Læsetid: 6 min.

Vi er alle grundtvigianere

Carsten Jensen fortsætter her gårsdagens essay om danskerne med et nådesløst opgør med grundtvigianismen, myten om den danske uskyld og ikke mindst om svinet som et helligt dyr i et åndeligt bondeland besat af materiel vinding
28. august 2004

Essay 2. del
På et punkt adskiller Danmark sig efter nederlaget i Dybbøl i 1864 fra det normale mønster, der følges af nationer, som forsøger at vende et nederlag på slagmarken til en indre sejr. Vores nationale depression afløses ikke pludselig af den paradoksale sindsstemning, som den tyske historiker Wolfgang Schivelbusch i sin bog Die Kultur der Niederlage beskriver som »en enestående form for eufori«. Årsagen til et sådant abrupt stemningsskift er, at det militære nederlag efterfølges af en indre omvæltning: Det siddende styre udpeges som ansvarligt for nederlaget og styrtes. Efter nederlaget ved Sedan i den fransk-tyske krig falder Napoleon d. 3., og republikken udråbes i Paris’ gader, Tysklands kapitulation i november 1918 fører til kejser Wilhelms hovedkuldse flugt til Holland.
Men i Danmark sker der ingenting efter 1864. Den uduelige Christian d. 9., som var med til at kaste Danmark ud i en uforberedt krig, og som med sin ubeslutsomhed saboterede fredsforhandlingerne i London, hvor tyskerne var villige til at gøre store indrømmelser, bliver siddende. Grundloven bliver revideret i 1866, men ikke i demokratisk retning. Først i 1901 kommer systemskiftet. Hvad der i Frankrig og Tyskland tager et par dage, kræver i Danmark 37 år.
Hvad denne endeløse forsinkelse vidner om, er først og fremmest et fuldstændigt fravær af vilje til selvransagelse. Ikke engang den luksus at finde sig en syndebuk inden for landets grænser, tillader danskeren sig. Identiteten som martyrfolk gror fast, det er i offerrollen, at selvgodheden har sit udspring, ikke i en katarsisk forløsning fra nederlaget, men i en svælgen i det, ikke i handling, men i forbitrelse. Den eneste revolution, danskeren tillader sig selv, er den praktiske, opbygningen af brugsforeninger og andelsbevægelse.

I Frankrig og Tyskland udbryder der i månederne lige efter sammenbruddet en danse-epidemi: I Paris danser de cancan, i Berlin jazz, opgøret med autoriteterne giver sig udslag i en kropslig løssluppenhed. Danser danskeren i disse lange år? Ja, men i så fald er det folkedansens slæbende skridt, med højtideligt ansigt, i stive dragter, der er designet til at påkalde fortiden. Han er fanget i den nationalromantiske historieskrivnings koreografi. Danskeren er i drømmeland.
»Nationer, som mister deres stat, søger ofte tilflugt i deres kirke med det resultat, at nationalisme og religion, sekulær og teologisk tankegods smelter sammen og bliver umulig at skelne fra hinanden,« skriver Schivelbusch, som uden at kende til grundtvigianismen dog alligevel er i stand til at give en ret præcis karakteristik af den. Højskolen er det bedste eksempel på denne sammensmeltning af nationalisme og religion. »Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde«, skrev Grundtvig, og man skal ikke være i tvivl om dobbeltheden i ordet oplysning, der på én gang sigter til verdslig viden og religiøs oplysthed.
Men det er ikke den eneste dobbelthed i grundtvigianismen, og den anden er måske vigtigere. Det er modsætningen mellem dannelse og lærdom, mellem det levende, mundtlige ord og terperiet, mellem det talte danske sprog og dødt bogmål. Det er grundtvigianismens kunststykke: Den går ind for oplysning og dannelse, men ikke for lærdom, den går ind for ånden, men ikke for åndens frembringelser, hvis de kræver for store kundskaber, udenadslære og terperi på fremmedsprog, »bogormesygen«, som Grundtvig hånligt kalder det.
Det er i dette kunststykke, at den nyfødte danskhed får sin afgørende prægning: Den omfatter både hyldesten til oplysning og hadet til lærdom, både kundskabstørst og populistisk selvtilstrækkelighed. Vi bliver et højtuddannet, oplyst folk, der selvmodsigende bekender sig til janteloven. Inden i rummeligheden ligger intolerancen altid på lur.
Det er grundtvigianismen, der påtager sig at forvalte traumet efter nederlaget ved Dybbøl i 1864, men ikke for at læge det. I stedet holder den uskyldens illusion i live. 140 år senere er vi stadig ikke sluppet ud af dens greb. Uanset hvilke betegnelser vi giver vore kulturdebatter, så udkæmpes de alle sammen på Dybbøls skanser, og det er grundtvigianismens indre modsætninger, vi udlever: højdemokrati mod lavdemokrati, oplysning mod populisme. Grundtvigianismen rummer begge dele, og det gør vi også. Vi er alle grundtvigianere.

I den første lange tid var det oplysningstanken, der kom til at herske, trangen til at lære var større end modviljen mod lærdom, men hele tiden var der denne indre kamp mellem højdemokrati og et lavdemokrati, hvor dannelseseliten blev udnævnt til folkefjender, og viden blev identificeret med formynderi. I denne århundredlange kamp er det hele tiden højdemokratiet, der er vigende, og da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2002 holder sin nytårstale vendt mod smagsdommere og eksperter, er lavdemokratiets sejr total. Grundtvigianismen har ædt sig selv: Folket er ikke blot uskyldigt. Det skal også være dumt.
Grundtvigianismen når til en endestation sammen med myten om vores uskyld. I 140 år har vi suttet på selvgodhedens søde sukkerknald, nu åbner vi munden og afslører, at den er fuld af rådne tænder. Her hjælper ingen plomber, her er der kun ét middel: at trække tænderne ud en for en. Når integrationsminister Bertel Haarder i overensstemmelse med Grundtvig udtaler, at mennesket ikke er et socialt væsen, men et historisk, proklamerer han ikke blot det umulige i den opgave, han har påtaget sig, han afslører også grundtvigianismens totale uegnethed som vejleder i den moderne verden. Det er ikke dens moralske krise, fanget mellem rummelighed og intolerance, Bertel Haarder kommer til at personificere, det er grundtvigianismens totale fallit.
Hvis mennesket er et rodfast, historisk væsen og ikke et socialt, er det fanget i sin nation og dens historie. Det etniske sætter et absolut og uoversætteligt skel. Ligesom træer ikke kan springe over havemuren, kan vi heller ikke springe over den etniske Berlinmur og møde de andre i en verden, hvor nationer nedbrydes, opstår og forandrer sig på de mest uforudseelige måder, og mennesker fra vidt forskellige kulturer hele tiden uventet støder ind i hinanden. Så er integrationsprojektet på forhånd dømt til at mislykkes, eller det kan kun gennemføres i form af ydmygende underkastelse eller dramatiske omvendelser. Fra moderation er grundtvigianismen endt i fundamentalisme.

Det er kun en grundtvigianer, der kan komme på den tanke, som Bertel Haarder fik, at arbejdsløse indvandrere med muslimsk baggrund skal sendes ud på landet og passe svin. For svinet er jo det hellige dyr i et åndeligt bondeland besat af materiel vinding. Vi danser ikke om guldkalven, men om guldgrisen, og Grundtvig selv kommer ridende ind i Danmarkshistorien på en flæskeryg. Han og svinet er allierede, for uden svinet ingen velstående gårdmandsstand, ingen andelsslagterier, ingen højskoler, ingen åndelig fremgang. Svinet har en status som helligt dyr i grundtvigianismens Danmarkshistorie. Det er derfor, muslimer skal tjene grisen som et bevis på, at de nu har underkastet sig og er blevet danskere. Deres omvendelse skal derfor heller ikke finde sted foran alteret i en tom kirke, men i den bugsvære grundtvigianismes virkelige helligdom: svinestien.
Tyskland har hele tiden ligget der som et bevis på grundtvigianismens tese om mennesket som et historisk væsen, der er så uforeneligt som vand med olie, når det skal blandes med medlemmer af andre kulturkredse. Alt, hvad tyskerne er, er danskerne ikke, og omvendt. Mens tyskerne er autoritære, ler vi respektløst af øvrigheden. Hvor tyskerne er kollektivistiske flokdyr, er vi individualister, der blot ved et tilfælde ikke er til at skelne fra hinanden. Mens tyskerne har tilbøjelighed til abstrakt tænkning, er vi lutter hjerte. Mens de forfølger anderledes tænkende, nøjes vi med at gøre nar ad dem. Først efter at de gennem næsten et halvt århundredes bodsøvelser har bevist deres demokratiske sindelag, begynder vi igen at se på tyskerne som en slags mennesker, men traumet fra 1864 hører ikke op af den grund. Nu overfører vi tyskerangsten til andre bussemænd.
Ugræs fyger igen over hegnet, denne gang ikke fra syd, men alle vegne fra: Indvandrerne kommer. Angsten for de fremmede er grundtvigianismens sidste giftige blomst, en sort natskygge vokset i fordærvet jord, tragedien fra Dybbøl Skanser genopført som farce. Tonen er mere skinger og tranceagtig end nogen sinde, for nu skal ofrets hyleri ikke blot overdøve fornuftens stemme, men også erfaringens: Skulle 180.000 muslimer virkelig udgøre en trussel af samme tyngde som de 50 millioner tyskere, der engang stod parate til at klemme livet ud af os som nation? Spørgsmålet er nemt at besvare, men vi vil ikke høre svaret, for det kræver, at vi opgiver vores yndlingsneurose: den kroniske uskyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu