Læsetid: 1 min.

Hedegaard: Kritikken er polemisk

Miljøministeren medgiver, at der skal spares, men hun kalder oppositionens kritik ’ørkesløs og spild af menneskers tid’
27. august 2004

Miljø
Regeringen har i sit finanslovsudspil sat ekstra 50 mio. kr. af til naturbeskyttelse. Alligevel bliver miljøministeriet samlet set beskåret med mindst 54 mio. kr., og 93 medarbejdere skal se sig om efter et andet job. Nedskæringerne får opposition til at rase.
»Man har fået en ny miljøminister, men miljøpolitikken er stadig lige usympatisk«, lyder det fra miljøordfører, Torben Hansen (S).
SF’s miljøordfører, Jørn Jespersen mener, at der er tale om ’Dansk Folkeparti-ideologi på miljøområdet’ og Enhedslistens finansordfører, Pernille Rosenkranz-Theil, taler om en ’ren Lomborg-finanslov’.
Fra et møde på Island betegner miljøministeren oppositionens kritik som ren polemik.
»Den del af polemikken, der handler om, hvorvidt jeg ikke lige på tre uger kunne have ført de ressourcer tilbage til miljøområdet, der er tabt de sidste tre år, er ørkesløs og spild af menneskers tid«, siger Connie Hedegaard (K).

Billigere i drift
Overlever regeringen næste valg, skal ministeren barbere sine budgetter med godt 14 procent, og især Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen rammes hårdt. Ikke overraskende er røster fra miljøorganisationerne kritiske.
»Finansloven er endnu engang udtryk for regeringens forældede opfattelse af, at miljøpolitik er en ren omkostning og en trussel mod virksomhedernes konkurrenceevne,« siger formand for Det Økologiske Råd, Christian Ege, og hos WWF Verdensnaturfonden tvivler man også på, om man kan føre en forsvarlig miljøpolitik med udsigten til flere besparelser.
Ministeren erkender at der skal skæres ned, men hun vælger at rette fokus mod fremtidige tiltag.
»Jeg er mere fokuseret på, hvilke initiativer, der skal komme. Der er faktisk lavet nogle effektiviseringer, så selve driften af ministeriet bliver billigere. Man skal passe på ikke kun at kigge på antallet af millioner,« siger hun og fremhæver mulighederne for at konvertere en del af EU’s landbrugsstøtte, således at pengene kommer dansk miljø og natur til gode.
»Inden for de rammer er der faktisk nogle muligheder,« påpeger Connie Hedegaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her