Læsetid: 3 min.

Høj oliepris redder Chávez

Uforudsete ekstra oliemilliarder har afværget økonomisk ruin og gjort det muligt for præsident Chávez at indynde sig hos Venezuelas fattigste
17. august 2004

Venezuela
CARACAS – De flere hundrede internationale observatører – der primært er udsendt fra den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carters menneskerrettighedscenter og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) – er ikke de eneste, som har holdt et vågent øje med, om det venezuleanske valg blev afviklet på korrekt vis uden snyd ved stemmeoptællingen. Den politiske situation i landet er også blevet fulgt meget nøje udefra af verdens store finansfyrster og af oliemarkedet. De politiske spændinger, som nu har destabiliseret Venezuela i mere end to år, er en medvirkende årsag til det aktuelle olieprischok. Og resultatet af afstemningen vil øjeblikkeligt kunne aflæses på prisudviklingen på råolie. Selv om Hugo Chávez har udråbt Venezuela til at være en »Bolivarisk Republik«, er landets ry i langt højere grad baseret på dets enorme olieeksport (verdens femtestørste).
Som det eneste latinamerikanske land er Venezuela medlem af OPEC.

Forsoning
USA følger med stor opmærksomhed udviklingen i Venezuela. De to landes økonomiske interesser er tæt forbundne trods de forbandelser, som begge landes regeringer har slynget ud efter hinanden. Washington har været foruroliget over, om en ny Castro har sat sig på magten i Caracas, og Chávez elsker at omtale Bush, som om han er idiot. Den geografiske nærhed gør USA til et oplagt eksportmarked – mere end halvdelen af den venezuleanske olie aftages af amerikanerne, svarende til omkring 15 procent af USA’s samlede olieimport. Men deres indbyrdes forhold rækker videre end det. PDVSA (Petroleos de Venezuela), det gigan-tiske statsforetagende, der nationaliserede de udenlandske selskaber i 1976, har placeret et af sine store olieraffinaderiselskaber på amerikansk jord. Omvendt har store amerikanske selskaber investeret i Venezuela.
Washington har været forsigtig med ikke at blande sig i kampagnerne for og imod Chávez op til søndagens folkeafstemning.
Udenrigsminister Colin Powell har i en meddelelse opfordret til »national forsoning«, og Chavéz-regeringen har fyldt aviserne med store helsidesannoncer, der fortæller, at de »bilaterale relationer bliver stærkere og stærkere«.
’Kommandanten’ har al mulig grund til at være tilfreds. I en situation med en økonomi, der har vaklet under recession; offentlige finanser, der har truet med at gå i rødt, og en ukontrollabelt galopperende inflation, har olieprisernes aktuelle himmelflugt reddet ham og Venezuela fra ruin. Politik og det sorte guld er vævet sammen på godt og ondt i en sådan grad, at det er blevet en talemåde: »Hos os har vi ikke gode eller dårlige præsidenter – kun præsidenter, der regerer under høje oliepriser, og andre under lave.«
Halvdelen af indtægterne på Venezuelas statsbudget stammer fra olieeksporten. Når prisen på en tønde råolie stiger med en dollar, svulmer den venezuelanske statskasse op med ekstra 750 mio. dollar om året. Eftersom statsbudgettet for 2004 blev baseret på en prognose for tøndeprisen på 20 dollar, har det med den seneste prisudvikling nu alle udsigter til at klare sig fri af underskud. De økonomiske udsigter tegnede ellers dystert efter den store politiske strejke fra december 2002 til januar 2003, der blev udløst af PDVSA’s ledere med støtte fra dele af oppositionen. Målet var at tvinge Chávez til at gå af ved at lamme olieindustrien. Men taktikken gav bagslag.
»Strejken var en alvorlig fejltagelse,« anerkender man nu i oppositionen.
Med et pennestrøg besluttede Hugo Chávez sig for at spare lønnen til de 17.000 arbejdere, der var gået i sabotage-strejke, og indsatte i stedet sine egne folk til at lede de statslige olievirksomheder, heraf adskillige militærfolk.

Pænt på papiret
Lige siden har Chávez udnyttet sin nye olielov til at finansiere sine sociale programmer – de såkaldte missiones – i fattige kvarterer og regioner, herunder kampagner for alfabetisering, voksenundervisning, gratis sygeklinikker bemandet med cubanske læger sendt af hans ’ven’ Fidel Castro. Et omfattende socialt program, som ifølge kritikere fra oppositionen »kommer alt for sent og kun sker for at øge hans støtte i vælgerbefolkningen«.
I maj tappede Chávez to mia. ekstra dollar direkte fra PDVSA til disse missioner.
»På papiret ser det meget kønt ud lige nu,« siger økonom Gustavo Garcia, men advarer samtidig om, at den offentlige sektor ved at bukke under af underfinansering. Hertil kommer, at adskillige indikatorer – ikke mindst antallet af nye boringer – tyder på, at PDVSA ikke investerer tilstrækkeligt til også på lidt længere sigt at kunne opretholde sin konkurrencedygtighed på verdensmarkedet. Og hvem kan garantere, at olieprisen ikke falder igen? Sker det, vil den siddende regering – hvem der så end er ved magten – blive nødsaget til drastiske budgetbeskæringer.« Som så mange gange før, vil den venezuelanske olie-manna igen vise sig at være en tvivlsom velsignelse.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her