Læsetid: 3 min.

Henriette

5. august 2004

Familien er samfundets fundament. Det kunne man læse for lige godt et år siden, da den daværende konservative socialminister Henriette Kjær fremlagde sit udspil til kampen mod den ’negative sociale arv’: »Familien er fundamentet i det danske samfund – den kan ikke erstattes, men vel heller ikke tages for givet. Derfor skal vi værne om familien og fastholde forældrenes ansvar for egne børn.«
Beskrivelsen lignede mere en målsætning end et billede af dagens Danmark. Sådan udlagde i hvert fald forfatteren og forskeren Hans Hauge socialministerens tiltag: »Familien er ikke samfundets fundament. Det kan man godt ønske sig, at den var. Der findes i dag så mange familieformer, at almenbegrebet familie ikke giver mening. Familien er erstattet af friends.«
Socialministerens udspil lignede et opgør med 70’er-pædagogikken og marxisterne, hængehovederne og alle dem, som mente at kunne håndtere familiens problemer bedre end familien selv. Det lignede med andre et lille indslag i Anders Fogh Rasmussens kulturkamp.

Siden da er samme Henriette Kjær blevet minister for Familien Danmark. Spørgsmålet er blot, om hun er blevet minister for familien, som den ser ud i Danmark i dag, eller om hun blot er minister for de lidt bedagede associationer, som ministeriets navn vækker: Minister for den danske kernefamilie.
I den statsministerielle kundgørelse kan man læse, »at der oprettes et Ministerium for Familie- og Forbrugeranliggende, således at der til dette ministerium overføres følgende sagsområder:«
*fra Økonomi- og Erhvervsministeriet: Forbrugerstyrelsen med tilhørende sagsområder
*fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: Fødevaredirektoratet med dertil hørende sagsområder nfra Socialministeriet: sager vedrørende generel børne-, ungdoms- og familiepolitik
*fra Justitsministeriet: de under Civilretsdirektoratet hørende sagsområder
*fra Beskæftigelsesministeriet: sager vedrørende barselsdagpenge og børnepasningsorlov
Det er en blandet landhandel, Henriette Kjær skal bestyre, fra barselsorlov, skilsmisse og børnebidrag til veterinærforskning, husdyrsygdomme og fødevaresikkerhed. Og det er noget af en intim opgave, ministeren er kommet på: Familien skal mandsopdækkes i hverdagen. Henriette Kjær skal sørge for, at maden på familiens morgenbord er sund nok, at mor får råd til at blive hjemme hos ungerne, og at daginstitutionerne får mere fleksible åbningstider, så også far kan hente de små uden at ødelægge karrieren. Hun skal kort sagt sørge for, at det er nemt at være far, mor og børn i Danmark.

Det er positivt, at det er en tidligere socialminister, der bliver familieminister, selv om det er betænkeligt, at børne- og ungdomspolitikken forlader Socialministeriet. For familieproblemer er sociale problemer: Skilsmisseraten stiger, som man bevæger sig ned af den sociale rangstiger, og det samme gør antallet af huller i børnenes tænder, spædbørnsdødeligheden og antallet af enlige forældre.
Intet ministerium er en ø, men i højere grad end for de fleste ministre gælder det for Henriette Kjær, at hun skal være overordentlig dygtig til at tale med sine kollegaer. Som den nyudnævnte minister forleden svarede, da hun blev spurgt, om hun ville gøre noget ved boligforholdene for børnefamilierne: »Det har jeg allerede snakket med by- og boligministeren om.« Man må håbe, at hun taler lige så godt, hvis ikke bedre, med den nye socialminister.
Tine Bryld har formuleret det præcist: »Hvad er det, familierne ønsker? Hvis du spørger børnefamilierne, vil svaret formentlig lyde: Mere tid, flere ansatte i institutionerne, rummelige skoler. Dér kan vi snakke familiepolitik. Familiepolitik handler om alt andet end familien – den skal nok finde ud af det på den ene eller den anden måde. Også uden regeringens opmuntringer.«
Reelle forbedringer – flere ansatte i institutionerne eller kortere arbejdstid for forældre – koster penge. Politiken kunne i går berette, at der nu er sat 100 millioner af til valgflæsk i det nye ministerium, men det rækker knap til fernissen. Barselsorloven kostede til sammenligning 1,2 milliard.
Hvad skal Henriette med tomme lommer så gøre? Hun kunne arbejde for at øge tolerancen for den mangfoldighed, som familierne udgør. Og det kunne hun eksempelvis gøre ved at få lovgivningen på familieområdet til modsvare den virkelighed, som de danske familier lever i. Ved at gøre det muligt for skilsmisseforældre reelt at dele deres børn, ved at tillade homoseksuelle at adoptere og lesbiske at blive gravide ved inseminering, og ved at afsætte midler til forskning.
Selv om Henriette Kjær langt fra imponerede som ligestillingsminister, er det alligevel ærgerligt, at ligestillingen ikke følger med over i Familieministeriet. For mens mange af de formelle kampe for ligestilling er vundet på arbejdsmarkedet, har debatten om barselsorloven vist, at der slag at tage i og omkring familiestrukturen. Det kunne være fundamentet for et meningsfyldt Familieministerium.

/nt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her