Læsetid: 3 min.

Grænser for vækst

11. august 2004

»Dette opsving ligner nu mere end nogensinde en myte.«
Cheføkonom Steven Roach, finansieringsrådgivningsfirmaet Morgan Stanley, til nyhedsbureauet Bloomberg mandag

DET ER GANSKE elementært: Når den økonomiske vækst går op, stiger presset på oliekilderne, og olieprisen går i vejret. Og når olieprisen går i vejret, bremses den økonomiske vækst.
Det internationale samfund er i disse dage, uger og måneder på skolebænken til et grundkursus i sammenhængen mellem en økonomi, der vokser, og et resourcesystem, der er begrænset. ’Der er grænser for vækst’, lyder lektien, der skal indlæres, men om lektien trænger ind og gør kursusdeltagerne klogere, står tilbage at se.
Det er primært Kina og USA, der med økonomiske vækstrater i omegnen af henholdsvis ni og fire procent har sat tryk på det globale system. »Den økonomiske vækst er stærk, og den bliver stærkere,« forsikrer præsident Bush i tide og utide, og de amerikanske forbrugere har tillidsfuldt investeret i nye biler og anden forbrugsudvidelse, der har bidraget til at gøre præsidentens udsagn til en selvopfyldende profeti.
Men væksten har sat det globale olieforsyningssystem under voldsomt pres. Mens det globale oliebehov i de seneste mange år er vokset med omkring en million daglige tønder pr. år, så spår det internationale energiagentur, IEA, i år en vækst i efterspørgslen på tre mio. tønder, mens OPEC taler om hele 3,9 mio. Over for det står, at Saudi-Arabien er eneste olieland med ledig produktionskapacitet, og denne kapacitet overstiger næppe én mio. tønder. Samtidig er der stor usikkerhed om de løbende olieleverancer fra urolige lande som Irak, Rusland, Nigeria, Venezuela og sågar Saudi-Arabien selv, der slås med tiltagende terrorisme og trusler mod bl.a. landets olieanlæg.
Knaphed, leveringsproblemer og simpel nervøsitet i markedet er forklaringen på, at olieprisen er steget med 30 procent siden årets begyndelse. Og når prisen på den centrale produktionsfaktor stiger så voldsomt, så smitter det af på det meste. Transport bliver dyrere, råvarer bliver dyrere, energiforbrugende produktionsprocesser bliver dyrere. Det hele ender hos forbrugerne, der kan få mindre for deres penge, og derfor forbruger mindre. Og når det sker, kører hjulene i industrien langsommere, færre job kan opretholdes eller skabes, og indkomsterne skrumper for mange mennesker. Facit: Væksten tager af.

MANGE ANDRE faktorer påvirker økonomiens udvikling, men i USA er billedet nu åbenlyst faretruende. Evnen til at skabe nye job via kraftig vækst er f.eks. ved at fortone sig. I maj blev der skabt 27.000 færre nye job end forudsagt af det amerikanske arbejdsministerium, i juni var der en manko på 34.000 job, og i fredags måtte ministeriet oplyse, at juli gav 168.000 færre nye arbejdspladser end ventet. Parallelt hermed svinder forbrugsiveren. Vækstraten for forbruget er nu lige så markant aftagende som i de traumatiske uger efter 11. september 2001.
Summa summarum er, at den amerikanske økonomis vækst er i aftagende. Og med et forventet gigantunderskud på budgettet på 455 milliarder dollar og en bekostelig krig, der ikke vil stoppe, er der meget lidt præsidenten kan gøre for at give væksten kunstigt åndedræt.
Det er altsammen prøvet før. Mest dramatisk i 1973, da den første olieforsyningskrise gav mere end fordoblede oliepriser og udløste langvarig international stagnation og arbejdsløshed. Forskellen er, at det dengang var en ren politisk krise, alene styret af OPEC’s behov for at straffe den vestlige verden og af olieselskabers lyst til at tjene gode penge i samme ombæring. I dag er det efter alt at dømme starten på en reel, uafvendelig råstofkrise, forstærket af geopolitiske uro.
Dengang blev oplevelsen ledsaget af en grundbog i global husholdning kaldet Grænser for vækst, udsendt af den såkaldte Romklub. Bogen solgte i millionoplag, men eleverne lærte ikke meget. Da Romklubbens forskere for nylig udsendte en ny bog – Limits to Growth, The 30-Year Update, omtalt i Information i lørdags – fandt forfatterne anledning til at konstatere:
»Det er en trist kendsgerning, at menneskeheden i det store og hele har spildt de seneste 30 år med ørkesløse debatter og velmenende, men halvhjertede svar på den globale økologiske udfordring. Vi har ikke yderligere 30 år at fjumre afsted i.«
P.t. kører derfor det globale repetitionskursus. Velkommen til anskuelsesundervisning.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her