Læsetid: 6 min.

Nogle gange er en afslutning begyndelsen på noget andet

Kris Kristoffersons liv har været præget af op- og nedture, men han nyder stadig at være med i gamet
2. august 2004

Comeback
Kris Kristofferson er en ret aparte skikkelse blandt de amerikanske stjerner. Han har en kandidatgrad fra Oxford. Da han i 1958 tog til
Oxford for at studere engelsk litteratur, var han stadig ukendt som sangskriver og endnu mere ukendt som skuespilleren, som skulle komme til at spille sammen med Barbra Streisand i A Star is Born fra 1976. På Oxford blev hans interesse vakt for poeten og maleren William Blake, som han senere navngav sit
8. barn efter.
»Blake mente, at hvis det guddommelige forsyn havde udstyret én med skabende evner, så var man forpligtet til at udnytte dem,« siger Kristofferson.
»Han sagde, at hvis man undertrykte sit talent, ville sorgen og
desperationen forfølge én resten af livet og ind i døden, og skam og forvirring ville blive din skæbne i al evighed. For en ung fyr som mig, der gerne ville være kunstner, selv om alle andre rådede mig fra det, var det noget, der virkelig gjorde indtryk.«
I dag kan Kristofferson se tilbage på en karriere, hvor han har medvirket i mere end 60 film og været ophavsmand til country-klassikere som »Help Me Make It Through the Night« og »For the Good Times«. Mere end 500 kunstnere har gennem tiden kastet sig over hans krasse, gospel-inspirerede repertoire.
Han er på besøg i Birmingham for at optræde med sine største hits. Han er iført cowboystøvler og en sort skjorte, der er proppet ned i et par sorte cowboybukser. Mange års alkoholisme og en tredobbelt bypass-operation for fem år siden har sat sig sine spor. Han er stadig en flot mand med de karakteristiske hvide tænder og blå øjne, der gennem årene ikke har forandret sig.

En forandret tid
Hvorfor er han tilbage?
»Jeg har været ude af gamet et stykke tid, og jeg savnede det ikke særlig meget,« siger han. »Men jeg opdagede i forbindelse med en
solooptræden efter Johny Cashs begravelse, at sangene havde fået en ny betydning og en anden resonans. Jeg ved ikke, om det er den politiske situation i verden, som har fået folk til at se på mine sange på en ny måde. Jeg ved det ikke, men der er noget, som er forandret. Tidligere på året var der udsolgt tre aftener i træk til mine tre koncerter i Dublin; det ville aldrig være sket i 1980’erne eller 90’erne.«
Kristofferson siger at tabet af Cash stadig er »tungt at bære«. Det var Cash, som introducerede ham på The Newport Folk Festival i 1969.
»Den koncert har brændt sig fast i min hukommelse for altid. Det var aftenen før den første månelanding. John gemte et af mine digte »The Golden Idol« i sin pengepung. Han brugte det aldrig, men bare det, at han bar rundt på det, var stort for mig.«
Kristofferson blev født som den ældste af tre børn i Brownsville i Texas.
Hans far var officer i flyvevåbenet, og hans omvandrende livsstil førte til sidst familien til San Mateo i Californien. Der begyndte Kris at dyrke boksning og studere creative writing på Pomoha College. Men det var først under studieopholdet i Oxford, at hans liv begyndte at blomstre.
»Jeg blev præsenteret for en masse stor litteratur, men det som virkelig betød noget var, at jeg fik mulighed for at gå på opdagelse i Europa. Jeg nåede endda at møde Hemingway til en tyrefægtning. Han så slidt ud og kort tid efter tog han sit eget liv, men alligevel det var Hemingway.«
Før han tog til Oxford, havde han meldt han sig til den amerikanske hær, men rekruttiden blev udsat til efter han havde afsluttet sine studier. Han aftjente den i Tyskland og lærte faldskærmsudspring og at flyve helikopter og mødte Johny Cash, da hans helt blev fløjet til Tyskland for at underholde tropperne.

Mødet med Johnny Cash
Lederen for delingen var en fætter til den berømte Nashville sangskriver Marijohn Wilkin, der inviterede ham til at besøge country-musikkens højborg under en orlov i juli 1965.
Kristofferson besluttede sig for at vende tilbage til Nashville for at arbejde som sangskriver i stedet for at undervise i engelsk litteratur på West Point militærakademi. Han arbejdede som pedel på Nashville Columbia Studios. Der mødte Kristofferson Cash, og de blev venner efter en episode, hvor Cash havde forhindret, at Kris blev fyret fra sit arbejde.
»På det tidspunkt var John begyndt at optage sine shows på Ryman Auditorium,« siger Kristoferson. »Han fortalte Bob Dylan og Joni Mitchell, at jeg og min kammerat Mickey Newbury var de bedste sangskrivere i Nashville. Det passede selvfølgelig ikke, men det var en stor anbefaling.«
Efter at direktøren Dennis Hopper havde set Kristofferson i et af Cashs tv-shows, tilbød han ham en lille rolle i hans film The Last Movie fra 1971, og så tog hans hans filmkarriere fart. Filmen blev optaget i Peru. Den må have været et flop?
»Tager du gas på mig,« griner Kris. »Alle disse Hollywood-folk samlet i verdens kokainhovedstad… Det var vanvittigt. Det var nok den mest vanvittige periode i Dennis’ liv, og måske også i mit.«
Og hvad blev der af A Star is Born?
»Den blev en kassesucces, men kritikerne kritiserede den sønder og sammen. Den forandrede hele mit liv. Pludselig spillede jeg og mit band på store stadions. Det var som at sætte sig i en rutsjebane og så bare lade sig føre med.

Nedtur
Slutningen af 1970’erne og 80’erne viste sig at blive en større prøvelse. Kris Kristofferson havde giftet sig med sin anden kone, sangskriveren Rita Coolidge i 1973. Det år vandt parret en grammy for deres duet »From the Bottle to the Bottom«, men i 1979 blev de skilt. Kristoffersons alkohol- og stofmisbrug var en af hovedgrundene.
»Da jeg og Rita gik fra hinanden gik jeg helt i stykker. Men nogle gange er afslutningen på noget, begyndelsen til noget andet. Jeg har været sammen med min nuværende kone Lisa i 21 år nu.«
Musikalsk gik det også galt for Kristofferson. Politiske albums som Repossessed fra 1986 og Third World Warrior fra 1990 kørte ham ud på et sidespor.
»De holdninger jeg havde om
eksempelvis menneskerettighederne i Nicaragua, gjorde at country radiostationerne ikke ville spille min plader.«
Men så greb Cash ind og hjalp med at relancere en ny Kristofferson.
»Han skrev et brev til tidsskriftet Country Music, hvor han forsvarede mig, ligesom han havde forsvaret Bob Dylan, da man kritiserede ham for at benytte sig af elektriske instrumenter. ’Lad Kris være,’ sagde han. ’Han ved, hvad han gør.’ John var som en Gud for dem, så de kunne dårligt ignorere ham.«

Bush-kritik
Mens mange kunstnere er forsigtige med at komme med udtalelser, der kunne blive stemplet som ’upatriotiske’, og som kunne skade salget, så fortsætter Kristofferson med at sige sin ærlige mening. Da jeg spørger ham om, hvad han mener om Bushs udenrigspolitk, siger han direkte.
»Jeg mener, det er det værste, som er sket, mens jeg har eksisteret på denne jord. For mig at se, står det i dyb kontrast til alt det, vi burde gøre.«
»Vi skal respektere de internationale love. Vi skal samarbejde med vores allierede. Vi skal benytte os af diplomatiske midler i stedet for at bruge vold. Vi forsøgte at køre FN ud på et sidespor i forbindelse med Irak. Og for mig at se, er det den unilaterale fremfærd… det virker som om vi gør de her ting, fordi vi kan, og ikke fordi vi har gode grunde til at gøre det.«
Kommer der en selvbiografi? »Jeg er ved at forhandle en aftale på plads,« siger han.
»Men jeg har for travlt med at leve livet til at kunne trække mig tilbage og skrive en bog. Det ender nok med, at jeg får gjort det; jeg vil gerne have børnene til at forstå hvem den gamle fyr, der sidder og savler foran fjernsynet, er.«

© Independent og Information
*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu