Læsetid: 4 min.

Hjem til rokade

Trafikken mellem politiker- og journaliststanden er uheldig, fordi den går ud over vores alle sammens tillid til journaliststanden som en fri, kritisk magt i dette land. Alt for meget gnubberi mellem journalister og politikerne er kun af det onde
7. august 2004

København
Hjemkomst. Endelig vender folk (inklusive en selv) tilbage til København. Bageren og posthuset er genåbnet, naboen hilser, og folk kan træffes på deres kontorer.
Også statsministeren er kommet tilbage, og på hans første arbejdsdag var det tid til en ministerrokade. Flere aviser kaldte ministerrokaden et signal om, at de bløde værdier nu vil komme lidt længere frem i lyset – og det er jo godt og vigtigt at sende signaler. Handling ville være dog så uendelig meget mere interessant!
Det kunne være interessant at se nogle forsideinterview med ’bløde’ samfundsgrupper, der nu føler sig trygge ved, at regeringen vil tage sig mere af dem. Om et halvt år ville det være rart at se en bekræftelse af, at det faktisk skete, ’at de bløde værdier’ kom frem i forgrunden. Men selvfølgelig kommer det ikke til at ske.

Det beskæmmende er, at aviserne ignorerer det politiske indhold (i politiske begivenheder) og ’læser’ alt som taktik. Det er næsten lige så kedeligt som at læse en boganmeldelse, der kun opregner kommaer og kapitler. For handler bøger trods alt ikke om noget? En politisk analyse i dag består i at gætte på, hvornår valget kommer, hvem der vil vinde magten i hvilke partier hvornår. Hvordan har Brian Mikkelsen og Lene Espersen det egentlig med, at Connie Hedegaard nu er kommet ind fra sidelinjen? Føler de sig mon forbigået? Det er spåkonevirksomhed og terapisnak, intet andet.
Hvad, der blev behandlet i ugens aviser, var udelukkende ministerrokadens signalværdi, Connie Hedegaards popularitet. Nogle mente, at det var godt med lidt ’frisk luft’ i regeringen. Men hvad betyder ’frisk luft’ egentlig for indvandrere, direktører, vadefugle og bistandsmodtagere? Nej, den politiske virkelighed er simpelt hen for kedelig til, at man gider have noget med den at gøre. For deprimerende. Og den personlige vinkel mangler.
For et par år siden skrev jeg i en tv-anmeldelse her i Information, at jeg syntes, at trafikken mellem politiker- og journaliststanden er betænkelig. Er en, der har siddet i Folketinget for et bestemt parti nu også i stand til at være totalt fri og kritisk over for selv samme parti? Er det ikke nødvendigvis et skib med slagside?
Dengang nævnte jeg bl.a. Connie Hedegaard som eksempel. Det var noget, mange tog mig ilde op. Siden blev SF’s Christine Antorini Deadline-værtinde, og siden gik hun tilbage til det politiske liv. Det gør så også Connie Hedegaard nu.
Jeg skal ikke nægte dem begge journalistiske evner, jeg synes bare stadig, trafikken er uheldig, fordi den går ud over vores alle sammens tillid til journaliststanden som en fri, kritisk magt i dette land. Alt for meget gnubberi mellem journalister og politikerne er kun af det onde.
Det er muligt, at det er mig, der er gammeldags, for bare ordene ’kritisk magt’ klinger efterhånden så arkaisk, at Suzanne Brøgger muligvis har ret i, at det tilhører forrige årtusinde. Vi lever trods alt i en tid, hvor journalister og tv-værter gerne optræder i reklamer for egenhændigt at kompromittere sig selv totalt. Jeg skal jo bare klare mig, synes den underliggende præmis at være. Ja tak, vi skal alle sammen bare klare os, men til hvilken pris? Og hvad med samfundet? Skal det ikke også bare klare sig? Og hvordan, hvis ikke med kritisk sans, kritisk journalistik?

Forleden gik jeg tur med min gamle skolelærer, som åbenbart er ven af Farums navnkundige Peter Brixtofte. På en af årets første sommerdage prøvede han vedholdende at overbevise mig om, at det værste ved hele Farum-sagen langt fra er Peter Brixtofte – det er alle dem, der bare har set til, mens misbruget udviklede sig. Måske er det slet ikke noget tilfælde, at en sag som den kommer op i disse år. Måske er skaren af rygklappere, der kun frygter for deres eget skind, simpelthen et billede på, hvordan det er at være dansker lige nu.
Vi ved jo alle sammen godt, at regeringen begår ganske store forbrydelser mod flygtninge og indvandrere, vi ved godt, at de svageste i samfundet er dem, der betaler regningen for statsministerens tre eneste virkelige værdier – marked, marked og mere marked. Men vi ser den anden vej, fordi vi ikke kan komme med noget rigtig godt alternativ - og fordi ingen åbenbart kan fastholde politikerne på deres ord.

En ministerrokade er et hyggeligt lille mediestunt, masser af skinnende sorte biler, blomster og smil – og så kommer de endda ud af døren på Amalienborg. Hvis statsministeren bare kan blive ved med den slags, kan han måske få os til at glemme, hvad det egentlig er, han står for. Og så kan han måske vinde næste valg. Det eneste, der kan undre, er, at Connie Hedegaard (som også jeg var kommet til at holde af) vil hjælpe ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu