Læsetid: 6 min.

Hvem skal bevise noget?

Javist, Michael Moore er manipulerende. Men det vigtige ved ’Fahrenheit 9/11’ er ikke svarene, men de spørgsmål, som filmen rejser
18. august 2004

Kommentar
Det er et ganske kendt fænomen. Når massen morer sig for meget, så skal den intellektuelle elite skynde sig at gå på afstand. Således kunne det ikke komme som en overraskelse, at Michael Moores Fahrenheit 9/11, der både har fået fine anmeldelser, vundet Guldpalmerne i Cannes og opnået en spektakulær publikumsmæssig og kommerciel succes, i de sidste dage er blevet udsat for en voldsom kritik i de internationale og hjemlige medier. Fahrenheit 9/11, kunne man læse igen og igen, er ikke en dokumentar-, men en propagandafilm. Den er manipulerende, polemisk, denunciatorisk, vildledende, med kun det ene formål – at vælte den siddende amerikanske præsident George W. Bush.
Set i dette lys kunne man betragte Morten Sabroes kommentar i lørdagens Politiken (14. august 2004) som blot endnu et eksempel på denne bølge. »Hvad fanden klapper de for?«, begynder han sit helsides karaktermord på Moore – hvor ’de’ er ensbetydende med det meget unge publikum i salen. »Fordi de er blevet bekræftet,« svarer Sabroes kone, hvilket giver forfatteren anledning til følgende betragtning: »Der er ikke noget folk elsker som at blive bekræftet, og hvis der er noget Moore er god til, er det at bekræfte sit publikum på en så firkantet måde, at det bliver helt lækkert igen at være venstreorienteret og firkantet... Han er populistisk, overfladisk, manisk og selvfed. Han aner ikke, hvad han taler om, men når han gør det, lyder han som et stand up show... Ingen i biografen aner om hans teser holder, men de laber dem i sig som fed fløde, fordi de elsker Michael Moore.«
Fahrenheit 9/11 er således ikke kun et politisk manifest og kunstnerisk fiasko, men – ifølge artiklens overskrift – en gennemført løgnagtig film. ß
»Den er lavet af en mand, der har ladet sig afspore af sin egen vrede, sin desperation og sit storhedsvanvid efter at komme til af afgøre valget med den.«
Uden tvivl: Fahrenheit 9/11 er manipulerende, og langt fra en dokumentarfilm i klassisk forstand. Den er subjektiv. Det er Michael Moores version af historien, som bliver fortalt. Og han er en mand med en mission:
»Mit håb er, at publikum allerede når filmen er forbi og rulleteksterne kører, er ude af deres sæder og ved at tænde fakler,« bekender han ganske åbent. Kan der herske tvivl om det? Foregiver Michael Moore andet? Er han igennem sine billedlige, musikalske og sproglige karrikaturer ikke selv med til at understrege filmens subjektive karakter?
»Det er ok at forføre, hvis folk ved at de bliver det, men at forføre de forudsætningsløse, er et ubehageligt greb,« skriver Sabroe.
Men skulle der virkelig være nogen, der efter de sidste års opmærksomhed omkring personen Michael Moore stadig tror, at de har med et lille guds ord fra landet at gøre? Og i så fald, hvorfor konkluderer Sabroe nogle linjer senere, at folk vil »gennemskue hans grove manipulationer«?

Idet det er Moores subjektive version, som tilskueren præsenteres for, kan man naturligvis være uenig og forholde sig kritisk til den. Der er en række problematiske scener i filmen – for eksempel når Moore giver indtryk af et harmonisk, næsten idyllisk liv i Irak inden krigens udbrud eller interviewer anonyme personer, som han fodrer med ledende spørgsmål. Heller ikke hans teser er lige troværdige. Hvorfor, for
eksempel, skulle hele bin Laden familien tages til indtægt for Osamas ugerninger? Og beviser det noget, at der er stærke økonomiske interesser mellem USA og Saudi-Arabien? Men en gennemført løgnagtig film?
»Det bliver åbenlyst, at Moore bakser med et materiale, han ikke kan slippe, og som han heller ikke ved ret meget om, og slet ikke kan bevise,« konkluderer Sabroe.
Rigtigt er: der bliver ikke bevist noget i Fahrenheit 9/11. Men er det ikke lidt for meget at kræve, at Moore skal bevise noget, filmens indhold taget i betragtning? Er det ikke nok, at filmen rejser nogle ganske tunge og indtrængende spørgsmål? Hvorfor Irak? Har den amerikanske regering instrumentaliseret 11. septembers tragedie? Hvem er det, der profiterer af krigen? Og hvem er det, som betaler prisen? Og hvad med de soldater, som befinder sig i Irak? Er de ikke under konstant pres, således at deres verdensbillede bliver reduceret til ’dem og os’ og deres sanser skal bedøves med høj musik, mens de patruljerer i de irakiske byer?
Det forekommer mig, at disse spørgsmål skulle støde på særlig interesse her i Danmark, landets regering har immervæk valgt – i modsætning til mange af dens
europæiske partnere – at stå side om side med den amerikanske.
Indtil nu har dette medført et åbenlyst brud på folkeretten og et opgør med en mangeårig dansk udenrigspolitisk tradition; diverse argumentative kovendiger og en Irak-høring i Folketinget, som har udelukket alle de væsentlige spørgsmål, som Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden under live-transmissionen i sin tid heldigvis gjorde opmærksom på; og ikke mindst har det resulteret i en situation, hvor selve forsvarsministeren ikke er i stand til at fastslå, hvilket grundlag de danske tropper i Irak for tiden egentlig opererer på, samtidig med, at han er den første, som under stor offentlig ståhej kalder sine soldater hjem, når de i en fysisk og psykisk ekstrem anspændt situation ikke overholder det netop vagt definerede regelsæt til punkt og prikke.
Var der noget med, at det, at sende soldater i krig, er den tungeste og mest ansvarsfulde beslutning, en regering kan træffe? Og at de soldater, som risikerer og i et tilfælde har givet deres liv, i det mindste kan stole på at få den størst mulige opbakning hjemmefra?

Måske er det mest uhyrlige ved alt dette dog ikke engang, at regeringen indtil nu er sluppet afsted med det, uden at det for alvor har skadet dens popularitet. Måske ligger den største skandale i virkeligheden i det faktum, at det har kunnet lade sig gøre i et demokratisk land med en politisk opposition, en oplyst befolkning og – ikke mindst – frie, kritiske medier. Kan det være, at man bare ikke har stillet de rigtige spørgsmål? Eller at man ikke har stillet dem indtrængende nok? At man, selv om man dag efter dag skal fylde diverse radio-, tv- og almindelige aviser, ganske enkelt har koncentreret sig om det forkerte stof? Af bekvemmelighed? Eller opportunisme?
Set i lyset af denne strømlinede ensformighed forekommer Morten Sabroes kritik af Fahrenheit 9/11 en smule hellig, letkøbt, med tendens til det selvfede. Taget i betragtning, hvem Moore er oppe imod, nemlig både det politiske establishment, det store flertal af de amerikanske medier og befolkningens ureflekterede patriotisme, er det en enorm præstation, alene at rejse og til en vis grad underbygge de væsentlige spørgsmål, at levere, som denne avis skrev, et anklageskrift, som alle bør tage stilling til. Og – under de givne omstændigheder – kan man virkelig fortænke manden i at være vred og til en vis grad forkynderglad?

Jeg ved ikke, hvorfor folk klappede lige efter filmens sidste scene. Det gjorde ’de’ nemlig også, dengang jeg var inde og se Fahrenheit 9/11. Jeg formoder, at Moore har formået at udtrykke, hvad mange verden over mere eller mindre ubevidst føler, nemlig at der er ét eller andet ravruskende galt ved denne amerikanske regering og dens ageren i Irak.
Bekræftelse frem og tilbage – mens slutteksten rullede over lærredet, kom jeg til at tænke på den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der umiddelbart inden krigens udbrud konfronterede den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld med ordene: »I am not convinced«. I dag er der kun at tilføje: »Less than ever«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her