Læsetid: 3 min.

Han er fuld af løgn

Den debuterende dramatiker Robert Reinhold har styr på både psyken og poesien i ’Løgnerne’
26. august 2004

Teater
Det er en pirrende dramatikerdebut, skuespilleren Robert Reinhold har skabt sig med stykket Løgnerne. Ikke alene er stykket et skuespil i den gode, klassiske forstand, hvor man hele tiden kun får halvdelen at vide – og derfor sidder i spænding resten af vejen. Stykket har også så mange referencer til teaterhistoriens psykovridende dramatikere, hovedsagelig fra Ibsen og frem, at stykket næsten bliver uvirkeligt i sin totalkomponerede poesi. Eller poetisk i sin ekstreme realisme. Som om Reinhold vil balancere netop dér, hvor replikkerne både er for smukke til virkeligheden – og til teatret.
Personligt minder det mig mest af alt om H.C. Branners Søskende fra 1952. Også her mødes tre søskende om et dødsfald, og også her afslører de deres forhold til hinanden og til deres dominerende far. Men hvor Branner var optaget af den sjælelige forkrøbling ved at blive tvunget ind i faderens ambitioner og ved ikke at være blevet elsket, så er Reinholds ærinde at beskrive den psykiske nedbrydning, der sker, når det voksne barn tvinges til at rette sin sexualitet ind efter faderens drift som ideal.

Fortrængt
Dermed bliver stykket et hæsligt spejl for vor tids krampagtige dyrkelse af sex som noget, man har krav på for at kunne føle sig som et helt menneske. Og hele mennesker er der da heller ingen af i Løgnerne. Der er kun kasserede, blinde og fortrængte skæbner, der er gået til grunde på grund af andre menneskers psykiske eller fysiske misbrug. Til gengæld er stykket levendegjort af et skuespillerteam, der er så blændende, at karaktererne løftes på vej mod nye arketyper.
Kim Nørrevig har aldrig været mere charmerende og dæmonisk end her som faderen – med en total kontrol over scenen ud fra sin brede brystkasse og sine smalle, skrå øjne. Han forfører alle, også tilskuerne, med sin snak om livets forgængelighed og drømmens fravær. Og så kan han hvirvle sig ud i en grotesk-liderlig hyldest til potensen og spermen, som om han personligt ville kunne sprede sin sæd til hele verden. Macho, dit navn er Nørrevig.
Hans sønner er til gengæld suget for sæd. Robert Reinhold spiller selv finurligt den pilleundertrykte særlingesøn, mens Andreas Dawe rammer bøssesønnens nervøsitet med fortvivlelse – og Bo Carlssons mørke ansigt forstener i sjælelig forfrysning, da han indser faderens manipulation.
Og så lyser Maria Rich op som en glitreslank havfrue – kådere end kåd, tristere end trist – med uforudsigelige omsving i et lysende smil, der fordrejer hovedet på enhver, der vandrer forbi hende i sandet.

Slettet
For sand er der, noget sletter-alle-spor-sand, der dækker hele scenen – og som giver de vildeste kurver til brusende havvideoklip af Mikal Bing. Scenograferne Martin Tulinius og Julie Forchhammer har forsøgt at kontrastere det vilde sand med en monumental mur af finérdøre, men her bliver klaustrofobien mere arkitekturtruende end eksistentiel. Som om Reinholds replikker kræver horisont, for at desperationen skal kunne opstå som en klaustrofobimur i tilskuerens tanker.
Til gengæld er Martin Tulinius’ instruktion et intenst studie i præcision – hvor håbet i den enes replik, straks affejes af hånen i den næstes. Spillet virker mere knugende og nøgent end i hans tidligere instruktioner, som om replikkerne har tvunget ham ud i en ny realisme, netop på grund af deres symbolske tyngde. Og samtidig er det måske netop det, der er forbindelsen bagud til hans ekspressionistiske Kafka-forestilling.
Så løgn eller ej. Det er et opløftende 10 års jubilæum, Kaleidoskop kan fejre. Til lykke.

*www.kaleidoskop.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her