Pietrasanta
Man kan gå fra den ene ende af Pietrasanta, kaldet Porta Lucca, til den anden ende, hvor Boterostatuen står, på otte raske minutter. Det er byens udstrækning, dens centrum består af tre parallelle gader, der løber hen over pladsen, som forbinder og fordeler byens liv. Det tager selvfølgelig aldrig kun otte minutter, for dels er der mindst otte skobutikker på vejen, dels møder man altid nogen, der har noget at fortælle, og dels skal man jo altid lige have en kaffe.
I Italien drikker man kaffe flyvende. Den må ikke tage over et minut for bartenderen at lave, og den tager heller ikke meget mere at drikke. Den er stærk og frisklavet, også cappucinoen er meget mindre, end man kender den fra Danmark. Kaffen er et socialt anker, der holder dagen på plads, og hver kaffe har sin tid og sin stemning. Og ikke mindst sin kaffebar.
På de otte minutter kommer man forbi 14 kaffebarer. Hvis vi starter fra Porta Lucca, ligger først Othellos. Det er ejerens navn, hans bror hedder Amleto. Som kaffebar er den kedelig, og det er ærgerligt, at det er min nærmeste. Til gengæld laver Othellos kone, Annalisa, en forrygende frokost med to retter mad og kaffe for en 50er, hvilket er meget populært blandt byens funktionærer. Næste bar er egentlig en klub, Arci, mest med ældre mænd der spiller kort. Man kan sagtens gå ind, men jeg plejer at fortsætte.
Næste stop er pladsen, hvor der ligger fem barer, hvor man også kan sidde ude og drikke stærkere ting end kaffe og spise sandwich og salater. Der er den gamle Michelangelo, hvis ejer, som døde for nylig, var ivrig anarkist. Nu har sønnen overtaget og peppet baren op, og kaffe og vin er blevet dyrere end på den nye bar overfor, også kaldet den grønne bar, som også er den smarte bar, og hvis ejere tilhører fascistpartiet. Det gør den ugleset blandt nogle, men kaffen og drinks er billige, og det er her de spiller høj musik om aftenen, og er politik praksis eller teori?
Jeg flytter mig fra den ene til den anden efter solen, børnene drikker kornkaffe og spiser risbuddinger, og jeg tager en hurtig cappucino. Der er Teaterbaren, hvor turisterne spiser frokost, og de unge drikker drinks om natten. Og Den Sorte Kat, som er en gammel kunstnerbar, der har fået nyt liv, og hvor de serverer noget så uitaliensk som marmelademadder om morgenen.
Den sidste bar på pladsen er Irisbar, som egentlig har de pæneste stole udenfor, og som egentlig også er billig. Men af en eller anden grund kommer der ikke nogen. Indimellem sætter vi os der, fordi vi synes, det er synd for dem. Men det er sådan lidt kedeligt, og man kigger misundeligt på nabobaren, hvor der er propfyldt.
Nede ad gågaden ligger byens mindste bar. Det er ståbaren, og det er her, min datters lærerinde arbejder. De rister selv kaffen, den er god, og det går lynhurtigt. Det er byens egentlige bar, her kommer ingen turister, her udveksles informationer om dagens tildragelser, og man er hurtigt videre. Ned ad gågaden forbi damebaren med porcelænsdukker med chokoladestykker i ryggen og marcipankager til bar Mar-gherita, hvor man sætter sig og læser sin avis og tager noget til kaffen. Det er her, mødrene går hen, når børnene er afleveret i skolen. Her får byens borgere deres aperitivo klokken fem, og Lucas hænder flyver hen over glas og flasker og ryster glassene kolde med isterninger, inden han hælder drinken i.
Det er her, man køber chokolade. De har en fem meter lang glasdisk og et væld af hylder til chokoladeopstillingerne, som følger årets rytme. Chokolader som efterårsblade, som nisser, som snemænd, påskeæg der truer med at vælte disken. Det største æg har et safirsmykke indeni det blev solgt klokken 10 påskedag. Det er min absolutte yndlingsbar, men man møder altid nogen der, så vil man undgå det, skal man ned ad sidegaden. Her er terummet, hvor man sidder på puder på gulvet og kan vælge mellem hundrede slags te. Og den hemmelige bar, hvor der aldrig er nogen og som laver sære kaffer. Her går man hen, når ens veninde gerne vil fortælle noget, som hele byen ikke nødvendigvis skal høre.
I parallelgaden ligger et par smarte barer, men der kommer vi ikke. De virker eksklusive og lukkede og uden kaffekultur. Jeg ser aldrig nogen derinde, og regner med, at der snart åbner en rigtig bar. Der er også sportsbaren med storskærm, men den er mørk og kedelig, når der ikke er Formel I løb.
Allernederst i gågadesystemet, nede ved Boteros fede Napoleon, ligger så den sidste af barerne. Hyggebaren, kaldet Ghimenti officielt. Den har alle dørene åbne og er egentlig en hurtig kaffebar, men udmærker sig ved at have en stenovn, hvor der kører foccaciabrød, pizzaer og kikærtekager ind og ud hele dagen.
Det er her, vi går hen efter skole, når børnene skal have deres eftermiddagsmad, det er her, man bestiller pizzaer og kager til børnefødselsdagene, som in-gen italiensk husmor med respekt for sig selv kunne finde på at lave hjemme.
Åh, ja, stationen. Selvfølgelig kan man også nå en kaffe på vej til stationen. Det er lottobaren, hvor vi vandt 10 euro, og hvor alle murerne kommer.
