Simon & Schuster, kan købes via www.amazon.co.uk
©Independent og Information
*Oversat af Steen Lindorf Jensen
