Læsetid: 11 min.

Den frie verden… af slumbyer

Den eksplosive vækst af slumkvarterer i den tredje verdens kæmpebyer er måske vor tids vigtigste geopolitiske begivenhed – slumbeboerne er ’frie’, løsrevet fra alle substantielle bånd bebor de et frirum uden for statslig regulering og udgør et storkollektiv, der er er nødt til at finde en ny måde at sameksistere på. Slumbeboerne er ’modklassen’
11. august 2004

XL
Husker De den berømte scene i Buñuel-filmen Frihedens spøgelse, hvor relationerne mellem fortæring og defækering er vendt om: Folk sidder på toiletter rundt om bordet, forretter deres ærinde og taler muntert sammen. Hvis de ønsker at spise, spørger de diskret værten: Hvor er det sted, du ved nok – og sniger sig så ud til et lille rum bagude.
Danner det europæiske toilets tre grundformer ikke en art fækalt modstykke til den såkaldte europæiske ’trehed’?
I et traditionelt tysk toilet er det vandhul, som lortene forsvinder i efter endt udskyldning, placeret i front, således at udskidte lorte først lægges til skue og inspektion på en porcelænsforhøjning.
I det typiske franske toilet er hullet derimod placeret bagest: Meningen er, at lortene skal forsvinde så hurtigt som muligt.
Endelig frembyder det anglosaksiske toilet en syntese: Hele toiletbasinet er fyldt med vand, således at lorte flyder i det – synlige, men ikke tilgængelige for inspektion…
Ingen af de tre lokumversioner kan forklares ud fra funktionshensyn. Der er åbenlyst tale om forskellige ideologiske opfattelser af, hvordan subjektet skal forholde sig til de frastødende ekskrementer, dets krop udskiller.
Hegel så den geografiske trehed Tyskland-Frankrig-England som udtryk for tre eksistentielle grundindstillinger: Tysk refleksiv grundighed, fransk revolutionær forhastethed, engelsk pragmatisk utilitarisme. Politisk kan treheden læses således: tysk konservatisme/fransk revolutionær radikalisme/ engelsk moderat liberalisme. Filosofisk således: tysk metafysik og poesi/fransk politik/engelsk økonomi.
De tre toiletkulturer vidner om tre forskellige grundholdninger til defækering:
Tvetydig kontemplativ fascination, forhastet forsøg på at skaffe sig af med en ubehagelig kendsgerning så hurtigt som muligt, pragmatisk tilgang til at behandle fækalierne som et ordinært objekt, der kan skaffes af vejen på velordnet og passende vis. Det er let for en akademiker i en rundbordssamtale at påstå, at vi lever i et post-ideologisk univers – i samme øjeblik han opsøger toilettet efter den ophedede debat med fagfællerne, er han igen begravet knædybt i ideologi.
I Timothy Garton Ashs nye bog Free World – Why a Crisis of the West Reveals the Opportunity of Our Time gør forfatteren den iagttagelse, at treheden i dag undergår en sær forskydning:
Franskmændene er mest optaget af kultur (og vil beskytte deres kulturarv mod vulgær global amerikanisering).
Englænderne fokuserer på politiske dilemmaer (skal de slutte sig til det politisk forenede Europa osv.).
Og tyskerne… tyskerne bekymrer sig for deres økonomis triste inerti og svigter ved at udskyde nødvendige økonomiske reformer valgsproget morgen, morgen – nur nicht heute, sagen alle faule Leute, der var deres Wirtschaftswunders styrende princip, til fordel for det alternative mundheld heute heute nur nicht morgen sagen all' die zuviel sorgen.
Ashs nye bog er skrevet med det bittersøde vid og den gennemtrængende etiske ironi, der også før har fået mig til at sætte pris på denne skribent. Hans sammenfatninger af relationerne mellem Storbritannien, Frankrig og Tyskland minder om den blidt udleverende tone i en sædelighedsroman og giver i sandhed det velkendte tema om den europæiske trehed en ny drejning.
Så langt så godt. Men i anden halvdel af bogen, som Ash vier til en generel diagnose af truslerne mod friheden efter Den Kolde Krig, bliver tonen slagordsagtig. Journalistiske klicheer à la »den vestlige forbrugerlivsstil er ikke bæredygtig på det globale niveau«, står i kontrast til de veloplagte afsnit som det om »Storbritanniens janusansigt« i bogens begyndelse.
Ashs politiske anbefalinger savner tydeligvis solidt grundlag i en helhedsanalyse af den globale situation.
Ash identificerer fire historiske processer, som udgør (eller vil udgøre en trussel mod demokrati og frihed i de kommende årtier): Mellemøsten-situationen (herunder den uløste israelsk-palæstinensiske konflikt og den muslimske fundamentalismes fremmarch), Fjernøsten-situationen (hvordan vil den vågnende gigant Kina udvikle sig i forhold til demokratiske værdier?), kløften mellem det rige Nord og det fattige Syd og det truende globale økologiske sammenbrud.
Bemærk hvordan de fire problemfelter kun opregnes, og hvordan de retningslinjer, han anbefaler, mest af alt minder en ønskeseddel: De udviklede lande burde overholde de regler for fair markedskonkurrence, som de påtvinger de underudviklede lande; de burde gøre en mere seriøs indsats for at afværge de truende økologiske katastrofer; krisen i Mellemøsten burde løses gennem en fælles amerikansk-europæisk bestræbelse osv.
Bogens konklusion er lever ikke op til de forventninger, undertitlen vækker – nemlig hvordan verden efter Den Kolde Krig, skønt den selv fremavler nye problemer, også åbner op for en unik chance til at løse disse problemer.
Ashs fire problemfelter har klart nok rod i de generelle dynamikker i vor tids globale kapitalisme. Dette er indlysende i forhold til de økologiske problemer og fattigdomskløften mellem Nord og Syd. Hvad den muslimske fundamentalismes fremmarch angår, udspringer den så ikke af, at den islamiske civilisation nægter at integrere sig i kapitalismens sociale dynamikker? Og skyldes Kinas særegne økonomiske vækst ikke, at vi har at gøre med en kommunistisk stat, der totalomstiller sig til kapitalistisk økonomi? Ashs spørgsmål må stilles på et mere generelt niveau: Hvordan forholder vi os til den globale kapitalisme? Er disse problemfelter symptomer på en strukturel defekt i den kapitalistiske maskines kerne? Eller er de historisk kontingente ulykkelige omstændigheder, vi kun kan håbe på at holde nogenlunde under kontrol?
Jeg vil ikke forkaste Ashs diagnose med den marxistiske standardfrase om, at han ’ikke inddrager situationens dialektiske totalitet’. Der findes omstændigheder, hvor menneskelig lidelse når et niveau, hvor referencer til en mere omfattende totalitet bliver kyniske. I dette perspektiv må det eneste gode argument for Irak-krigen fremdrages: Man må ikke glemme, at flertallet af irakere var Saddams ofre, for hvem det er en lykke at være befriet for ham. Han var en sådan katastrofe for sit land, at en amerikansk besættelse kun kunne fremstå som en bedre fremtidsudsigt. Her taler vi ikke om ’at bringe vestligt demokrati til Irak’, men kun om at skaffe Irak af med mareridtet Saddam. For dette flertal af irakere må den ikke-intervention, vestlige venstreorienterede foretrak, forekomme hyklerisk. Som om de bekymrede sig om, hvad den irakiske befolkning føler…!
Derfor bør man heller ikke være bange for at spørge: Hvorfor ikke USA som global politimand? Situationen efter Den Kolde Krig krævede en global magt til at udfylde tomrummet. Problemet er et helt andet: Problemet med USA er ikke, at det er et nyt, globalt romersk imperium, men at det ikke er det. For samtidig med, at USA spiller rollen som imperiemagt, fortsætter det med at handle som en nationalstat, der skånselsløst forfølger egne interesser. Som rettesnor for nyere amerikansk politik kan man bruge økologisternes motto: ’Handl globalt, tænk lokalt’ og vende det på hovedet.
Denne modsigelse kan eksemplificeres ved det dobbelte pres, USA lagde på Serbien i sommeren 2003: Washington forlangte af den serbiske regering, at den udleverede krigsforbrydermistænkte til domstolen i Haag (som er en logisk følge af et globalt imperiums behov for transstatslig, global juridisk institution), men krævede samtidig, at den underskrev en bilateral aftale med USA, der forpligter Serbien til ikke at udlevere amerikanske statsborgere, som er under mistanke for at have begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden til nogen international institution (f.eks. samme Haag-domstol).
Samme undtagelseslogik gør sig gældende i de økonomiske relationer: I Cancún i 2003 insisterede USA på fortsat at subsidiere sine bomuldsfarmere, og forbrød sig dermed mod de hellige principper om at ophæve alle støtteordninger og åbne sig for markedet, som de tilråder tredjeverdenslande at underlægge sig.

Den økonomiske favoritstrategi i denne fase af kapitalismen er ’outsourcing’ – en ’beskidt’ overdragelse af den materielle produktion (nu også design, reklamer, regnskabsførelse…) til oversøiske virksomheder og underleverandører. På denne måde kan alle hensyn til økologi og arbejdsmiljø omgås. Produktionen bliver udført – lad os sige i Indonesien – hvor de miljømæssige og sundhedsmæssige restriktioner er færre, og den vestlige globale virksomhed, der ejer varemærket, kan hævde, at ikke at have ansvar for de overtrædelser af reglerne, dens underkontrahenter begår.
Forholder det sig ikke på samme måde med tortur? Er tortur ikke ’outsourced’ til USA’s allierede i den tredje verden, som kan klare jobbet uden at måtte bekymre sig om juridiske problemer eller offentlige protester?
Denne inkonsistens har dybe geopolitiske rødder. Lande som Saudi Arabien og Kuwait er konservative monarkier, men økonomisk er de amerikanske allierede og integrerede i den vestlige kapitalisme. På dette punkt har USA en klar og elementær interesse: For at kunne regne med disse lande og deres oliereserver må de blive ved med at være udemokratiske. Demokratiske valg i Saudi Arabien eller Irak vil disse landes befolkninger efter alt at dømme udnytte til at stemme et islamistisk, nationalistisk og anti-amerikansk regime til magten. Denne historiske ironis har Ash ikke blik for.
I 1980’erne udviklede USA's FN-ambassadør under Reagan, Jeanne Kirkpatrick, en berømt skelnen mellem ’autoritære’ og ’totalitære’ regimer, der skulle retfærdiggøre, at USA's politik om at at samarbejde med højreorienterede diktatorer og bekæmpe kommunistiske regimer: De autoritære diktatorer er pragmatiske ledere, som stræber efter magt og rigdom, men er indifferente over for ideologi, selv når de holder tomme taler om en eller anden stor sag. Totalitære ledere er troende fanatikere, som aldrig tvivler om deres ideologis sandhed og vil ofre hvad som helst for den. Hvor de autoritære ledere reagerer forudsigeligt og rationelt på materielle og militære trusler, er totalitære ledere farlige, irrationelle og må fjernes hurtigst muligt.
Ironien er, at denne skelnen sammenfatter, hvad der er gået galt med USA’s besættelse af Irak: Saddam var en korrumperet autoritær diktator, som stræbte efter at udvide sin magt og lod sig lede af pragmatiske overvejelser (som førte ham til et samarbejde med USA op gennem 1980'erne). Men den primære konsekvens af den amerikanske intervention imod ham har været at frembringe en langt mere kompromisløs ’fundamentalistisk’ opposition, som udelukker enhver form for pragmatisk kompromis.
Ashs analyser er begrænsede af, at han ikke kan se, at det, han fordømmer (økologisk nedslidning af naturen, hykleriske dobbeltstandarder på verdensmarkedet etc.), er et produkt af de samme sociale dynamikker, som opretholder Vestens rolle som ’demokrati-eksportør’ og vogter af universelle menneskerettigheder.
Den afpolitiserede, humanitære politik, der vil ’sikre menneskerettigheder’, fremstår i stigende grad som et ideologisk forsvar for militær intervention, der tjener specifikke økonomiske og politiske formål. Den ’militære humanisme’ vil levere et før-politisk forsvar af det uskyldige og magtesløse individ imod omfattende despotiske kultursystemer: stater, krige, etniske konflikter og patriarkalske værdier. Men som den feministiske filosof Wendy Brown gør opmærksom på, er spørgsmålet snarere: Hvilke politiske overvejelser ligger bag de militære interventioner til fordel for menneskerettighederne? Kan de suppleres med andre opfattelser af retfærdighed? Står humanitær intervention i modsætning til andre kollektive retfærdighedsprojekter?
Hvad sker der med menneskerettighederne, når de bliver reduceret til rettigheder for dem, der er udelukket fra politiske samfund og reduceret til ’nøgent liv’? Hvad sker der, når de bliver rettigheder for rettighedsløse, der behandles umenneskeligt? Med filosoffen Jacques Rancières ord: »Når menneskerettighederne ikke er til nogen nytte, sker det samme, som når velgørenhedsfolk skal af med deres gamle tøj. De giver det til de fattige. Rettigheder, som virker overflødige, hvor de gælder, sendes til udlandet sammen med medicin og tøj, til mennesker, der er frataget medicin, tøj og rettigheder«.

Hvis der findes et priviligeret sted i denne sammenhæng, er det slumkvartererne i de nye megapoler. Den eksplosive vækst af slumkvarterer i den tredje verdens kæmpebyer fra Latinamerika til Afrika, Indien, Kina, Filippinerne og Indonesien er måske vor tids vigtigste geopolitiske begivenhed.
Lagos, som er det største knudepunkt i en nigeriansk slumbykorridor på 70 mio. mennesker, der strækker sig fra Abidjan til Ibadan, illustrerer dette: Ingen kender byens indbyggertal, men eksperter sætter det til over 10 mio. Da klodens bybefolkning med denne udvikling snart overgår dens landbefolkning (muligvis er det allerede sket), og da indbyggere i slumbyer udgør hovedparten af bybefolkningen, taler vi ingenlunde om et marginalt fænomen. Vi er vidne til en hastig vækst i befolkninger, der står uden for statskontrol, lever under lovløse forhold og har et desperat behov for minimal selvorganisering.
Skønt slumbyernes befolkninger udgøres af marginaliserede arbejdere og tidligere bønder, er de indlemmet i den globale økonomi på talrige måder. Mange arbejder som daglejere eller småhandlende, og den vigtigste kilde til væksten i deres tal er tredjeverdens-landenes indlemmelse i den globale økonomi, hvor billig fødevareimport fra førsteverden-lande ruinerer det lokale landbrug. De er det sande ’symptom’ på ’udvikling’, ’modernisering’ og ’verdensmarked’.
Man bør bekæmpe fristelsen til at idealisere og ophøje slumbeboerne til ny revolutionær klasse. Alligevel må man med den franske filosof Badiou se slumbyerne som et af vor tids få autentiske ’begivenhedssteder’. Her ophobes alle dem, som ’ikke er del af noget’, uden samfundsborgerstatus, rodløse, besiddelsesløse og ikke har andet at miste end deres lænker. Påfaldende mange karakteristika ved slumbeboerne matcher den gode gamle marxistiske bestemmelse af proletariatet som revolutionært subjekt: De er ’frie’ i ordets dobbelte betydning – og friere end det klassiske proletariat. Løsrevet fra alle substantielle bånd bebor de et frirum uden for statsligt politiopsyn og regulering. De udgør et storkollektiv, der er tvunget sammen i en situation, hvor de er er nødt til at finde en ny måde at sameksistere på, berøvet den støtte, traditionelle kulturer og nedarvede religiøse eller etniske livsformer gav dem.
Slumbeboerne er ’modklassen’ til den anden nye fremvoksende klasse – den ’symbolske klasse’ (virksomhedsledere, journalister, pr-folk, akademikere, kunstnere osv.), som også har frigjort sig fra deres rødder og ser sig som universelle individer (en New York-akademiker har mere til fælles med en slovensk akademiker end med de sorte i Harlem, der bor under en kilometer fra campus).
Er dette den ny akse i klassekampen? Er den symbolske klasse splittet, således at de emancipatoriske forhåbninger kan sættes til en koalition mellem slumbeboere og den progressive del af den symbolske klasse? Hvad vi bør holde udkig efter, er de tegn på ny social bevidsthed, der vokser frem fra slumkollektiverne. De rummer kimene til fremtiden.
Dette bringer os tilbage til overskriften – og til projektet i Ashs bog: Vores bedste håb for en virkelig ’fri verden’ ligger i slumbyernes trøstesløse univers.

*Slavoj Zizek er slovensk filosof og forfatter

*Timothy Garton Ash ’Free World – Why a Crisis of the West Reveals the Opportunity of Our Time’, Allen Lane 2004. Er udkommet

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her